Efter dødsulykke: Kollapset tank blev bygget uden tilladelse
kopieret!
Opførelsen af den reaktortank, der tirsdag kostede to rumænere livet og kvæstede seks i Flemløse blev i næsten et halvt år opført uden byggetilladelse. Det viser dokumenter TV 2 Fyn er besiddelse af.
Karin Jensen, der er nabo til Flemløse Biogas, er rystet over ulykken på biogasanlægget, men hun er lige så rystet over at byggeriet er foregået uden tilladelse.
Frem til 8. oktober i år var ejerne af anlægget nemlig allerede i fuld gang med at opføre den nu kollapsede reaktortank uden byggetilladelse og med kommunens vidende.
Byggetilladelsen fik Flemløse Biogas først den 8. oktober i år. Året forinden havde Flemløse Biogas søgt om dispensation til at bygge reaktortanken i 18 meters højde i stedet for de 15 meter, lokalplanen foreskrev. En dispensation man fik.
Byggeriet foregik altså uden tilladelse, og i en mailkorrespondance den 16. april i år gjorde Assens Kommunes Miljøafdeling opmærksom på, at man skulle søge byggetilladelse til det byggeri, biogasanlægget allerede havde påbegyndt i marts måned.
Her gør Miljøafdelingen også opmærksom på, at der skal søges byggetilladelse til en teknikhal, som allerede er opført.
Det fremgår af en aktindsigt, som TV 2 Fyn har gennemlæst.
Gjort lovligt senere
Først den 19. juni søgte Nordic Green Engineering fra Silkeborg på vegne af Flemløse Biogas om byggetilladelse til tanken, og den 8. oktober meddelte Assens Kommune en lovliggørelse – ikke alene af tanken – men også af gyllenedkøling, pumpehus og varmevekslerhus.
- Ethvert byggeri, der kræver en byggetilladelse, skal have en byggetilladelse inden det går i gang. Det er hævet over en hver tvivl, siger Martin Albertsen, der er direktør i By, Land og Kultur i Assens Kommune.
- Vi kan enten bede om, at det bliver revet ned, eller vi kan bede om en juridisk lovliggørelse. Vi har en forpligtelse til at vælge den mindst indgribende. Vi vurderede, at man her ville opnå en byggetilladelse.
Oplysningerne bekræftes af nabo Karin Jensen og hendes mand, der fra adressen Langgade 15 har direkte udsyn til anlægget.
- Min mand og jeg er enige om, at byggeriet startede allerede i marts. Det fremgår jo også af aktindsigten fra Assens Kommune, siger Karin Jensen.
Satellitbilleder fra Miljøstyrelsen taget i sommeren 2024, hvor byggeriet er i fuld gang og synligt fra luften. Altså længe før byggeriet blev lovliggjort.
Miljøministeriet - https://miljoegis.mim.dk/
Flemløse Biogas sommer 2022Miljøministeriet - https://miljoegis.mim.dk/
Flemløse Biogas sommer 2024 - opførelsen afHelt forkert at bygge uden tilladelse
Mads Knudsgaard, advokat og direktør i Knudsgaard advokater, der har speciale i entreprise- og byggeret kalder det helt forkert at bygge inden, der ligger en tilladelse.
- Det er i strid med den byggeretlige lovgivning at begynde byggeri inden tilladelsen foreligger, siger Mads Knudsgaard.
Samtidig peger han dog på, at det ofte er set før, at der bliver tilgivet frem for tilladt, når det gælder byggesager i kommunerne.
- Det er ikke usædvanligt at få en lovliggørelse, fordi man ”glemmer” at ansøge om byggetilladelse. Nogle gange skal man rose kommunen for at være samarbejdsvillige.
Et af de spørgsmål, der fortsat mangler at blive besvaret efter ulykken er, om sikkerheden på arbejdspladsen har været i orden – og om Arbejdstilsynet har været vidende om det store byggeri på biogasanlægget. Noget som Mads Knudsgaard vurderer usandsynligt.
- De (Arbejdstilsynet, red.) har helt sikkert ikke vidst det, før der har ligget en ansøgning om byggeriet. Det kan være bagsiden ved, at kommunen vil være flinke, så er der information, der kan gå tabt til diverse myndigheder.
Det er ikke lykkedes TV 2 Fyn at få en kommentar fra Kurt Brusgård Poulsen, der er direktør i Flemløse Biogas.