Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Trekantområdets Brandvæsen har udsendt en instruks til alle medarbejdere om at stoppe med give håndtryk, når de hilser på hinanden.
På grund af frygten for coronavirus må brandmændene i Middelfart ikke længere give hånd, når de siger goddag til hinanden.
Det fremgår af et informationsbrev, som direktør Jarl Vagn Hansen i Trekantområdets Brandvæsen har udsendt om corona-forholdsregler til alle medarbejdere og frivillige.
Ud over en opfordring til at følge de normale hygiejneregler om god håndhygiejne, så indeholder brevet også en instruks til alle om at stoppe med at give håndtryk, når de hilser på hinanden.
Regionschef: Corona-epidemi vil lægge voldsomt pres på sygehuse
Hvis coronavirusset udvikler sig til epidemi, lægger det voldsomt pres på sygehusene, siger regionsdirektør.
Hvis coronavirusset udvikler sig til en epidemi, vil det være umuligt for landets sygehuse at løfte opgaven med de mange smittede alene.
Sådan lyder det fra Kurt Espersen, der er koncerndirektør i Region Syddanmark. Regionen driver sygehuse i blandt andet Odense, Esbjerg, Kolding, Sønderborg og Svendborg.
Sundhedsstyrelsen har mandag meldt ud, at der er styr på situationen omkring coronavirusset.
Samtidig blev det sagt, at det ikke kan udelukkes, at coronavirusset udvikler sig til en epidemi med op mod 500.000 smittede danskere på få måneder.
Skulle det ske, vurderes omkring 20 procent af de smittede at skulle indlægges. Det er i runde tal 100.000.
- Så vil vi være i en national krisesituation, hvor vi må trække på alle de ressourcer, der er i Danmark, for at kunne håndtere situationen, siger Kurt Espersen.
- Man skal huske, at alle patienterne ikke vil komme på sygehus på samme tid, men hvis vi når op i det antal, vil ingen region eller noget hospital kunne håndtere så mange smittede samtidig med al den normale aktivitet, siger han.
Kurt Espersen siger, at der i den situation vil være brug for hjælp fra kommuner, hjemmesygeplejersker, de praktiserende læger, Forsvaret og Beredskabsstyrelsen.
- Hvis vi er i en sådan situation, så vil fokus være på dem, der er svært syge, mens alle dem, der er mindre syge, skal klare sig med mindre hjælp og ved at være derhjemme.
- Og det vil betyde, at alt det, der i dag foregår på hospitalet, vil blive påvirket i meget høj grad, siger Kurt Espersen.
Det kan for eksempel betyde, at operationer som en ny hofte eller nyt knæ vil blive nedprioriteret.
Indtil videre er der fire bekræftede smittetilfælde i Danmark. I Region Syddanmark er det i første omgang Odense Universitetshospital, som vil skulle tage imod smittede, hvis det bliver aktuelt.
Skulle det blive fyldt med smittede, er næste led i planen at indlægge corona-patienter på sygehuset i Kolding.
Samlet kan regionen håndtere i underkanten af 1000 smittede, hvilket også tæller flyvestation Skrydstrup, der kan blive taget i brug, hvis det bliver nødvendigt.
Seks sygehuse er indtil videre udpeget til at tage imod smittede med coronavirus. Ud over Odense Universitetshospital er det Rigshospitalet og Hvidovre Hospital i københavnsområdet, Aarhus Universitetshospital, Sjællands Universitetshospital i Roskilde og Aalborg Universitetshospital.
- Vi har en stærkt indgroet kultur med at give håndtryk til hinanden ved vagtskifte. Det er normalt en god tradition, men i den aktuelle situation bliver vi nødt til at gøre alt, hvad vi kan for at forhindre, at vores medarbejdere og frivillige bliver syge og skal i karantæne, siger Jarl Vagn Hansen til TV SYD.
Kan ikke erstatte syge medarbejdere
Selvom kun ti danskere indtil videre er blevet smittet med coronavirus, så vil karantæneramte medarbejdere hos Trekantområdets Brandvæsen betyde, at det bliver svært udføre slukning og andet redningsarbejde og hjælpe de borgere, der har brug for hjælp.
- Vi kan ikke bare erstatte nøglemedarbejderne, og der er grænser for, hvor mange ekstravagter som andre kan holde til. Derfor har jeg valgt for en sikkerheds skyld at sætte en midlertidig stopper for traditionen med håndtryk ved vagtskifte og andre interne møder, siger Jarl Vagn Hansen.
Han er også formand for foreningen Danske Beredskaber, der omfatter alle kommunale beredskaber. Her har man endnu ikke udsendt nogen overordnet instruks - men følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger om god håndhygiejne.
Håndsprit rives ned fra hylderne: - Fra travlt til kaotiske tilstande
Overarbejde i weekenden og produktion i døgndrift er den nye hverdag for cirka 90 ansatte på en virksomhed i Assens.
Kampen for at undgå coronavirus kræver håndsprit. Masser af håndsprit.
Det betyder ekstraordinær travlhed hos den fynske virksomhed Kiilto, der leverer desinfektion til sygehuse og sundhedsvæsen i Skandinavien.
- Vi følte, vi havde travlt inden torsdag i sidste uge, men da den første dansker - og næsten samtidig den første nordmand og svensker - blev smittet, så eksploderede det fuldstændig. Vi gik fra travlt til nærmest kaotiske tilstande, siger direktør Bo Eriksen til TV 2/Fyn.
Overarbejde i weekenden
I Assens har virksomhedens omkring 90 medarbejdere derfor fået mere travlt end nogensinde, så de kan følge med på den voldsomme efterspørgsel.
- Vi arbejdede over i weekenden, så vi nu kører 24 timer i døgnet. Der er tryk på, siger procesoperatør Jesper Nørbo Sørensen, der fortæller, at de ansatte har taget jahatten på.
- Det er fedt at vide, at når jeg tager på arbejde, kan det gavne ude i verden. At der er brug for det, giver lidt ekstra gåpåmod, fortæller han.
Stoppet for eksport
Virksomheden har været rundt på det europæiske marked for at finde materialer, så den kan holde produktionen kørende.
Der er blevet lukket ned for eksport til andre lande end Norge og Sverige, og samtidig bliver der prioriteret i kunderne, så sundhedssektoren får først.
Direktøren håber, at virksomheden i Assens kan levere håndsprit længe endnu.
Ti danskere er smittet
Der er ti danskere, der er smittet med covid-19. Flere af dem har været turister i Norditalien, hvor Europas største udbrud finder sted.
På verdensplan er det Kina, som er hårdest ramt med flest smittede. Det var her, at virussen første gang blev opdaget.
Det tager mellem 2 og 12 dage, fra man bliver udsat for smitte, til man bliver syg.
Sådan kan du gøre
Sundhedsstyrelsen anbefaler tirsdag aften alle danskere at blive hjemme i to uger, hvis de har været i Kina, Iran, dele af Sydkorea eller fire regioner i Norditalien, som er hårdt plaget af coronavirus.
Desuden råder Sundhedsstyrelsen alle danskere til at sørge for god håndhygiejne med håndvask og eventuelt hånddesinfektion i kampen mod at undgå at blive smittet.
Du kan holde dig opdateret på myndighedernes anbefalinger i forbindelse med coronavirus her.
Trekantområdets Brandvæsen betjener en befolkning på næsten 360.000 indbyggere i Vejle, Kolding, Fredericia, Middelfart, Billund og Vejen kommuner med omkring 500 medarbejdere fordelt på 20 brandstationer.