Sidste dag på Danmarks hyggeligste festival: - Det er en form for fynsk hippiemekka

Lørdag er sidste dag for årets festival i Rudme, der er vokset fra 150 gæster det første år til knap 1.400 i år.

Lørdag aften bliver der for sidste gang i år fyret op for musikken til årets Rudme Festival.

Den midtfynske festival, der beskriver sig selv som ”Danmarks hyggeligste festival”, har siden torsdag samlet over tusind unge mennesker til både koncerter, kævlemesterskaber og croquis-tegning.

Selvom festivalen kører på tredjedagen, så var stemningen i top.

- Det er en form for fynsk hippiemekka, hvor vildt mange unge generationer af hippier mødes til tre pissefede dage med pissefed musik og masser af øl, siger festivalgænger Sigrid Dubert.

Fra 150 til 1.400 gæster

Rudme Festival er udelukkende drevet af frivillige, og ifølge arrangør og medstifter Christian Vingum var det lidt af et tilfælde at festivalen blev til.

- Vi havde en masse hyggelige mennesker omkring os, og så besluttede vi os for, at det er sgu for fedt at have så mange gode venner, og så lavede vi en festival. Over seks år er det så blevet til det her, siger han.

Det første år havde festivalen omkring 150 gæster. I år har knap 1.400 mennesker lagt vejen forbi den lille by uden for Ringe.

Selvom det er en stor stigning i antallet af gæster, så er årets Rudme Festival forløbet fuldstændig glat ifølge Christian Vingum. Medstifteren fortæller dog, at de er ved at løbe tør for plads, så det er ikke sikkert at festivalen fortsætter sin udvidelse.

Det gør dog ingenting, hvis man spørger gæsterne.

- Der er en mere intim energi, fordi vi ikke er så mange. Man møder vildt mange igen og igen, og man lærer lidt hinanden at kende som en form for efterskole eller højskole, fordi vi ikke er flere, siger Sigrid Dubert.

Når Rudme Festival slutter lørdag aften, så er det bedst at lade bilen stå, hvis man har akkompagneret musiklytningen med en øl. Sommeren er nemlig højsæson for spritkørsel, og Fyns Politi er til stede på fynske veje.

Festivalen finder sted fra den 14. til den 16. juli 2022.
Festivalen finder sted fra den 14. til den 16. juli 2022.
Foto: Morten Albek
Rudme Festival henvender sig primært til unge mennesker.
Rudme Festival henvender sig primært til unge mennesker.
Foto: Morten Albek
Festivalen er kun drevet ved hjælp af frivillige kræfter.
Festivalen er kun drevet ved hjælp af frivillige kræfter.
Foto: Morten Albek
Der er mange forskellige aktiviteter på Rudme Festival. Her bliver der spillet kroket.
Der er mange forskellige aktiviteter på Rudme Festival. Her bliver der spillet kroket.
Foto: Morten Albek

Oversigt

    Oversigt