Dorthe Ullemose genopstiller ikke til næste folketingsvalg. TV 2/Fyns politiske redaktør mener, at hun formentlig ikke ville blive valgt.
Dorthe Ullemose dropper Folketinget
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Dansk Folkepartis Dorthe Ullemose stiller ikke op til det kommende folketingsvalg. Arbejdsbyrden er for stor - og så er det for hårdt for familien, når bølgerne går højt.
Dorthe Ullemoses navn kommer ikke til at stå på stemmesedlen til næste folketingsvalg.
- Jeg har valgt ikke at genopstille til Folketinget, så jeg efter næste valg udelukkende kan koncentrere mig om arbejdet i byrådet i Svendborg. Jeg må ganske enkelt erkende, at arbejdsbyrden har været for stor i de år, hvor jeg både har været medlem af Folketinget og byrådet. Det er en erkendelse, jeg er nået frem til henover sommeren, siger Dorthe Ullemose i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Jeg brænder for arbejdet både i Folketinget og i byrådet og har været dybt engageret begge steder, men timerne slår simpelthen ikke til. Og så synes jeg, at det er bedre at være 100 % engageret ét sted. Derfor har jeg valgt ikke at genopstille til Folketinget.
Fynsk DF-politiker: Min datter stod bag falsk facebookprofil
Den fynske folketingspolitiker og byrådsmedlem i Svendborg, Dorthe Ullemose (DF), er flere gange blevet bakket op af en falsk profil på Facebook.
En falsk facebookprofil har flere gange blandet sig i debatter og taget folketingspolitiker og byrådsmedlem i Svendborg, Dorthe Ullemoses (DF) parti.
Men i en mail til Fyns Amts Avis oplyser politikeren, at det er hendes voksne datter, der står bag.
Profilen var oprettet under navnet "Tom Jensen", men den skal nu være slettet.
Den fiktive mand har bakket Dorthe Ullemose op i debatter på både Facebook og i kommentarsporerne på Fynsamtsavis.dk. Det viser blandt andet flere billeder, som avisen har gemt.
Politikeren har tidligere afvist, at hun kender til en "Tom Jensen" og spurgt til, hvorvidt hun selv stod bag, svarede hun "ingen kommentarer".
Men fredag eftermiddag modtog avisen en mail om, at det var hendes voksne datter, der havde oprettet den falske profil.
- Det gør naturligvis ondt på dem, når de læser alle de grimme ting, der bliver skrevet om deres mor på Facebook, i aviserne og på de sociale medier.
- Derfor har min datter oprettet den omtalte facebookprofil for at forsvare mig, når folk taler grimt om mig. Det er selvfølgelig ikke i orden, og derfor er den også nu slettet, skriver Dorthe Ullemose i mailen.
Facebook har ifølge avisen bekræftet, at profilen var falsk, og at den ikke findes længere.
Ingen kommentarer
Lokalformanden for DF's afdeling i Svendborg, Jakob Broegaard, oplyser til Ritzau, at han foreløbigt ikke har nogen kommentarer.
Og lørdag eftermiddag har det endnu ikke været muligt at komme i kontakt med Dorthe Ullemose.
I en skriftlig kommentar siger organisationskonsulent i DF, Steen Thomsen, at det er en kedelig sag. Han noterer sig, at profilen nu er blevet slettet, og at der dermed ser ud til at være sat punktum i den sag. Derudover har han ingen kommentarer.
Ifølge DF's pressetjeneste har hverken gruppeformand Peter Skaarup eller partiformand Kristian Thulesen Dahl nogen kommentarer til sagen.
54-årige Dorthe Ullemose blev valgt ind i 2015 med 2.670 personlige stemmer.
- Jeg føler meget stærkt, at det rigtige for mig nu er at prioritere arbejdet i byrådet i Svendborg, hvor ansvaret for at fremme DF’s politik alene hviler på mig som DF’s eneste repræsentant. Jeg føler et stort ansvar i forhold til de tusindvis af vælgere, der satte deres kryds ved mig eller DF ved kommunalvalget i 2017. Og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at DF fører den helt rigtige politik. Den politik vil jeg bruge al min energi på at kæmpe for i byrådet, siger Dorthe Ullemose, der lige nu er partiets forbrugerordfører.
Hensyn til familien
- Og så synes jeg også, at jeg er nødt til at tage mere hensyn til min familie. Det har også været hårdt for dem, når bølgerne er gået højt, og debatten har været hård på de sociale medier. Jeg vil gerne være mere hjemme i Svendborg tæt på familien, siger Dorthe Ullemose.
DF'er fra Langeland i spil efter Ullemoses farvel
DF's byrådsmedlem Kim Welcher fra Langeland er interesseret i at overtage kredsen efter Dorthe Ullemose.
Dansk Folkeparti i Svendborg-Langeland kredsen skal nu i gang med at finde ny spidskandidat efter, Dorthe Ullemose har meddelt, at hun ikke genopstiller til næste folketingsvalg.
- Vi har ingen konkrete navne i spil, men nu går processen i gang. Sammen med lokalafdelingen på Langeland, skal vi have annonceret et opstillingsmøde. Herefter er det i sidste ende op til medlemmerne at vælge mellem de kandidater, som bliver indstillet, siger Jakob Broegaard, som er formand for Dansk Folkeparti i Svendborg.
I følge TV 2/Fyns politiske kommentator, Jesper Buch, er Svendborg-Langeland-kredsen interessant.
- I 2005 var det Tina Petersen, som var opstillet, dog ikke som spidskandidat. Hun kom ind alligevel og fik flere stemmer i Svendborg end i Odense Syd, hvor hun var spidskandidat. Og så blev hun godt hjulpet på vej af Kristian Thulesen Dahl, som trak mange personlige stemmer til partiet som daværende spidskandidat i Assens og Middelfart kredsene, siger Jesper Buch.
