Farlig trend stiger blandt unge - men Danmark har fortsat ingen aldersgrænse
kopieret!
En tur i solariet er for mange af de unge, som TV 2 Fyn mandag talte med, en del af forberedelsen til nytårsaften.
- Det giver noget selvtillid. Man synes, man er pænere, hvis man er brun, siger 21-årige Mia Vinter, der planlægger at tage forbi et solcenter inden nytår.
Men det er ikke uden risiko at lægge sig ind under rørene i et solarie.
Solariebrug øger risikoen for modermærkekræft med 20 procent. Men lægger du dig under den kraftige uv-stråling, før du fylder 35 år, øges risikoen for modermærkekræft med hele 60 procent, viser tal fra Kræftens Bekæmpelse.
Alligevel er Danmark ifølge Kræftens Bekæmpelse et af de eneste lande i Europa, der ikke har aldersbegrænsning på solariebrug.
- Jeg håber selvfølgelig ikke, det rammer mig
Så længe modermærkekræften ikke er at se, er det svært at forholde sig til den, mener flere unge.
- Det er svært at se konsekvenserne for sig, når det ikke er noget, man oplever, siger Mia Vinter, der lægger vejen forbi et solcenter tre gange om ugen.
Heller ikke 17-årige Anders Jensen overvejer risiciene ved at udsætte sin krop for kunstig uv-stråling en gang om ugen.
- Mine forældre tænker meget over det og siger det også til mig, men jeg tænker ikke så meget over det selv. Jeg håber selvfølgelig ikke, det rammer mig, siger han.
Og sådan er der flere, der tænker. Men i 2022 døde 275 danskere af modermærkekræft, lyder det fra Kræftens Bekæmpelse. Samtidig viser en ny rapport, at flere unge er begyndt at bruge solarie i løbet af de seneste år.
Over halvdelen er under 18 år ved solariedebut
14 procent af de 15-25-årige har brugt solarium mindst én gang inden for det seneste år. Det er en stigning fra 10 procent i 2019 til 14 procent i 2023.
63 procent af de unge var under 18 år første gang, de gik i solarium, mens 9 procent var børn i alderen 9-13 år, da de havde debut under uv-strålerne.
Kilde: Unges solarievaner 2023
Ingen aldersgrænse for solariebrug
Og det kan der sættes en dæmper for, mener Kræftens Bekæmpelse.
Forskere bag Kræftens Bekæmpelse vurderer, at 1.942 danskere kunne have undgået modermærkekræft i 2045, hvis man havde indført aldersgrænsen på 18 år i 2014, hvor der blev fremsat et lovforslag for aldersbegrænsning på solariebrug.
- En aldersgrænse vil sende et klart signal om, at solariebrug ikke er for børn og medføre færre tilfælde af modermærkekræft i fremtiden. Erfaringer fra udlandet viser, at en 18-års aldersgrænse for solariebrug er et effektivt værktøj til at få færre unge til at gå i solarium, siger Christine Lind Tybring, der er specialkonsulent i Kræftens Bekæmpelse.
Og netop alderen har betydning, fastslår specialkonsulenten.
- Så længe man stadig er under udvikling, har man hyppigere celledeling, og så kan påvirkninger som uv-strålinger i højere grad lave skader, end hvis man er ældre. Derudover så har man også bare flere år, hvor man kan udvikle kræft, jo yngre man er, når man starter med at få uv-stråling, siger Christine Lind Tybring.
Farligere end solens stråler
Uv-strålingen i et solarium svarer til et uv-indeks på 12. I Danmark kommer uv-indekset aldrig over 7.
Samtidig kommer der sol på hele kroppen, både forfra og bagfra, og som regel uden tøj på. Og så foregår det typisk i vintermånederne, hvor huden er meget bleg.
Danmark har en af de højeste forekomster af modermærkekræft i verden. Gennem de seneste 30 år er forekomsten af modermærkekræft steget markant.
Kilde: Christine Lind Tybring, Kræftens Bekæmpelse
Kræft i huden, Sundhedsstyrelsen
Opbakningen har aldrig været større
Tilslutningen til en aldersgrænse på 18 år har aldrig været højere, konkluderer Kræftens Bekæmpelse i en rapport. Hele 76 procent af de unge mener, at der skal være en aldersgrænse på 18 år for at gå i solarium i Danmark. Men spørger man de unge under 18 år i Odense, er der flere, som synes, at aldersgrænsen bør være lavere end 18 år.
