23 procent færre personer besøgte Det Fynske Dyrskue i 2018 sammenlignet med 2017. Alligevel var arrangørerne dog tilfredse med 44.000 igennem tælleapparaterne.
Da Det Fynske Dyrskue søndag lukkede portene til Dyrskuepladsen midt i Odense, havde 44.000 gæster været igennem tælleapparatet, oplyser arrangørerne.
Det er en hel del færre end sidste år, hvor dyrskuet var tæt på 60.000 besøgende.
Traditionen tro bød årets fynske dyrskue på en god blanding af oplevelser og aktiviteter. Muligheden for at klippe et får, kramme en kanin, stryge en ko over mulen, opleve galoperende heste og se partering af gris og lam trak i løbet af især fredagen masser af børn og voksne til den odenseanske dyrskueplads.
Perle præsterede: Kalven Martha vil slå mors rekord
Den blonde kæleko Perle scorede næsten topkarakter på Det Fynske Dyrskue. Inden længe er hendes kalv Martha parat til forhåbentlig at få toppoint.
Træningen har været lang og til tider hård for 17-årige Rasmus Vad Jensen, der har arbejdet på at gøre den 700 kilo tunge ko Perle klar til årets fynske dyrskue.
Men flid betaler sig, for lørdag scorede Perle af den franske race blonde d'aquitaine næsten toppoint. Ud af maksimalt 24 point hev blondinen 23 flotte point hjem.
- De vaklede mellem 22 og 23 point. Fordi vi havde en suveræn god kalv - en af de pæneste, dommeren havde set - fik vi 23, siger en stolt Rasmus Vad Jensen.
Perles kalv Martha var nemlig ikke mange skridt bag mor, da konkurrencen gik i gang.
Medfødt knoglefejl trækker ned
Selvom mor på grund af en medfødt knoglefejl på ryggen formentlig aldrig når de 24 mulige point, ser Rasmus Vad Jensen toppoint til Martha i fremtiden.
- Vi må nok indse, at vi ikke når toppoint med Perle.
- Jeg håber stærkt på, at Martha kan få 24. Det ville være helt fantastisk, hvis vi kunne nå det. Det ville være helt perfekt, siger Rasmus Vad Jensen.
Cirka 50 unge på Rasmus Vad Jensens alder udstillede i år på Det Fynske Dyrskue.
Også de store landbrugsmaskiner, som havde åbnet både førerhus og motorrum, samt Fødevaremarkedet var hele weekenden et stort trækplaster.
Største ryk fredag
Vejrmæssigt bød weekenden på lidt af hvert med både sol, lidt vind og et par spredte byger. Det meste af tiden holdt det tørvejr med temperaturer omkring 20 grader, og ifølge dyrskuets formand har stemningen blandt både gæster og udstillere hele weekenden været i top.
– Det Fynske Dyrskue er en event, som byen kan være stolt af, og med 44.000 gæster oplever vi, at dyrskuet igen står sin prøve, siger Torben Povlsen.
Det store rykind på den fynske dyrskueplads startede fredag, hvor 18.000 gæster besøgte dyrskuet, heriblandt godt 10.000 skolebørn, lærere, børnehavebørn og pædagoger, som havde taget imod invitationen til gratis at besøge Det Fynske Dyrskue.
Det Fynske Dyrskue blev i år blev afholdt for 136. gang.
"De skal alle dø": Kritisk video om dyrskuets kælegrise deles vildt på nettet
En video optaget med skjult kamera af Dyrenes Frie Farm på Det Fynske Dyrskue er blevet delt mere end 600 gange på Facebook. Men videoen bygger på en misforståelse, siger dyrskuets formand.
Videooptagelser lavet af Dyrenes Frie Farm på Det Fynske Dyrskue spreder sig hastigt på de sociale medier. I videoen fortæller en mand, at 30 kælegrise aflives og smides ud, når dyrskuet lukker og muger de sidste stalde ud søndag.
Men det er ikke korrekt, siger Det Fynske Dyrskues formand, Torben Povlsen.
Han forsikrer, at grisene ender på spisebordet efter slagtning.
Forhøjet smittefare
Til stor glæde og morskab for nogen og til rædsel og gru for andre - blandt andet formand for Dyrenes Frie Farm, Camilla Kærslund - har de 30 små, nuttede grise ladet sig klappe og klø bag ørerne under hele årets dyrskue.
På grund af forhøjet smittefare, når op mod 50.000 dyrskue-gæster har nusset grisene, kan de ikke komme tilbage til den øvrige besætning. Derfor køres de direkte fra dyrskue til slagteri, når festivalen slutter.
- Jeg kan aldrig nogensinde gå med til at retfærdiggøre tant og fjas i tre dage for så bare at slå grisene ihjel, siger Camilla Kærslund til TV 2/Fyn.
Med skjult kamera talte hun med en anonymiseret mand foran dyrskuets kælefold. I videoen forklarer manden, at smågrisene slagtes og destrueres efter dyrskuet.
"De dør allesammen. Vi tør ikke tage dem hjem, hvis der skulle komme smitte. Alle grise, der har været på dyrskue, skal til slagtning bagefter. Der står alt for mange kroner på spil".
"De skal ikke bruges til noget. Det er affald", forklarer manden i videoen.
Ender på middagsbordet
TV 2/Fyn har ikke kunnet få bekræftet, hvem den anonymiserede mand er, men formanden for Det Fynske Dyrskue forsikrer, at det ikke er ejeren af grisene, der udtaler sig i videoen.
- Jeg ved ikke, hvem der har udtalt sig, men der er nogen, der har misforstået noget, siger Torben Povlen.
Efter at have set videoen på Facebook tog formanden selv kontakt til standen. Han garanterer, at grisene efter dyrskuet sælges som flæskesteg, korteletter og pølser - præcis som de var tiltænkt inden.
- Vi har sikret os, at de grise, der er der, ender på slagteriet og bruges som fødevarer. De bliver hentet af en autoriseret transport, når de er færdige med at være på dyrskue. De bliver kørt til et autoriseret slagteri, hvor de bliver til fødevarer, ligesom alle andre grise gør, fortæller Torben Povlsen.
Opslaget fra Dyrenes Frie Farm er ved denne artikels udgivelse blevet delt mere end 600 gange.