Assens-knægten Mikkel Desler skiftede for fem år siden de trygge rammer i Ådalen ud med en tilværelse i den norske fodboldklub Haugesund.
Et par år senere gik turen til Frankrig i Toulouse, hvor han udviklede sig til en fast profil i Ligue 1. I 2023 blev han fransk pokalvinder, da han fik fuld spilletid i finalesejren på 5-1 over Nantes på Stade de France i Paris.
Nu venter et nyt eventyr i USA. I den amerikanske stat Texas skal han tørne ud for Austin FC i MLS, oplyser den amerikanske klub på sin Facebook-side.
I en pressemeddelelse på klubbens hjemmeside oplyses det, at den 29-årige back udstyres med en kontrakt, der gælder 3,5 år med option på et år mere.
Mikkel Deslers nye klub ligger aktuelt nummer seks i den vestlige konference og er dermed i spil til de afgørende playoff-kampe, der venter efter grundspillet.