- Jeg synes, det er en god idé, men det kommer an på, hvor man sætter grænsen. Jeg tænker, at fra 15 år og op kan man godt selv tage styringen over, hvad man laver, siger Emma Munch Littau, der går i 10. klasse.
17-årige Anders Jensen går også ind for en aldersgrænse, trods han fortsat gerne selv vil kunne gå i solarium en gang om ugen.
- Jeg kender nogle, der er meget yngre end mig, som gør det, så derfor ville det nok være en meget god idé med en aldersgrænse, siger han.
Politikere vil stramme reglerne for fyrværkeri - sådan vil de gøre det
kopieret!
Nytåret 2024/2025 førte nye regler med sig. Affyringsperioden var blevet forkortet, hvilket betød, at man kun måtte fyre fyrværkeri af fra 31. december til 1. januar.
Alligevel valgte mange fortsat at fyre af uden for perioden, og ifølge Sikkerhedsstyrelsen var der sågar flere fyrværkeriulykker dette nytår i forhold til året forinden.
En af ulykkerne endte med, at en 24-årig mand fra Odense mistede livet.
Flere folketingsmedlemmer er nu åbne over for, at man igen skal kigge på, om fyrværkerilovgivningen skal skærpes yderligere.
- Jeg synes, det er relevant at kigge på, om der er behov for yderligere stramninger, fortæller folketingspolitiker for Venstre Lars Christian Lilleholt til TV 2 Fyn.
Han mener dog ikke, at man skal gøre fyrværkeri ulovligt.
Den store bødeblok skal frem
Venstre-politikeren fortæller, at han ikke mener, det vil løse problemet, hvis man vælger at gøre køb og salg af fyrværkeri ulovligt.
- Gør vi det ulovligt, skaber vi blot et marked for ulovligt fyrværkeri, fortæller han.
Helt konkret foreslår Lars Christian Lilleholt, at man skal kigge på, om man skal hæve bødesatsen for at fyre at uden for affyringsperioden endnu en gang.
I 2024 blev bødesatsen sat op til 2.500 kroner.
Folketingsmedlem for Socialdemokratiet Bjørn Brandenborg mener også, at man skal genevaluere den nuværende lovgivning på området.
- Vi kommer til at kigge på, om der er mere brug for regulering på området, fortæller Bjørn Brandenborg til TV 2 Fyn.
DMI varsler farligt vejrfænomen
kopieret!
Der er på tværs af Danmark risiko for let isslag fra søndag aften til mandag formiddag.
Det oplyser Mette Zhang, som er meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), tidligt søndag morgen.
Det skyldes en varmfront, som sidst på eftermiddagen søndag vil bevæge sig op over landet med udbredt sne, slud og regn, forklarer hun.
- Varslingen gælder alle dele af Danmark, for fronten ser i løbet af aftenen og natten ud til at skulle bevæge sig ind over hele landet.
Farligt vejrfænomen
Isslag opstår, når underafkølet vand bliver til is på en overflade.
Nedbør, der egentlig falder som sne, bevæger sig således ned gennem et varmere luftlag, hvor det smelter og bliver til vand. Når vandet så når et nyt og koldt lag luft helt nede ved jorden, bliver det underafkølet.
I det øjeblik, hvor vandet rammer jorden, bliver det så til is.
- Alle overflader, der rammes af isslag, bliver glaseret med et tyndt lag is, så det bliver glat. Spejlglat, forklarer Mette Zhang.
- Det er cykelstier, veje, fortove, alt. Så det er et ret farligt vejrfænomen.
Barskt vejr på vej
Der er derfor grund til at være særligt opmærksom, hvis man søndag aften eller nat har planer om at begive sig ud i trafikken.
Også mandag morgen skal bilister, cyklister og fodgængere være klar over risikoen for isslag, siger meteorologen.
Generelt byder søndag aften og nat på barskt vejr.
Dagen starter skyet og tørt, men når eftermiddagens varmfront går i land, kommer der blæst og aftentemperaturer fra -1 grad til 2 graders varme.
- Det vil i den grad føles barskt og ubehageligt. Det kommer til at blæse rigtig gevaldigt, siger Mette Zhang.
Saltspreder væltede ved Rosengårdcentret
kopieret!
Lørdag aften kom føreren af en traktor med saltspreder galt afsted ved Rosengårdcentret på Ørbækvej, da saltsprederen væltede i en rundkørsel.
