Minister på direkte tv: - Det er sjældent jeg lover noget så håndfast som nu
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Børne- og socialminister Mai Mercado (K) lover på direkte tv, at børneinstitutioner kan fravælge it, selvom ny bekendtgørelse lægger op til det modsatte.
I en ny bekendtgørelse fra Børne- og Socialministeriet skriver minister Mai Mercado (K), at "børn skal have mulighed for at bruge it et eksperimenterende fællesskab".
Det skaber bekymring hos flere vuggestuer og børnehaver, der ikke ønsker digitale redskaber ind i børnenes hverdag - men det behøver det ikke, mener Mai Mercado.
- Det er fuldstændig valgfrit. Vi sidder ikke og dikterer nogle metoder. Hvis man ikke har lyst til at bruge it, ipads, eller hvad nu måtte være, lader man bare være, siger ministeren og sætter efterfølgende to solide facitstreger under sit eget udsagn på direkte tv.
- Det er meget sjældent, at jeg lover noget så håndfast, men der er metodefrihed. Jeg kunne aldrig nogensinde drømme om at gøre det til et krav at skulle have it ind på en bestemt måde.
Forældrenes valg
Ministeren vil lade det være op til institutionerne selv, om, hvordan og hvor meget it skal fylde i hverdagen.
- Der kan sagtens være skovbørnehaver eller Rudolf Steiner-børnehaver, som ikke bryder sig om iPads, og derfor skal det være op til forældrebestyrelserne at bestemme, hvordan de vil bruge it, siger Mai Mercado.
I bekendtgørelsen står der ellers, at børnene "skal" have mulighed for at bruge it. Derfor vil Mai Mercado undersøge, om sætningen skal omskrives.
- Jeg kan være bekymret for, hvis det bliver misforstået, og jeg vil være rigtig ked af, hvis nogle føler sig presset til at bruge it, hvis de egentlig ikke har lyst. Så det giver klart anledning til at se, om formuleringerne er helt skarpe, siger ministeren.
Står det til Daginstitutionernes Landsorganistion DLO, er det bydende nødvendigt, at politikerne sørger for at få ændret den meget stramme ordlyd i den nye bekendtgørelse.
- