Fynsk sommerland har været spøgelsesby i årevis - nu skal den bringes til live igen

Siden folkene bag parken gik konkurs i 2006, har området været efterladt i ruiner, og folk er brudt ind og har lavet hærværk på området.

Det er blevet døbt som et af Danmarks uhyggeligste områder og ligner en forladt spøgelsesby.

Men selvom det kan være svært at forestille sig, husede det øde 27 hektar store område engang forlystelsesparken Fun park Fyn ved Aarup.

Der har været utallige forsøg på at få vendt parkens sørgelige skæbne, men det er aldrig lykkedes.

Nu håber en række investorer, at de kan være dem, der igen får bragt liv og børnelatter til området, når det skal genopbygges til en aktivitetspark, der skal stå færdig i 2023. Det skriver Fyens Stiftstidende.

Målrettet børn og unge fra 12 år

Fun park Fyn, der havde eksisteret siden 1978, gik konkurs i 2006. I 2008 blev parken købt af ægteparret Lars og Mette Skifter, der ville omdanne sommerlandet til en forlystelsespark inspireret af H.C. Andersen og hans eventyr. Men så kom finanskrisen, og det lykkedes ikke.

I denne omgang står tre investorer bag projektet om at skabe aktivitetsparken. Projektet er tildelt 950.000 kroner, som skal gå til at etablere et svævebaneanlæg omkring et højt aktivitetstårn.

Der bliver ikke tale om en park med forlystelser som karusseller og rutsjebaner. I stedet satses der på aktiviteter, der er målrettet børn og unge fra 12 års-alderen og op.

Knud Lundgaard-Karlshøj der er en af investorerne bag og direktør for projektet, fortæller til Fyens Stiftstidende, at parken skal være et sted, hvor man kan have det sjovt sammen som familie.

Forlystelsesparken Fun park Fyn har lidt en sørgelig skæbne, og den er blevet efterladt hærget og forladt.
Forlystelsesparken Fun park Fyn har lidt en sørgelig skæbne, og den er blevet efterladt hærget og forladt.
Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Den endelige plan for parken er stadig ikke lagt. Men Knud Lundgaard-Karlshøj forestiller sig, at den nye aktivitetspark kommer til at indeholde svævebaner, en BMX-bane, paddleboards og lignende outdoor-aktiviteter.

Har ligget øde hen i mange år

Sommerland Fyn, senere Fun park Fyn, var et bade- og legeland, som, når vejret var varmt, trak store skarer af danskere til fra hele landet.

De seneste år har der været historier om, at folk er brudt ind på området, har festet der og lavet hærværk på resterne af forlystelserne, der var tilbage. Resterne af bygningerne er i ruiner og oversprayet med graffiti.

Det forladte område er af flere medier blevet beskrevet som en forladt spøgelsesby, der var lagt i ruiner. Og parken har set så uhyggelig ud, at den er blevet brugt som kulisse i film, blandt andet i DR-serien 'Fred til lands'.

Forlystelsesparken Fun park Fyn nær Aarup på Vestfyn lukkede i 2007. Siden har tiden og "uvedkommende" patineret stedet
Forlystelsesparken Fun park Fyn nær Aarup på Vestfyn lukkede i 2007. Siden har tiden og "uvedkommende" patineret stedet
Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Derfor er det også noget af en opgave, som investorerne står over for. De er dog fortrøstningsfulde om, at det nok skal lykkes at få gjort området til et sted, der igen er præget af liv.

- De vil tage det i nogle forskellige step. Jeg drømmer ikke om et nyt Legoland på Fyn, eller at det skal blive et sted med 20 fuldtidsstillinger på årsplan. Men vi får noget, og beliggenheden er god, siger Carsten Petersen, formand for LAG-MANK til Fyens.dk

Præcis hvor mange penge, der spyttes i projektet, vil investorer ikke oplyse. Men det forventes ifølge Fyens Stiftstidende at være flere millioner, og den lokale forening LAG-MANK, der arbejder med at udvikle og præge en række fynske kommuner, har bidraget med 950.000 kroner.

Knud Lundgaard-Karlshøj erkender også, at det bliver et stort arbejde, og at de begynder fra bunden. Han er dog overbevist om, at det er muligt at få skabt liv igen.

Oversigt

    Oversigt