Fynske Søren Kragh takker Chris Froome for tredjeplads
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Søren Kragh Andersen er glad for den tredjeplads, han kørte sig til på søndagens sidste etape i Vuelta a España.
To tredjepladser.
Det er, hvad Søren Kragh Andersen kan tage med sig hjem fra Vuelta a España - og hans første Grand Tour. På søndagens etape blandede danskeren sig i spurten, hvor han kom i mål efter Matteo Trentin og Lorenzo Manzin.
- Jeg kunne ikke have gjort det uden Chris Froome. Han lavede et perfekt leadout for mig. Holdet placerede mig rigtig godt i det sidste u-sving, men derfra gamblede jeg lidt med at komme nede bagfra. En trejdeplads er faktisk rigtig godt for mig i en spurt, siger Søren Kragh Andersen til TV 2 SPORT.
- Jeg snakkede med Michael Mørkøv tidligere på dagen, hvor han sagde, at det normalt klumper sig sammen, når der er 500 meter til mål. Det gjorde det lidt, men så kom Froome heldigvis og bragte mig lidt frem, hvor jeg kunne starte min spurt, siger han videre.
Den 23-årige danske Team Sunweb-rytter døjede undervejs med sygdom i Vueltaen, men kom stærkt tilbage. På lørdagens etape til Alto de l'Angliru var danskeren først i udbrud, inden han blev en vigtig hjælp for hans kaptajn, Wilco Kelderman, på den afsluttende stigning op mod mål.
- Jeg er mega glad og tilfreds med min form. Jeg er glad for, hvordan jeg selv og holdet kører. Jeg er helt sikkert motiveret til at køre de kommende løb, siger Sunweb-rytteren.
Sygdomsramt Vuelta-fynbo: - Det har været en manddomsprøve
Søren Kragh Andersen føler, at han gør fremskridt i forhold til sin sygdom. Men det har været en manddomsprøve, fortæller han til TV 2 SPORT.
Søren Kragh Andersen har langt fra haft det godt de seneste dage.
Den danske Team Sunweb-rytter har været syg, og han er kommet sidst i mål på både 14. og 15. etape.
Men nu begynder det så småt at lysne. Det fortalte Søren Kragh Andersen til TV 2 SPORTs reporter i Spanien, Rasmus Staghøj, på løbets anden hviledag.
Hvordan går det?
- Det er gået rigtig skidt her ind til i eftermiddag (mandag red.). Jeg havde det dårligt i hovedet og i maven. Jeg synes, at det går lidt bedre, og søvnen har været okay. Jeg har ikke svedt om natten, som jeg har gjort de seneste dage.
- Så der har været små fremskridt.
Hvordan har de sidste to dage været for dig?
- Uhh, en test. En manddomsprøve. Chris Juul kom også hen til mig i går og sagde "hold kæft, det var flot, at du kom igennem. Jeg tror aldrig, at du kommer ud for noget, der er værre end det der. Hvis du kan klare det, så kan du klare alt".
- Det er også den følelse, som jeg sidder med lige nu. Jeg klarede det, og jeg er stadigvæk med i løbet.
- Mentalt så var jeg lidt ude allerede lørdag. For jeg tænkte, at jeg var så langt bagefter, men jeg er stadigvæk med og har måske allerede fået lidt mere hår på brystet.
- Jeg er klar til at prøve at give det et skud, og gennemføre løbet.
Tænker du, at du faktisk kan bruge det her positivt, at du er kommet på den anden side - forhåbentlig - af det her?
- Ja, det kan jeg helt klart. Selvfølgelig tænker jeg på mit helbred, men jeg har ikke feber, og jeg har ikke symptomer, hvor man kan sige, at det er meget skadeligt, hvis jeg fortsætter. Lige nu er det en mental udfordring, som jeg tror, jeg bliver meget stærkere af. Måske kan det her komme mig til gode næste år.
Har lægen været bekymret for dig?
- Ja, han sagde i morges, da han tjekkede mit hjerte og mine lunger, at jeg er på grænsen lige nu, men det er ikke sådan, at jeg falder om lige om lidt. Det er stadigvæk forsvarligt, og kroppen kommer sig stille og roligt. Der er små, gode fremskridt.
Så holdet har ikke overvejet at tage dig ud, fordi at det ikke er forsvarligt?
