Elfærgen Ellen: Jomfrusejlads med reduceret sejlplan

Ærøs nye elfærge Ellen sættes i drift den 15. august, men det bliver med reduceret sejlplan. Batteriet er endnu ikke klar til fuld drift.

Ærø Kommune forventer, at elfærgen Ellen sættes i rutedrift den 15. august 2019, som angivet i Ærø-færgernes sejlplan, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Ellen skal sejle mellem Søby på Ærø og Fyns Hav på Als.

Ifølge Ærøfærgernes sejlplan bliver jomfruturen med afgang fra Søby klokken 6.20.

- Dette dog forudsat at den p.t. manglende thruster (motor til bovpropel, red.) på styrbords side er leveret og installeret inden da, skriver kommunen.

Efter planen bliver den ødelagte motor til bovpropellen udskiftet senest den 13. august.

Ødelagt på prøvesejlads

Ærøfærgerne indledte den 4. juli seks ugers træningssejlads efter at have overtaget el-færgen Ellen fra E-ferry partnerne.

Den 10. juli blev Ærøfærgerne nødt til at indstille træningssejladsen. Under en prøvesejlads satte fremdrivningssystemet på styrbord side ud. Det har efterfølgende vist sig, at dette skete på grund af en kortslutning i styrbords propelmotoren.

Nedsat drift

Elfærgen Ellen kommer dog ikke i fuld drift fra starten.

- En tredjedel af batterierne ombord på Ellen er endnu ikke færdigbalanceret, og man kan dermed endnu ikke udnytte den fulde energikapacitet, skriver kommunen i pressemeddelelsen.

Ellen bliver i første omgang indsat i drift på Søby-Fynshav-ruten i den eksisterende sejlplan for Skjoldnæs, det vil sige med tre ture tur/retur til Fynshav per dag.

Foreløbig er det planlagt, at Ellen sejler på denne måde indtil 2. september, dog med mulighed for at der indsættes flere ture på ruten i løbet af august efterhånden som batterierne er færdigbalancerede, oplyser kommunen

Sejlplan for Ellen den 16. august

Oversigt

    Oversigt