I løbet af weekenden har der været danmarksmesterskaber i undervandsjagt ved Bukkemose Strand på Langeland.
Sporten går ud på, at dykkerne har fem timer i vandet til at fange fisk. Dykkerne får et point per gram, en fanget fladfisk vejer. En rødspætte på to kilo giver altså 2.000 point. De svømmende fisk som torsk og hornfisk tæller dobbelt.
Efter lørdagens og søndagens dyk gik sejren til Johan Wedel fra Brøndby.
- Det gik faktisk rimelig middelmådigt i dag, men i går fangede jeg fem store torsk op til syv kilo på et vrag ved Keldsnor, så der kom jeg rimelig meget foran, siger Johan Wedel.
Nogen skal tabe
Knap så godt gik det for langelænderen Lisbeth Larsen, der var med for første gang.
- Der er jo nogen, der skal tabe, fortæller hun.
Hun var dog tæt på at score en masse point.
- Jeg så min første hornfisk i går, men jeg fik den ikke, konstaterer hun.
I alt 60 dykkere fra hele landet deltog i danmarksmesterskaberne.