Dos and don'ts: Sådan får du den bedste Tour-oplevelse
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Det bliver en historisk oplevelse, når Tour de France lægger vejen forbi Nyborg. Men hvad må man egentlig, og hvad skal man helst ikke gøre som publikum til verdens største cykelløb?
Skal hunden med til Tour de France? Må du stå med et skilt helt ude ved vejen? Og er der en risiko ved at stå med mobilen i hånden, når feltet kommer forbi?
Der er mange spørgsmål, når verdens største cykelløb lægger turen forbi Nyborg og Storebæltsbroen.
For at det bliver den bedst mulige Tour de France-oplevelse for både professionelle cykelryttere og publikum, kommer der her med nogle anbefalinger til do's and don'ts, når man ser professionelt cykelløb.
Pas på med skilte og postere
Feltet har enorm fart på, når de kommer langs ruten, så lad vær med at stille dig helt ud til vejen med skilte og postere. I 2021 forårsagede en fransk kvinde et frygteligt massestyrt, da hun ville sende en hilsen på tv via et stort papskilt.
Lad hunden blive hjemme
Giv hunden nogle godbidder og lad den så ellers blive hjemme, da cykelløb og hunde ikke rigtigt harmonerer. I 2007 måtte cykelrytteren Sandy Casar en tur i asfalten, da en hund løb ud foran ham.
Pas på de små
Børn kan være spontane og impulsive, og det skal de have lov til at være. Men hold godt øje med dem, og hold dem endnu hellere i hånden, når rytterne og reklamekaravanen kommer. Der er ingen barrierer langs ruten.
Respektér feltet
Hvis du er ny cykelløbsentusiast, kan det være svært at tage højde for den fart, rytterne kommer med. Lad derfor være med at læne dig frem i troen på, at rytterne undviger dig. Det kan de ikke.
Rigtig påklædning
Tjek vejrudsigten for dagen. Du kan risikere at stå under den bagende sol i mange timer, inden Tour-feltet kommer forbi netop din placering. Husk derfor solcreme og hat. Og hvis der kommer vand fra himlen, skal du huske regntøjet.
Det vil være muligt at købe drikkevarer i området, men husk alligevel dine egne drikkevarer, hvis der er for langt til nærmeste bod.
I Nyborg er de ved at være helt klar til at lægge jord til Tour de France. I flere måneder har de forberedt sig med at farve byen gul, plante blomster og indvie særlige cykelmonumenter.