12. dec. 2024 kl. 16:32
Tophistorie
Breaking

Hus brænder voldsomt

LYT
Del
Link
kopieret!

Hele 28 brandfolk rykkede ud til en voldsom brand i et hus på Tunnelvej i Nørre Aaby på Vestfyn torsdag eftermiddag.

Der er tale om et hus og et værkssted, som støder op til hinanden. Ilden har godt fat i værkstedet, og den har nu bredt sig til huset, oplyser operationschef hos Trekant Brand Erik Eg til TV 2 Fyn.

- Det brænder kraftigt, siger han og tilføjer, at branden lige nu er “i fuld gang”.

- Vi kæmper for at bevare huset, siger operationschefen. Værkstedet er "mere eller mindre udbrændt", lyder det videre.

Kommer til at tage timer

Tre brandbiler, fire tankvogne, en stigevogn, en slangetender og en drone rykkede ud, oplyser operationschefen.

Han fortæller videre, at man nu har sat “ekstra sprøjter på”, og at brandfolk kommer til at arbejde med slukningsarbejdet i “nogle timer endnu”.

- Alle personer er ude, så der er ingen personskade, siger operationschefen.

Han oplyser, at røgen stiger lodret op, så beboere i området ikke behøver at frygte for den.

Årsagen til branden er endnu ukendt. Når slukningsarbejdet er færdigt, skal brandtekniske undersøgelser forsøge at fastslå årsagen.

Anmeldelsen indkom via 112 klokken 13.58.

Hvem, der indgav anmeldelsen, kan operationschefen ikke svare på. Beredskabet var på stedet kort tid efter.

TV 2 Fyn har forsøgt at få en kommentar fra Fyns Politi. Det har ikke været muligt.

Presse-fotos.dk
/
12. dec. 2024 kl. 17:41
Tophistorie
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Borgmester skal stå skoleret overfor utilfreds minister

LYT
Del
Link
kopieret!

Langelands borgmester, Tonni Hansen (SF), skal stå skoleret på social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersens (S) kontor.

Det gjorde ministeren i dag klart på et samråd om Langeland Kommunes indsats for at forbedre sagsbehandlingen i kommunens familieafdeling, der blandt andet tvangsfjerner børn fra deres forældre.

På mødet gjorde ministeren det nemlig klart, at hun "bestemt ikke er tilfreds" med udviklingen i Langeland Kommune.

Ingen fremskridt

Et notat fra den task force, der ellers siden slutningen af 2022 skulle have hjulpet kommunens familieafdeling til at blive bedre til at overholde loven, viser nemlig, at kommunen stadig ikke kan overholde loven - hvilket kommunen selv erkender.

Task forcen er også fortsat bekymret for fagligheden og de ansattes kvalifikationer til at udføre sagsbehandlingen, der kan have store konsekvenser for børnefamilier i kommunen.

Desuden konkluderer task forcen, at der ikke har været meget fremskridt i den tid, de har været tilknyttet.

- Jeg synes også, at det er voldsom læsning, fortalte ministeren på mødet med henvisning til blandt andet task forcens notat.

Sophie Hæstorp Andersen bebudede også på samrådet, at hun arbejder på lovgivning, der kan gøre det muligt at tvinge Langeland Kommune og lignende kommuner til at få deres sagsbehandling på børneområde udført at større og mere velfungerende kommuner.

- Det er rigtig vigtigt for mig, at der sker noget, og det skal gå hurtigt, og en af måderne er jo tættere samarbejde med andre kommuner, siger ministeren til TV 2 Fyn efter samrådet.

12. dec. 2024 kl. 15:24
Fyn
Ida Marie Odgaard - Ritzau Scanpix

Lige nu stiger elprisen voldsomt - men det er faktisk billigere, end du tror

LYT
Del
Link
kopieret!

Det er heldigvis sjældent, at prisen på strømmen rammer det niveau, som den gør i dag. Intet mindre end 11 kroner per kilowatt-time rammer prisen mellem klokken 17 og 18 torsdag.

Og mens flere sikkert kan huske 2022 for rablende elpriser og skyhøje regninger, så har en dag eller to med rigtigt høje elpriser ikke samme effekt på den samlede regning.

Ifølge fagekspert i energi og byggeteknik hos Videnscenter Bolius, Tue Patursson, så er der hverken tale om hundreder eller tusinder af kroner ekstra for en dag som denne.

Det kan dog være værd at tænke sig om en ekstra gang, hvis man alligevel vil spare lidt, når nu elprisen rammer toppen mellem klokken 17 og 18.

