Kort fortalt skyldes lånet, at myndighederne ikke vil risikere, at boligejerne bliver for hårdt ramt af nye boligskatteregler, men det kan altså ende som en irriterende og unødvendig sten i skoen – og den kommer ovenikøbet med en rente, der ikke er fradragsberettiget, lyder det fra Henning Boye.
Han forklarer, hvorfor man overhovedet bliver tilmeldt lånet, og hvorfor det i langt de fleste tilfælde giver mening at framelde sig det.
Skyldes systemfejl
I forvejen er mange boligejere en del af den såkaldte indefrysningsordning, som de er blevet tilmeldt automatisk, i forbindelse med at det nye boligskattesystem trådte i kraft.
Det indebar i første omgang indefrysning af stigende grundskyld, men fra 1. januar 2024 blev det udvidet til også at omfatte stigninger i ejendomsværdiskatten.
Det betyder, at boligejere, hvis ejendomsskat og grundskyld stiger, har fået en rabat. Rabatten udgør forskellen mellem det, de skal betale i 2024, og det, de skulle have betalt, hvis ikke deres ejendomsskat og grundskyld var steget som følge af de nye regler.
Dog har det vist sig, at Vurderingsstyrelsens it-system ikke kan finde ud af at udregne rabatten for 2024 og 2025, hvis enten ejendomsskatten eller grundskylden er steget meget, mens den anden er faldet.
Det har resulteret i, at der altså nu er omkring 720.000 boligejere, som har fået en for stor skatterabat – og omkring 660.000 af dem forventes at blive berørt med under 5000 kroner, skriver dr.dk.
- Ulempen er den samme som ved kviklån
Dermed står de boligejere nu til skattesmæk i det nye år, og det er derfor, de nu bliver tilmeldt det nye tillægslån, så de undgår at blive tvunget til at bøde for det mulige skattesmæk, forklarer Henning Boye.
- Det bliver et stort mismask, og ulempen er den samme som ved kviklån – det er ikke nødvendigvis store beløb, men over tid vokser det sig større og større på grund af renter. Renter, som mange ikke er klar over, at de betaler, før hammeren falder, siger han.
Vælger man ikke tillægslånet fra, vil lånet blive oprettet, når årsopgørelsen for 2024 er gjort op i marts 2025. Det er først her, Vurderingsstyrelsen kan regne ud, hvad man mangler at betale.
I 2025 vil der igen blive oprettet et lån, hvor beløbet også først vil fremgå, når årsopgørelsen for 2025 ligger klar i 2026, forklarer Henning Boye.
Herfra fortsætter lånene som udgangspunkt, indtil den dag man sælger sin bolig, hvis ikke man vælger at betale det tilbage inden.
I mellemtiden bliver der tilskrevet renter, som i 2025 er på 2,66 procent per år, fremgår det af brevet fra Vurderingsstyrelsen. Ifølge DR kan den ændre sig fra skatteår til skatteår og dermed både stige og falde.
Vil oftest give mening at sige nej tak
Spørger man Henning Boye, vil det i langt de fleste tilmelde give bedst mening at fravælge tillægslånet.
Det skyldes, at det slet ikke er sikkert, at man får et skattesmæk, eftersom årsopgørelsen opgøres ud fra mange forskellige poster i ens økonomi, siger han.
Samtidig har langt fleste af de berørte boligejere fået maksimalt 5000 kroner for meget i rabat, og den gennemsnitlige dansker får omkring 6000 kroner tilbage i Skat, lyder det.
- Så man siger nej tak til tillægslånet, vil mange blot få mindre tilbage i Skat, end de ellers havde fået. De ville ikke opdage det eller undre sig over det – men myndighederne tør ikke løbe den risiko, og derfor står vi nu med de her mulige lån, siger han.