Vagtchef hos Fyns Politi Christoffer Jacobsen bekræfter trafikuheldet og fortæller, at politiet var ude for at besigtige omfanget af ulykken.
Ingen person kom til skade, og en bilinspektør blev tilkaldt for at undersøge trafikuheldet nærmere. Af samme årsag kan vagtchefen endnu ikke fortælle, hvad der forårsagede uheldet.
Det var kun anhængeren med salt, der væltede og ikke traktoren, oplyser vagtchefen videre.
Efterfølgende skulle vejen ryddes for en masse salt, der var væltet ud af saltsprederen.
Derfor var Viktor Axelsen for en sjælden gang skyld mødt op for at modtage pris
kopieret!
Lørdag aften blev sporten og danske atleter hyldes ved Sport 2024, og på den røde løber var der én person, der normalt ikke er at finde.
Viktor Axelsen plejer som regel ikke at deltage til showet på trods af at have vundet flere priser de seneste år. Det skyldes, at den store Super 1000-turnering Malaysia Open altid spilles i starten af januar.
Den turnering stiller badmintonstjernen også op til, når den skydes i gang natten til tirsdag dansk tid. Og han erkender, at forberedelserne bliver forringet end tidligere set.
- Jeg er normalt ikke til det her show, fordi jeg skal spille på tirsdag. Så det kommer ikke til at blive de mest optimale forberedelser, men lige den her gang har jeg valgt at prioritere aftenen for at få sat et OL-punktum, forklarer han til TV 2 Sport.
Løb med ærefuld titel
Viktor Axelsen, som vandt guld ved sommerens olympiske lege i Paris, blev lørdag kåret som Årets Sportsnavn i 2024.
Det er tredje gang i karrieren, at Axelsen tager prisen. Han tog også prisen i 2017 og 2021.
Det har ingen individuel atlet præsteret tidligere. Kvindelandsholdet i håndbold har dog også vundet prisen tre gange.
Det er Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Team Danmark, der står bag kåringen.
Vil nyde de store øjeblikke
Udover at modtage titlen som Årets Sportsnavn har Axelsen samtidig valgt at ville fejre den store triumf og måske lige nyde øjeblikket lidt mere denne gang.
- Jeg tror, at det er sundt lige at stoppe op. Specielt nu hvor jeg måske kigger mod efteråret i min karriere. Jeg spiller ikke i ti år mere i hvert fald, så jeg har valgt at stoppe op og prioritere det her.
Viktor Axelsen møder Lee Cheuk Yiu i første runde ved Malaysia Open.
Søndag kan byde på flere snebyger
kopieret!
Søndag bliver en overskyet dag, hvor det i første omgang mestendels vil holde tørt.
Men sidst på eftermiddagen kan der komme sne eller slud fra sydvest, som lokalt kan gå over i isslag.
Temperaturen når ned mellem frysepunktet og to graders varme med en svag til jævn vind fra syd. Den vil senere dreje over til omkring sydøst og bliver let til frisk.
Dartklub har VM-feber: - Håber flere unge begynder at spille
kopieret!
I Assens Dart Club var der lørdag særlig god stemning ovenpå den spektakulære VM-finale fredag aften, hvor den kun 17-årige englænder Luke Littler på suveræn vis sikrede sig VM-titlen som den yngste nogensinde.
Med triumfen i Alexandra Palace i London blev der endnu en gang sat to tykke streger under, at den unge knægt er et ekstraordinært fænomen.
Og at en ung gut kommer ind og dominerer verdenseliten, det håber dartentusiasten Lars Nielsen kan få flere unge til at søge mod en dartklub.
Få masser af dartstemning fra Assens i videoen ovenover.
Bilist bragede ind i bageri - der er ødelæggelser for "et større beløb"
kopieret!
Lørdag middag fik kunder og forbipasserende ved Baks Bakery og Deli i Middelfart sig noget af et syn, da en større BMW bragede ind i butikkens facade.
Det fortæller ejer, direktør og bagermester Carsten Bak, der har delt billeder af ødelæggelserne. Han var ikke selv til stede ved ulykken.
- En af mine ansatte ringede til mig og sagde, at en bil var kørt ind i bageriet. Så kommer der mange billeder hen over nethinden, siger Carsten Bak til TV 2 Fyn.
Stor materielle skader
Inden han satte kurs mod sin butik, fik han fat i politiet, der til Carsten Baks overraskelse var hurtigere fremme, end han selv var.