- Hvis man virkelig “maxer” den ud en dag som i dag, så kan det godt blive en dyrere fornøjelse, end hvis man lige tænker sig om, siger Tue Patursson.

Han henviser til at vente med tøjvask, opvask og andre ting, der godt kan klares senere, hvis man vil spare lidt.

Han peger dog på, at forbruget kan variere meget fra husstand til husstand - og at alderen på ens hvidevare kan være en faktor.

- Det er meget forskelligt for den enkelte familie, hvis ikke dagen bliver anderledes for en typisk familie, så koster det lidt ekstra i forhold til de normale priser, siger han.

Årsagen til prisstigningen i dag er, at der hverken er vind eller sol nogle steder i Europa, og det betyder, at kraftværkerne må fyre op med olie, kul og naturgas for at sende strøm ud til at alle kunderne.

Herunder kan du se en generel beregning for en gennemsnitlig familie på fire personer i de fem timer, hvor prisen er højest.

Apparat Forbrug og pris
Ovn en time 2,5 kWh = 21,5 kroner
Emhætte en time 0,15 kWh = 1,29 kroner
Opvaskemaskine to timer 1,04 kWh = 8,9 kroner
Halogenpære fire timer 0,12 kWh = 1,03 kroner
Gamer PC to timer 0,4 kWh = 3,44 kroner
Fryser (fem timer af 24) 0,8 kWh = 6,88 kroner
Køleskab (fem timer af 24) 0,3 kWh = 2,5 kroner
Samlet 5,31 Kwh = 45,54 kroner
Kilde: Videnscentret Bolius, SparEnergi

Så meget koster det ekstra, når prisen stiger

TV 2 Fyn har sammen med Tue Patursson, fagekspert ved Bolius, lavet en generel beregning for, hvor meget ekstra de fem dyreste timer i dag vil koste en almindelig familie på fire personer. Udgangspunktet er, at man ikke ændrer på sine vaner. Gennemsnitsprisen for strøm er 8,6 kroner per kilowatt-time mellem 15 og 20. Den topper mellem 17 og 18 med cirka 11 kroner.

I beregningen indgår almindelige hvidevare som ovn, opvaskemaskine, køleskab, fryser, TV, gaming pc, lys og lamper, emhætte. Beregningen tager udgangspunkt i en gennemsnitlig hvidevare i forhold til elforbrug.

12. dec. 2024 kl. 14:43
Odense Letbane

Nu kan du komme gratis til København og Aarhus

LYT
Del
Link
kopieret!

Et nyt fjernbusselskab, der kører direkte fra Odense til både København og Aarhus, ser dagens lys fredag.

Det fremgår af Odense Letbanes hjemmeside.

Ifølge Odense Letbane starter priserne på 99 kroner per tur. Dog markedsfører selskabet bag - Pendulfart.dk - sig med et tilbud om gratis ture hver mandag.

Fra letbanestationen Parkering Odense Syd på Søndre Hospitalsvej 6 i Hjallese - tæt ved motorvejsafkørsel 50 - vil pendlere mellem to og fire gange om dagen kunne tage bussen til landets to største byer.

Ved letbanestationen Parkering Odense Syd er der 800 gratis parkeringspladser.

Busselskabet FlixBus har i forvejen et stort antal daglige afgange fra stationen.

12. dec. 2024 kl. 13:51
Beredskab Fyn

Sjælden mulighed - nu kan du få unikt job på lille ø

LYT
Del
Link
kopieret!

Beredskab Fyn og Lyø's beboerforening er gået på jagt efter en ny brandfoged, da den tidligere har besluttet at give stafetten videre efter mange gode år i stillingen. Det oplyser Beredskab Fyn til TV 2 Fyn.

Som brandfoged skal man agere spydspids, når der opstår brand på øen, indtil forstærkninger fra fastlandet kan nå frem med en færge.

- Vi er meget afhængige af vores ni ø-beredskaber, da responstiden bliver længere end normalt, når brandbilerne skal frem med færge. Så det er vigtigt, at vi finder en til at overtage på Lyø, siger områdeleder for ø-beredskaber, Kristian Nohr Hofman.

Skal være en af de lokale

At være brandfoged i de fynske ø-beredskaber er et frivilligt arbejde, og det er vigtigt, at man bor på øen. Derfor forventer Kristian Nohr Hofman, at det bliver en af de 80 beboere, som påtager sig rollen.

- Som brandfoged får man ansvar for at starte brandbekæmpelsen sammen med de frivillige brandfolk og for at holde kontakten med indsatslederen på fastlandet, oplyser han.

