Af Rasmus Ryrberg Høyer, kandidat for Socialdemokratiet, Odense

Uligheden bliver mere synlig, kulturelle forskelle helt åbenlyse og vi ser tydeligt, at de samfund hvor der er høj tillid til staten er kommet langt bedre gennem coronakrisen end de samfund, der mangler tillid og sammenhængskraft. Men i jublen over at coronaen ser ud til at være besejret, så er vi godt i gang med at glemme alle de erkendelser og ting, vi lærte gennem coronakrisen. 

Jeg husker tydeligt snakken med naboerne efter første nedlukning, hvor vi var helt enige om, at det måske er sundt at skrue lidt ned for tempoet og have et større fokus på familien og det nære. Børnene, som man nu faktisk skulle være sammen med, virkede lige pludseligt mere rolige og i harmoni, da de ikke hele tiden skulle klargøres, transporteres og hentes i båndsløjfe. Vi beskrev alle vores ”normale” liv som et hamsterhjul, som vi pga. corona var tvunget ud af.

Accelerationssygen

Den tyske stjernefilosof og sociolog Hartmut Rosa bruger ikke hamsterhjulet til at beskrive det samfund vi lever i, men pointen er den samme. Rosa taler om acceleration eller hastighed. Alt skal gå hurtigere. Fast food, speed dating, fast reading. Selv ordet ”kvalitetstid” beskriver, at vi egentlig ikke har tid, men prøver at været helt utrolig nærværende på kort tid. Problemet er bare, at vi ikke er designet til at leve sådan, og presset bliver for stort for alt for mange (stressforeningen anslår, at omkring 450.000 danskere føler sig stressede dagligt). 

For Hartmut Rosa er kuren mod denne accelerationssyge, det han kalder ”resonans”. Det vil sige en form for musikalsk samklang i social forstand. Er man i tvivl om, hvordan resonans ser ud i virkeligheden, så snak med et ungt menneske, som lige har været på efterskole. Disse fællesskaber er netop præget af resonans, nemlig meningsfyldte fællesskaber, hvor man engagerer og investerer sig selv i fællesskabet. Under EM i fodbold så vi også resonans, en sjælden følelses af sammenhæng, hvor landsholdet fik dannebro på gaderne, også selv om der egentlig ikke blev vundet noget – andet end muligvis det vigtigste: sammenhold, fællesskab.

Mere tid – Mindre stress

Min frygt er, at alt falder tilbage til det gamle uden, at vi tager ved lære af vores erfaringer. Nu efterspørges der igen febrilsk arbejdskraft, og vi ser at regeringen også skruer op for accelerationen i samfundet med deres udspil ”Danmark kan mere”. De radikale og konservative taler igen om topskattelettelser for at friste os til at arbejde endnu mere. Men samtidig kan vi se, at 500.000 danskere føler sig udbrændte, og ca. 35.000 danskere sygmelder sig med pga. arbejdsrelateret stress – hver dag! 

Bogen ”Pseudoarbejde”, af Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen, er fyldt med eksempler på meningsløst arbejde, som viser os, at vi faktisk godt kunne arbejde mindre uden det store værditab. Og vi har jo netop set under corona-nedlukningen, at mange har kunne løse deres arbejdsopgaver hjemme og formentlig også på kortere tid. Måske er tiden til, at vi gør det modsatte af det, vi altid har gjort. Lad os ikke sætte accelerationen op - men derimod ned. En nedsættelse af arbejdstiden giver ikke mindre produktivitet, viser et studie på Island. Til gengæld faldt stressniveauet, som derfor har ført til, at mange på Island nu har en fire dags arbejdsuge. Så måske er det faktisk sådan, som Tina Dickow synger i sangen Count to ten: ”Sometimes the fastest way to get there is to go slow”.

Mere arbejdsglæde – Mere resonans

Vi ser i Odense, at flere it-virksomheder som f.eks. House of Code og HR-ON har et stort fokus på mental- og fysisk trivsel og velvære blandt de ansatte. De praktiserer stor frihed og fleksibilitet under ansvar samt fysisk motion og samvær i arbejdstiden. Det tror jeg, er den helt rette vej at gå på et moderne arbejdsmarked, hvis vi skal have mere balance i et hektisk liv. Det kan andre virksomheder, også det offentlige arbejdsmarked, lade sig inspirere af. 

Det er derfor også glædeligt, at der i det nye kommunalbudget 2022 i Odense ikke bare er afsat flere penge til varme hænder, men også til at trivslen og arbejdsmiljøet i ældreplejen bliver bedre. Det er helt afgørende for at tiltrække dygtige nye medarbejdere i ældreplejen. Der er også sat penge af til, at de psykisk sårbare unge også kommer ind på arbejdsmarkedet med ungepakken ”Alle skal med”, og her har de private og offentlige arbejdsgivere et stort ansvar for, at dette arbejdsmarked og arbejdsmiljø også er et godt sted at være – ja, hvor der måske ligefrem er ”resonans”. 

Af Claus Skjoldborg Larsen, Socialdemokratiet, Odense

Tilbage i 80'erne er jeg opvokset på Jacob Hansensvej i et boligsocialt område i Odense som dengang også havde sine udfordringer, men det var mit barndomshjem på godt og ondt. Jeg husker min opvækst på Jacob Hansensvej.De fleste mødre gik hjemme og passede os unger, så der var altid en flok børn at lege med, når vi gik ud. 

Og her gik vi ikke op i, om Michaels mor ikke havde arbejde, eller at Pers far var ansat på Dalum Papirfabrik, ligesom status for de mange af de andres forældre ikke var vigtigt. Vi var jo bare børn uden bekymringer.

Så kom skoletiden og her fandt vi hurtigt ud af, at os fra Jacob Hansensvej var de børn, som andre ikke ville lege med. Et ord, som altid har printet sig fast i mit baghoved og hukommelse, og som jeg husker den dag i dag, som en voksen mand, var, at andre børn tit sagde til os: "I kommer jo bare fra "Jacobslumsvej"."

"Jacobslumsvej" var ikke bare et simpelt ord. Dette var også et stempel på vores pande, som fik os børn fra Jacob Hansens Vej til at føle os anderledes og måske også mindre værd end de andre børn fra de pænere, omkringliggende kvarterer.

Det bidrog til at skabe "os"- og "dem"-mentalitet, som ikke var godt for nogen af os.

Tilbage i tiden i England havde man lavet et forsøg i skolen, om lærernes syn på børn havde indvirkning på indlæring. Det var sådan, at middelklassens børn var sat på de første rækker i klassen, mens underklassens børn havde pladser bagest i klassen.

Forsøget gik ud på at bytte om på elevernes pladser uden lærernes viden. Ændring i siddepladserne og rækkerne, hvor eleverne sad, betød "mærkeligt" nok, at underklassens børn begyndte at lære mere, idet der kom andre forventninger og syn på dem fra lærernes side.

Så ja, ordet som "ghetto" eller den negativ omtale om almennyttigt boliger er med til at stigmatiserende og dermed med til at fastholde mennesker i en negativ spiral.