Tina Petersen røg ud i 2011, og ved valget i 2015 kom Dorthe Ullemose ind som valgt i Svendborg-kredsen som DF's nummer fire på Fyn.
Jesper Buch har ikke umiddelbart noget bud på, hvem partiet nu vil satse på som ny spidskandidat.
- Men et gæt kunne være Kim Welcher fra Langeland. Han sidder i kommunalbestyrelsen i Rudkøbing og har alderen og den politiske erfaring. Han kunne godt tænkes at trække en del stemmer på Langeland, men det afhænger selvfølgelig af, hvem der ellers melder sig på banen. Men det er jo medlemmerne, som skal vælge, og her skal man huske, at lokalafdelingen i Svendborg har væsentlig flere medlemmer end lokalafdelingen på Langeland, siger Jesper Buch.
Kim Welcher siger torsdag formiddag til TV 2/Fyn, at han allerede har besluttet sig for at stille sig til rådighed.
- Jeg har i dag (torsdag, red.) taget kontakt til partiet og vil så hurtigt som muligt sende en ansøgning afsted til partiets ledelse for at blive godkendt som folketingskandidat, siger Kim Welcher til TV 2/Fyn.
Dansk Folkepartis ledelse styrer med stram hånd, hvem der bliver opstillet. Kandidater, som melder sig som interesseret, skal gennem tre nåleøjer, før de får lov at stille op på opstillingsmøder i kredsene.
Først skal der sendes en skriftlig ansøgning, så skal man til samtale med partitoppen og til sidst godkendes i et valgudvalg.
– Jeg har været utrolig glad for at være medlem af Folketinget. Det er virkeligt et privilegie at have fået lov til at opleve det. Og jeg vil selvfølgelig også passe mit arbejde i Folketinget frem til næste valg, siger Dorthe Ullemose.
DF’s gruppeformand, Peter Skaarup, og DF’s lokalformand i Svendborg, Jakob Broegaard, udtrykker forståelse for Dorthe Ullemoses beslutning.
Kaldt løgner og magtsyg: Ullemose slår igen i heftig tv-debat
Dorthe Ullemose blev kritiseret for at gå enegang i Dansk Folkeparti i Svendborg. Hun kritiserer løsgænger for ikke at have bidraget med noget politisk arbejde.
I weekenden gjorde byrådsmedlem Dorthe Ullemose (DF) det klart, at hun var den eneste loyale DF’er i partiet i Svendborg, hvor tre partikollegaer har meldt sig ud. Hun beskyldte dem for at splitte partiet.
De tre tidligere DF’ere - Morten Sol Petersen, Jesper Larsen og Jens Munk - tog onsdag kraftigt til genmæle og kritiserede Dorthe Ullemose for at gå enegang. De nye løsgængere kaldte blandt andet Dorthe Ullemose for løgner og magtsyg.
Onsdag eftermiddag mødtes Dorthe Ullemose og Jens Munk i en debat på TV 2/Fyn Nyhedskanalen, og her fik DF’eren givet igen på kritikken.
- Hvis der er nogen, der er gået sololøb og har gjort lige nøjagtig, hvad der passer ham selv, er det Jens Munk. I hele valgkampen sad jeg sammen med kandidaterne og udarbejdede et valgprogram. Jens har ikke skrevet én eneste linje, siger Dorthe Ullemose.
- Han ville gå til valg på én ting, og det var, at vi ikke kunne pege på en borgmester, der ville sælge Nature Energy. Det var det eneste. Så skulle vi allesammen følge ham. Jeg sagde: “Det kan vi jo ikke”, forklarer det tilbageværende medlem af Dansk Folkeparti.
Løsgænger om kritik: Derfor lavede jeg ikke mere
Jens Munk fik lov til at svare på, hvorfor han ikke bidrog mere til Dansk Folkepartis 15 sider lange partiprogram inden kommunalvalget i november.
- Når Dorthe går ind og siger, at det er hende og de andre, der kører løbet, blandt andet Jakob Broegaard (formand for Dansk Folkeparti i Svendborg, red.), som var hendes allierede op til valget, hvor jeg bliver sat uden for døren, går jeg da ikke hen og laver noget politisk arbejde, siger Jens Munk.
- Jeg tror, at vores strategi ved at pege på en borgmester, som ikke vil sælge Nature Energy, var en rigtig god strategi. Den var Dorthe så uenig i. Det viste sig så, at vi ikke fik noget til valget. Vi tabte alt på gulvet, forklarer løsgængeren.
Du kan se hele tv-debatten mellem Dorthe Ullemose og Jens Munk herunder:
Mange dårlige sager
Ifølge TV 2/Fyns politiske kommentator, Jesper Buch, har der især i perioden efter kommunalvalget været stor turbulens omkring Dorthe Ullemoses person.
- DF's byrådsgruppe blev i foråret sprængt til atomer, da tre af byrådsmedlemmerne forlod eller blev smidt ud af partiet og efterlod Ullemose alene tilbage i gruppen. Desuden var der hele balladen omkring en falsk Facebook-profil, som angiveligt var oprettet af et nært familiemedlem for at skrive negativt om politiske modstandere. Der er ingen tvivl om, at det har været et hårdt pres for Dorthe Ullemose, siger Jesper Buch.
- Men jeg tror nu også, at det ville have været svært for hende at genvinde sit mandat med den megen dårlige omtale. Dansk Folkeparti står ifølge meningsmålingerne til at miste det ene af sine fire mandater på Fyn, og da Ullemose var valgt på det sidste fynske tillægsmandat, ville det nok være blevet hende, som var røget ud, hvis hun var genopstillet, siger Jesper Buch.