Brandfolkene i ø-beredskaberne læres op i elementær brandslukning og kan yde førstehjælp. De er dog ikke fuldt uddannede brandfolk.

- Vi uddanner beredskaberne lokalt på øerne. Man læres op i at bekæmpe ilden udefra, men man er ikke røgdykker, så man går ikke ind i brandende bygninger, uddyber områdelederen.

Siger man “ja tak” til stillingen, kan man se frem til en ny slæde at køre i. Østifterne har nemlig doneret penge til en ny UTV til øen, som skal bruges til at fragte udstyr frem.

- Tilflytningen til øerne halter. Vi vil med vores ø-beredskaber gerne sørge for, at trygheden er i orden, så flere forhåbentlig får lyst til at flytte til øerne, siger områdelederen.

Ansøgningsfristen til stillingen er 20. december.

12. dec. 2024 kl. 12:30

Letbanen kører uregelmæssigt efter tilkald af ambulance

LYT
Del
Link
kopieret!

Odense Letbane vil de næste timer være ramt af forsinkelser. Det oplyser letbanen via sin sms-ordning.

Forsinkelserne skyldes, at det tidligere på dagen var nødvendigt at tilkalde en ambulance til en passager i et tog.

Det oplyses ikke, hvor længe forsinkelserne aktuelt er på, og om det gælder alle tog. Køreplanen forventes genoprettet om et par timer.

12. dec. 2024 kl. 12:02

Kommune indfører "tag over hovedet-garanti" til særlig gruppe

LYT
Del
Link
kopieret!

Tidligere soldater, der bliver hjemløse, når de vender tilbage til det civile liv, skal have garanti for at få tag over hovedet.

Det besluttede Beskæftigelses- og Socialudvalget i Odense Kommune endeligt tirsdag aften.

Aftalen hedder 'Odense står sammen om veteraner' og er indgået mellem en lang række parter.

- Garantien bliver ikke bare et enkeltstående løfte, men en forpligtelse til at yde støtte hele vejen, så et nyt hjem bliver mere end bare midlertidigt, siger afgående beskæftigelses- og socialrådmand, Christoffer Lilleholt (V) i en pressemeddelelse.

Ud over kommunen, har en del af de odenseanske boligorganisationer også forpligtet sig til at hjælpe veteranerne til fast bolig.

Mere styrke til

Samtidig med boliggarantien opretter Odense Kommune også 'VeteranTeam Odense', der sammen med veterankoordinatoren bliver ansvarlig for alle sager, som vedrører veteraner i kommunen.

- Vi er meget stålsatte på, at veteraner skal føres så smidigt og omsorgsfuldt igennem systemet som muligt, uanset hvad de har brug for støtte og hjælp til. (…) Det er derfor, vi nu sætter os som mål, at der ikke må findes veteraner i systemet, som vi ikke får øje på og hjælper samlet, lyder det fra Christoffer Lilleholt.

Veteranhjem Odense på Sønder Boulevard er også en del af aftalen. Hjemmet kan have op til seks veteraner boende i kortere perioder og vil få en stor rolle i, at den nye samarbejdsaftale bliver en succes, mener kommunen.

- Vi forbliver en tryg base for de veteraner, der får egen bolig som en del af garantien. Den første tid i eget hjem er ofte sårbar, og jeg er sikker på, at vi kan være med til at give den støtte, som kan gøre overgangen til at være i, siger leder Hannah Merete Ussing.

12. dec. 2024 kl. 11:00

Rådmænd åbner for at stoppe nedlægning af parkeringspladser i sidste time

LYT
Del
Link
kopieret!

Der skal være plads til både busbaner og parkeringspladser på Sdr. Boulevard i Odense. I hvert fald hvis man spørger by- og kulturrådmand, Søren Windell (K).

Egentlig var det aftalt, at parkeringen på vejen skulle sløjfes, men Søren Windell vil på baggrund af et nyt notat opfordre flertallet bag beslutningen i by- og kulturudvalget til at ændre beslutningen.

Argumentet bag lyder: Hvis det kan lade sig gøre på Frederiksberg, så må det også kunne i Odense.

Rådmand for Klima- og Miljøforvaltningen, Tim Vermund Andersen (S), er ikke afvisende over for idéen.

12. dec. 2024 kl. 10:16
William Ejsing

Tidligere viceborgmester vil vippe Nye Borgerliges formand af pinden

LYT
Del
Link
kopieret!

Martin Henriksen bliver udfordret på formandsposten i Nye Borgerlige.

Carsten Kudsk, som fra 2015 til 2019 flere gange var midlertidigt folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, skriver på Facebook, at han på Nye Borgerliges næste årsmøde går efter formandsposten.

