Corona: Skolebarn smittet
Artiklen er mere end 30 dage gammel
En elev fra indskolingen på Højmeskolen er smittet med coronavirus. Det bekræfter skolen på sin facebookside.
Et barn i indskolingen på Højmeskolen i det sydvestlige Odense er smittet med coronavirus.
Det skriver den konstituerede skoleleder Martin Hosbond på skolens facebookside.
- Vi er blevet bekendt med, at ét barn fra indskolingen er testet positiv med coronavirus. Der har derfor været en potentiel smitterisiko for børn og voksne på skolen og særligt i indskolingen, skriver skolelederen.
Tidligere skrev skolelederen, at skolen derfor ville være lukket i morgen, fredag, ligesom den som alle andre skoler vil være lukket fra mandag og 14 dage frem.
Det er nu ændret, da det efter de nyeste retningslinjer kun er den smittede, der skal i karantæne.
Skolelederen ønsker ikke at udtale sig til TV 2/Fyn. Han henviser til Odense Kommunes Børn- og Ungeforvaltning, som på mail har sendt en kommentar fra børn- og ungeoverlæge Susanne Buhl.
- Jeg kan bekræfte, at en elev på Højmeskolen har fået at vide af sin læge, at vedkommende har corona – det er dog ikke bekræftet med en test. Ud fra et forsigtighedsprincip har skoleledelsen ringet de øvrige elever hjem i dag, men da vi nu i Danmark er gået fra en inddæmningsstrategi til afbødningsstrategi, skal vi ikke længere lukke skolen ned, hvilket jeg har fået bekræftet ved Styrelsen for Patientsikkerhed. Børn og voksne med sygdomstegn skal blive hjemme, men der vil altså også i morgen kunne komme børn på skolen, såfremt de ikke udviser sygdomstegn.
- Det vigtigste lige nu er at forebygge, at for mange bliver smittet samtidigt, og det er derfor, at alle skoler lukker ned fra på mandag. Allerede i dag er forsamlingerne på skolerne blevet meget mindre, da mange forældre har fulgt statsministerens opfordring om at holde deres børn hjemme, skriver Susanne Buhl, der altså er børn- og ungeoverlæge under Børn- og Ungeforvaltningen i Odense Kommune.