Se de unikke billeder: Sådan går det med byggeriet af Nyt OUH
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Det nye sygehus i Odense skulle egentlig have været åbnet for patienter, men byggeriet er blevet forsinket. TV 2 Fyn fik eksklusiv adgang ind på sygehuset.
Byggegrunden omkring Nyt OUH er normalt lukket land for besøgende, men TV 2 Fyn har fået et eksklusivt kig ind på bag facaden, hvor køkkenet og patientstuerne begynder at tage form.
Det er også ved at være på høje tid. Byggeriet er blevet forsinket ad flere omgange - blandt andet på grund af coronaviruspandemien.
Inden pandemien var det planen, at det nye sygehus i Odense skulle have åbnet dørene for patienter i 2022, men der går formentlig flere år, inden det åbner.
- Forklaringen er mangel på materialer, mangel på mandskab og leverancevanskeligheder i markedet, siger Kenneth Holm, der er vicedirektør på Nyt OUH.
- Det er ikke fremmede for os. Det ser vi også på andre projekter, hvor entreprenører har nogle problematikker omkring at få de rigtige leverancer til tiden, forklarer han.
Alligevel er byggeriet kommet et godt skridt nærmere, og du kan få et unikt indblik i, hvordan Nyt OUH ser ud lige nu.
3.000 parkeringspladser - men er det nok?
I maj åbnede Odense Letbane, der kommer til at køre igennem det nye sygehus med to stop - ved hovedindgangen og tæt ved Syddansk Universitet.
Kommer man i bil, vil der være op mod 3.000 parkeringspladser, og der er også 3.000 cykelparkeringsspladser, hvis du foretrækker cyklen.
Når sygehuset åbner, vil der være 855 sengepladser, 52 operationsstuer, 379 ambulatorier, 22 MR-scannere og CT-scannere og 68 pladser på intensivafdelingen.