Kudsk er tidligere 1. viceborgmester i Nyborg Kommune, og han skiftede til Nye Borgerlige i maj. Han har desuden været formand for Lokaldemokraterne i Nyborg og Assens.

- Jeg har efter lang tids overvejelser og efter flere opfordringer fra formænd og medlemmer i Nye Borgerlige valgt at stile mit kandidatur til rådighed som formand i Nye Borgerlige til næste årsmøde, skriver Kudsk på Facebook.

Fortid sammen

Han kender Martin Henriksen ganske godt, eftersom Henriksen er tidligere folketingsmedlem for DF.

Nye Borgerlige har haft det mere end svært efter folketingsvalget i 2022. I begyndelsen af 2024 blev Nye Borgerliges folketingsgruppe opløst anført af partistifter Pernille Vermund.

Hun skiftede kort tid efter til Liberal Alliance, mens Kim Edberg Andersen endte med at skifte til Danmarksdemokraterne.

Kæmper for at indsamle vælgererklæringer

Peter Seier Christensen er i dag løsgænger i Folketinget, men han er fortsat medlem af Nye Borgerlige. Ingen ved, hvad der sker med ham, eftersom han er sygemeldt.

Desuden har Mette Thiesen, Mikkel Bjørn og Lars Boje Mathiesen i den nuværende valgperiode forladt Nye Borgerlige.

De to første er skiftet til DF. Lars Boje Mathiesen har stiftet sit eget parti, som hedder Borgernes Parti.

Nye Borgerlige kæmper i øjeblikket for at indsamle nok vælgererklæringer, så partiet kan stille op til næste folketingsvalg. Det kræver 20.195 vælgererklæringer. Partiet har indsamlet lidt over 1400 af slagsen indtil videre.

12. dec. 2024 kl. 9:40
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Elpriser på himmelflugt - på dette tidspunkt topper den

LYT
Del
Link
kopieret!

Dunkelflaute sender energiprisen op i ekstreme højder torsdag. Således kan elprisen nå over 10 kroner per kilowattime. Dunkelflaute er det tyske udtryk for “når solen ikke skinner, og vinden ikke blæser.” Og det er netop, hvordan vejrsituationen er i Danmark i øjeblikket.

Allerede onsdag var Energi Fyn ude og advare kunderne om de voldsomme prisstigninger.

- Når vi rammer klokken 17, når elprisen op på 8,73 kroner per kWh. Oveni den rene elpris skal man lægge transportbetaling til ens netselskab og afgifter til staten. Det betyder en samlet elpris på omkring 11 kroner mellem klokken 17 og 18 torsdag aften, siger kommerciel direktør hos Energi Fyn, Finn Andersen.

12. dec. 2024 kl. 8:52

Lilleholt forgyldes efter politik-exit - så mange skattekroner får han med sig

LYT
Del
Link
kopieret!

592.062,60 kroner. Så mange skattekroner får Venstres afgående rådmand Christoffer Lilleholt med sig, når han 31. januar officielt forlader odenseansk politik. Dertil kommer en egenpension på 170.949 kroner.

Eftervederlaget er tiltænkt borgmestre, der skulle miste sit ”job” - typisk ved et valg - og derfor går fra at være borgmester til at være jobsøgende. Ordningen er politisk bestemt fra Folketinget og ikke noget den enkelte kommune er ansvarlig for.

I 2016 kiggede en kommission ministres og borgmestres vederlag igennem. Her anbefalede man blandt andet at afskaffe eftervederlaget, hvis en borgmester eller minister frivilligt træder ud af politik midt i en valgperiode. Det blev dog afvist.

12. dec. 2024 kl. 8:01

OB-direktør fyret

LYT
Del
Link
kopieret!

Knap halvandet år i klubben blev det til for John Bæksted, der stopper som sportsdirektør i OB’s kvindeafdeling. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

OB ønsker et nyt setup omkring den fremtidige ledelse af kvindeholdet, og det skyldes blandt andet, at økonomien skal tilpasses de indtægter, der er i fynsk kvindefodbold i øjeblikket.

Bestyrelsesformanden i OB’s kvindeafdeling, Carsten Krag Eriksen, siger, at John Bæksted har gjort, “hvad han kunne” og takker ham for indsatsen.

- Det var ham, der fik mig interesseret i det her projekt, og derfor har jeg lidt følelser for, at John skal stoppe.

John Bæksted stopper som udgangspunkt i OB ved udgangen af februar, oplyser klubben.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.

Du kan altid ændre dine præferencer senere

Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.

Se flere detaljer om vores cookies her