Museum ønsker genåbning: Klemmer og papir skal guide gennem kanoner og ubåde

Koldkrigsmuseum Langelandsfort har plads nok til, at man bør undersøge en forsvarlig åbning, mener museumsleder, der med kanoner og fly vil minimere coronakuller.

Museumsleder Peer Henrik Hansen viser sikkert rundt. Han ved lige, hvor på museet de gamle koldkrigsgenstande gemmer sig. 

Han stopper ved en grønmalet luftværnskanon på fire gummihjul. Den står i en af museets hangarer. 

- Hvis man fjerner luftværnskanonen, så man kan lave lave masser af plads, forklarer han og forestiller sig, at man kan gøre det samme med mange andre af museets genstande. 

quote Jeg tror, at der mange, der ligesom mig, er ved at være godt kulleret. Vi skal have noget adspredelse

Peer Henrik Hansen, museumsleder, Langelands Museum

Siden 11. marts har museet ligesom det meste af Danmark været lukket ned. Og det kan mærkes. Museumslederen vurderer, at man har misset omkring 400.000 kroner i billetindtægter. Men det er ikke det værste: 

- Vi er sat i verden for at folk kan have glæde af os. Det kan de ikke længere, da vi er lukket ned, konstaterer Peer Henrik Hansen. 

Derfor har han sammen med de andre ansatte brugt coronakulleren til overveje, hvordan en mulig genåbning kan strikkes sammen. Det skal gøres ved at udnytte museets store grund og skabe større afstand mellem besøgende. 

- Vi har 11 hektar, der er særdeles velegnede til rigeligt med gæster i løbet af en dag, vurderer han. 

Allerede nu er man begyndt at gøre klar til et system, der skal sikre at maksimalt ti personer opholder sig i samme del af museet. Derfor er man begyndt at indrette et system, hvor gæsterne via tøjklemmer og blåt papir kan sikre sig, at man er færre end 10 mennesker samlet på en gang. 

På museet har man udtænkt et sindrigt system med tøjklemmer, der skal sikre, at kun få gæster er samlet sammen. Se Peer Henrik Hansen forklare systemet.
Fotograf: Flemming Ellegaard

- Jeg tror, at der mange, der ligesom mig, er ved at være godt kulleret. Vi skal have noget adspredelse. Og der er det godt, at vi har et sted som det her (Koldkrigsmuseum Langelandsfort, red.), der kan få folk til at tænke på noget andet, forklarer han. 

Opbakning fra Venstremand

På Christiansborg har man også bemærket, at det langelandske museum har rigelig med plads. 

- Der er rigtig god plads. Derfor giver det god mening at starte med at åbne op der, siger fynskvalgte Erling Bonnesen, der understreger, at det kun må ske, hvis det er sundshedsmæssigt forsvarligt. 

quote Jeg ved, at hele kulturdanmark tripper for at kunne åbne igen. Jeg er også selv utålmodig,

Kulturminister Joy Mogensen (S)

Derfor har Erling Bonnesen (V) bedt kulturminister Joy Mogensen (S) tage stilling til, om museet snart skal genåbnes. 

Er det realistisk, at ministeren kommer til at pege på, at Koldkrigsmuseet skal åbne før andet?

- Det er i hvert fald en rigtig god idé. Nu ligger papiret på hendes skrivebord, så jeg siger: kom igang, forklarer Erling Bonnesen. 

Kulturminister Joy Mogensen har ikke ønsket at stille op til interview. Hun skriver i et skriftligt svar til TV 2/Fyn, at hun vil invitere flere museer til en snak om, hvordan man kan genåbne forsvarligt: 

- Idéerne vil blive båret videre til et fælles overblik, som regeringen og partilederne i Folketingets partier kan træffe beslutninger på baggrund af. Det er vigtigt, at vi tager de næste skridt på en ansvarlig måde – i overensstemmelse med sundhedsmyndighedernes anbefalinger. 

- Jeg ved, at hele kulturdanmark tripper for at kunne åbne igen. Jeg er også selv utålmodig, skriver ministeren. 

Se hele indslaget om Langelandsfortet, der er klar til at åbne for gæsterne. 
Fotograf: Flemming Ellegaard

Oversigt

    Oversigt