Det store rentehug, der kom onsdag aften fra den amerikanske centralbank, Fed, smitter af på danske boliglån.
Den umiddelbare reaktion på sænkningen af den ledende rente med 0,5 procentpoint fra Fed var, at renterne faldt i USA, og det har en positiv indvirkning hos danske boligejere med lån, siger chefanalytiker hos Totalkredit Sune Malthe-Thagaard.
- Når renterne derovre falder, så smitter det også af på danske boligrenter, fordi alternativet for eksempel er at købe amerikanske obligationer, siger han.
Når der sker ændringer i renterne i USA, så påvirker det hele det globale finansielle marked, fordi USA er det økonomiske omdrejningspunkt, påpeger han.