Kommentator: Priserne er på vej i den rigtige retning
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Flere dagligvarekoncerner sænker priserne på en række dagligvarer.
Det gælder Salling Group, Coop Danmark og senere hen Lidl Danmark.
Salling Group oplyser til TV 2 ØSTJYLLAND, at koncernen har sænket priserne på 300 dagligvarer i Føtex og Bilka. Det gælder dagligvarer såsom tandpasta og deodorant.
Ifølge TV 2s erhvervskommentator Ole Krohn ser vi nu de første tegn på, at priserne igen er på vej i den rigtige retning.
- Det ser ud til, at det vender nu. For dels er de her prisnedsættelser ret massive. Og dels ser vi, at forbrugerne og lønmodtagerne i det private får mere i lønposen, og det vil sige, at reallønsfaldet nu bliver afløst af en lille reallønsfremgang, siger han til TV 2.
De globale fødevarepriser tog til i begyndelsen af sidste år, da krigen i Ukraine pressede prisen på blandt andet korn i vejret. Det fik ifølge TV 2 også priserne på el, gas, olie og kul til at stige.