Da han kom frem, kunne han se, at en bilist havde ramt et bord-bænkesæt foran butikken. Det var blevet presset ind i vinduespartiet og havde efterfølgende skubbet en tonstung ovn et par meter ind i produktionsområdet.
- Det var ikke fordi, det var så voldsomt, og så alligevel. Da vi kiggede nærmere, kunne vi se, der var sket en del skader. Det ser ret voldsomt ud, fortæller Carsten Bak.
Fyns Politi bekræfter over for TV 2 Fyn, at de har været på stedet for at se nærmere på ulykken. Vagtchef Sten Nyland fortæller, at ulykken er sket som følge af en kørerfejl.
Ingen personskader
Ifølge Carsten Bak bunder kørerfejlen i, at bilisten havde taget fejl af speeder og bremser.
Heldigvis var der ikke nogen personer til stede i produktionsområdet, da ulykken skete, og politiet bekræfter ligeledes, at der ikke er sket nogen personskader. Der er heldigvis kun sket materielle skader - dog for et “større beløb”, oplyser vagtchefen.
At ingen personer er kommet til skade, glæder Carsten Bak, der af samme årsag også finder plads til lidt galgenhumor:
- Det sjove ved det hele er, at der på facaden står “Bak”, og så kører han fremad.
Til trods for de omfattende skader er Carsten Bak klar til at åbne sin butik allerede søndag morgen.
Gitte har skrevet ny bibel til kvinder i overgangsalderen - revet væk inden udgivelse
kopieret!
En fynsk debutforfatter har selv udgivet en bestemt bog og slået alle de store forlag.
Gitte Boesen rådgiver kvinder i overgangsalderen, og hun har skrevet en bog, der allerede er gået nummer et på bestsellerlisten. Det er sket udelukkende på forsalget, da bogen først udkommer på tirsdag.
Lørdag holdt hun et lille releaseparty for bogen i Aaruphallen.
Selv er forfatteren ikke i tvivl om, hvorfor hendes bog er så efterspurgt fra udgivelsen.
Hvor er Poul? Mere end 50 frivillige deltog i eftersøgning
kopieret!
Lørdag fortsatte eftersøgningen af Poul Frank Andersen, der har været savnet siden han forlod hjemmet i Årslev 2. juledag.
Politiet stoppede deres eftersøgning torsdag, men den frivillige organisation Missing People havde samlet 51 personer, som var med til at lede efter den 70-årige mand.
Foreningen hjælper til, fordi de, der kender ham nærmest, havde kontaktet foreningen, der desuden havde fået grundig overlevering af Fyns Politi.
Talspersonen turde ikke gætte på chancerne for at finde den ældre mand i live. Vigtigst er dog at få ham fundet, lyder det.
Poul Frank Andersen var iført en sort eller grå kedeldragt. Han har hvidt hår og gråt fuldskæg.
Fyns Politi kan kontaktes på telefon 114.
DMI varsler "spændende vintervejr" de kommende dage
kopieret!
Selvom søndagen umiddelbart kommer til at starte stille og roligt, så er der “spændende søndagsvejr” i sigte, skriver meteorolog Henning Gisselø i en kommentar på DMI’s hjemmeside.
For som dagen skrider frem vil vinden tiltage, og samtidig er der sne eller tøsne på vej over Danmark fra sydvest. Det giver risiko for snefygning flere steder.
Ud på natten vil nedbøren gå over i regn, og med temperaturer under og omkring frysepunktet, så kan man opleve isslag med superglatte veje, cykelstier, fortove, når man skal ud ad døren mandag morgen.
I alt forventer DMI, at der kommer mellem 10 og 20 millimeter nedbør, og derfor opfordrer de til, at man færdes udenfor med ekstra forsigtighed.
Vej spærres i ni måneder - skal bygge ny bro
kopieret!
Arbejdet med at anlægge den nye jernbane mellem Odense Vest og Kauslunde er godt i gang, og fra mandag og frem til september i år kommer det til at påvirke trafikanter på Søndersøvej ved Vissenbjerg.
Der skal nemlig bygges en ny bro, som skal føre jernbanen under Søndersøvej ved Fynske Motorvej. Derfor omlægges trafikken til en midlertidig vej lige nord for motorvejen ved frakørsel 54 Vissenbjerg, oplyser Assens Kommune på sin Facebookside.
Trafikanter på strækningen skal være opmærksomme på, at hastigheden på omlægningsstrækningen er sænket til 40 km/t.