- Ikke endnu, men hvis jeg bliver ved med at være lige så dårlig og afkræftet, så tror jeg, at de vil begynde at tænke på det. I går var der en lille smule fremskridt.
- Jeg tror, at de (holdet, red.) håber på, at jeg vil gøre flere fremskridt de næste dage. At jeg kan komme sikkert igennem etaperne.
Tænkte du på noget tidspunkt i løbet af weekenden, at nu stopper du?
- Der er mange gange, hvor jeg tænker: Det her gider jeg ikke, det er så smertefuldt, hvorfor skal det gøre så ondt? Men som cykelrytter, så er det en del af kulturen. Jeg havde fået at vide, af alle mine erfarende holdkammerater, at der kommer dage i en Grand Tour og i hele din karriere, hvor du bare har lort i benene, for at sige det mildt. Det skal du bare komme igennem, og så bliver du stærkere på den anden side. Jeg tror lidt på det, selvom det lyder skørt og sindssygt.
- Jeg lever stadigvæk, og har det egentlig okay, fortalte Søren Kragh Andersen til TV 2 SPORT mandag aften.
Søren Kragh Andersen kan se frem til en relativt nem dag tirsdag, hvor Vuelta-feltet skal ud på et 40 kilometer lang enkeltstart.
Interviewet er lavet af Rasmus Staghøj, TV 2 Sport.
Danskeren håber nu på, at hans høje niveau i årets sidste Grand Tour kan være med til at sikre ham en plads på det danske landshold, der skal køre VM senere på måneden.
- Det skal man passe på med at sige. Det er jo Danmark, jeg taler til, så man skal lige huske på janteloven. Jeg håber på, at jeg skal køre VM, men jeg venter stadig på et opkald. Jeg synes, jeg har gjort mig fortjent til det, siger Søren Kragh Andersen.
Søren Kragh Andersen har to sejre som professionel. Sidste år vandt danskeren en etape i Tour des Fjors, og tidligere i år vandt krydsede han stregen først på en etape i Tour of Oman.
Syg fynbo kom sidst i mål for anden dag i træk: - Jeg er helt tom
Den fynske Team Sunweb-rytter Søren Kragh Andersen kæmper med maveproblemer i årets Vuelta a España.
Søren Kragh Andersens første Grand Tour er ved at udvikle sig i en rigtig ubehagelig retning.
Fredag aften blev danskeren syg. Lørdag kæmpede han sig trods maveproblemer i mål som sidste rytter.
Og selvom det søndag morgen var bedre, så var Team Sunweb-rytteren helt færdig, da han kom i mål på 15. etape af Vuelta a España - for anden dag i træk som sidste mand.
- Lige nu er det meget værre med min mave. Jeg har mavekramper, og lige nu er det godt nok smertefuldt.
Var du bekymret for, at det kunne være slut i dag (søndag, red.)?
- Ja, det var jeg, men midtvejs på den sidste stigning var jeg sikker på, at jeg godt kunne gennemføre. Det tog også hårdt.
Har du svært ved at få optaget energi?
- Ja, det er det, der er problemet. Jeg er helt tom. Maven omsætter slet ikke noget, men nu har jeg heldigvis en hviledag, lød det fra en afkræftet Søren Kragh Andersen, da TV 2 SPORT talte med ham i mål.
Giver det mening at fortsætte?
Ifølge TV 2 SPORTs cykelekspert Brian Nygaard, så skal Team Sunweb vurdere meget nøje, om Søren Kragh Andersen skal fortsætte i løbet.
- Han skal bruge hviledagen til at få en masse næring i sig, og så har han også brug for at få en vurdering af, om det overhovedet giver mening at fortsætte. Hvis han skal ud og lide på denne her måde, så skal han altså være meget mere frisk.
Heldigvis for Søren Kragh Andersen så er der hviledag i Vueltaen mandag, og tirsdag er der så yderligere mulighed for at komme sig, når der er enkeltstart.
Og det er netop på grund af mandagens hviledag, at danskeren stadig er i løbet, vurderer TV 2 SPORTs cykelekspert Rolf Sørensen.
- Søren er i knæ. Han har det ikke godt, og det har kostet dyrt det her. Jeg håber virkelig, at han kan nå at komme sig. Også med tanke på hans VM-muligheder. Han skal helst komme tilbage på toppen igen.