To dømt i sag om proformaægteskab: Falsk kærlighed skulle betales med gratis arbejde
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Mandag blev hovedpersonerne i en sag om proformaægteskaber på Ærø dømt i Retten i Odense. De blev dømt for menneskesmugling og dokumentfalsk og bliver sendt ud af landet.
Der var ikke direkte penge mellem syv personer der 8. februar blev anholdt på kajen i Svendborg.
Der var heller ikke kærlighed - selvom de kom ind med færgen fra Ærø, hvor fire af personerne skulle have været gift.
Det slog Retten i Odense mandag fast.
I stedet for penge og kærlig var der værdien af arbejdskraften. Det var nemlig meningen, at to albanske mænd skulle have været gift med to rumænske kvinder.
Som betaling skulle de to mænd arbejde gratis på byggepladser i Tyskland indtil bryllupsturen var betalt.
I spidsen for bryllups-konstruktionen var en 36-årig mand og en 27-årig kvinde, som i retten blev dømt for menneskesmugling og dokumentfalsk. De fik henholdsvis seks og fire måneders fængsel og bliver efterfølgende udvist af Danmark.
De to albanske mænd var allerede i februar blevet idømt en straksdom og sendt ud landet, mens de to kvinder, som skulle agere hustruer på de eftertragtede bryllupspapirer, blev sendt retur uden yderligere bemækninger i og med de er EU-borgere.
Det samme skete for bilens syvende passager, som er kæreste med den ene af de to kvinder, som skulle giftes.
Proforma-adgang til EU
Formålet var at skaffe de to albanere et opholdsgrundlag i Danmark via et proformaægteskab, forklarer specialanklager Klaus Lauridsen, Fyns Politi.
Han forklarer også, at allerede da de nødvendige papirer var blevet modtaget på Fyn var mistanken om, at der var noget under opsejling vakt. Derfor blev de giftelystne albansk/rumænske proforma-par afvist på rådhuset på Ærø, og Fyns Politi kunne efterfølgende anholde selskabet ved returen til færgelejet i Svendborg.
- De var indkaldt til kontrol hos politiet forud for brylluppet, men kørte i stedet direkte til Ærø og blev afvist, forklarer Klaus Ludridsen.
I forsøget på at snyde det danske system var der anvendt falske slovenske identitetspapirer.
Alle de anholdte har adresse i Tyskland, og idéen og konstruktionen skulle have givet de to albanske mænd adgang til EU.