Video lagde nettet ned: Kunder i svime over "magisk" musikseance
kopieret!
Det er ikke gået manges næse forbi, at der udspillede sig lidt af et "magisk" øjeblik i musikbutikken Kristian Lassen Musik ApS i Svendborg, hvor tre tilfældige kunder greb hver sit instrument og fik Bing Crosbys “White Christmas” til at lyde som om, at de havde spillet sammen i årevis.
Her dagen derpå, at TV 2 Fyn bragte historien, er det da også nogle betagede kunder, som TV 2 Fyn møder i selvsamme musikbutik.
- Magisk. Fantastisk. Det er jo noget, musik kan. Det bringer bare folk sammen, siger kunde Lise Berlin.
- Ærgerligt
Og hun var ikke den eneste, som kommenterede den atypiske musiktrio:
- Jeg synes, det er herligt at komme ind i en butik, og så har der lige været "jam". Jeg skulle have været her dengang. Det er lidt ærgerligt, at jeg først kommer nu, siger kunde Søren Lind.
Onsdag har videoen på butikkens facebookside rundet en halv million afspilninger.
Indehaver af musikbutikken, Kristian Lassen, tror, at “den urolige tid, vi lever i”, ligger til grund for den massive interesse, videoen har fået.
- Så er det dejligt at se, at der faktisk er nogle mennesker, der bare kan gå ind og snakke på det samme sprog lynhurtigt. Og det er altså det sprog, der hedder "musik", siger han.
Tirsdag oplyste Kristian Lassen til TV 2 Fyn, at kvinden, der sad på gulvet, var ved at prøve en guitar, og at manden ved klaveret gik i gang med at spille og i samme moment inddrog kvinden. Kort efter samlede en tredje person en såkaldt maracas (mexicansk "rasleinstrument", red.) op og tilsluttede sig.
Episoden udspillede sig 9. december.
"Det er magi" siger indehaver af musikbutik om seance, der breder sig som en steppebrand
En seance, hvor kunder, der ikke kender hinanden, fatter et instrument og begynder at spille sammen, går lige nu viralt.
Episoden udspillede sig i musikbutikken Kristian Lassen Musik ApS i Svendborg, og indehaver Kristian Lassen har efterfølgende lagt videoen på Facebook.
- Det er magi, siger Kristian Lassen til TV 2 Fyn.
Han fortæller, at kvinden, der sidder på gulvet, er ved at prøve en guitar, og at manden ved klaveret går i gang med at spille og i samme moment inddrager kvinden.
- Og så er der en tredje person, der samler en maracas (mexicansk "rasleinstrument", red.) op og begynder at spille med, siger Kristian Lassen.
Breder sig til hele verden
Videoen på butikkens facebookside er i skrivende stund blevet vist tæt på 400.000 gange og delt mere end 1.100 gange.
Kristian Lassen tror, at årsagen til den massive interesse skal findes i, at der lige nu er uro i verden, og at det kan være “rart, at nogle mennesker bare sætter sig ned og spiller sammen”.
- Musik er et sprog, som dem, der kan spille, kan tale sammen, siger Kristian Lassen, der har været musiklærer i 30 år og “aldrig har oplevet noget lignende”.
Da Kristian Lassen opfattede, at noget var i gærde, skyndte han sig at hente sin telefon for at optage episoden.
- En spontan seance af folk, der ikke kender hinanden, og som kan spille sammen, skal foreviges, siger han.
Episoden udspillede sig 9. december.