Dit juletræ bliver dyrt i år: Juletræsproducenter kæmper med priserne
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Sydfynsk juletræsproducent sætter prisen op på sine juletræer på grund af stigende produktionsomkostninger. Fynboerne kan se frem til dyrere juletræer.
Der skal flere penge op af lommen, inden juletræet i december kan pyntes. Prisen på juletræer er ligesom alt andet steget dette år.
Motorsavene hviner i den sydfynske juletræsplantage lidt uden for Bøjden. Nåletræer suser gennem netmaskinen og stampes på plads i bunker på store paller.
Skoven lyder og ligner sig selv her i slutningen af november.
- Det er nu, vi høster. Ligesom landmanden. Det er den gode tid. Glædens tid, siger juletræsproducent Gudmund Hansen.
Hvert efterår sender han omkring 100.000 juletræer ud af døren. Men hvis ikke det er ren tilsætning i år, er det i hvert fald tæt på. På grund af den buldrende inflation.
- Vores omkostninger er steget til næsten det dobbelte, siger Gudmund Hansen.
Fragt steget med 20-30 procent
Nettene, træerne svøbes i, er steget. Dieslen til traktoren er blevet dyrere. Det samme er kunstgødning og sprøjtemidler. Selv den smule benzin, motorsavene bruger, er en budgetpost i vækst.
Og så er der transporten. For Gudmund Hansen en stor post, idet langt størstedelen af hans produktion sælges til udenlandske forhandlere.
- Fragtpriserne er steget 20-30 procent, og de kan sagtens nå at stige, inden vi er færdige med høsten her om få uger, siger Gudmund Hansen.
Og netop derfor kan de fynske forbrugere godt se frem til en prisstigning på årets juletræ.
- Jeg har lagt en lille euro (7,5 kroner, red.) på mine træer, siger Gudmund Hansen.
Og meldingen er den samme hos brancheforeningen Danske Juletræer.
Direktør Claus Jerram Christensen må af konkurrencemæssige årsager ikke udtale sig om foreningens forventninger til priserne, men siger:
- Alle omkostninger er steget. Til diesel, sprøjtemidler, emballage, kunstgødning, lønninger. Der er næsten ikke noget, som ikke er steget. Så samlet set er produktionsprisen på et juletræ steget. Samtidig er vi på vej ind i en periode med færre træer på markedet, siger Claus Jerram Christensen.
Og så må man ellers selv lægge to og to sammen.
- Det er jo et traditionsprodukt
Hvad der helt præcis kommer til at ske med prisen er dog ikke helt afgjort endnu. For selvom udbuddet af juletræer er mindre, er efterspørgslen også faldet lidt.
I hvert fald hos den fynske juletræsproducent.
Han sender primært sine juletræer til Tyskland og Ungarn. Og herfra er efterspørgslen faldet med omkring 20 procent.
- Mine kunder mærker jo også, at folk har færre penge mellem hænderne. Så de handler sikkert og køber ikke mere hjem, end de er sikre på at have udsolgt til jul, siger Gudmund Hansen.
En anden ting er, at selvom produktionsprisen på juletræer er steget betragteligt, så er det endnu uvist, hvor meget det kommer til at slå igennem ude hos kunderne.
- Selvom juletræsproducenterne hæver prisen, så har mellemhandlerne og forhandlerne jo også en avance, de kan skrue på, siger Claus Jerram Christensen.
Og det kan altså gøre, at prisen på årets juletræ ikke stikker helt af, når det møder forbrugeren engang i løbet af december.
Tilbage i juletræsplantagen tager Gudmund Hansen dog årets udfordringer med rimelig ro. For selvom konjunkturerne går ham imod i år, så har juletræsproducenter stadig en åbenlys fordel.
- Et juletræ er jo et traditionsprodukt. Det handler om den kristne tro. Og juleaften skal vi jo have et juletræ, siger Gudmund Hansen.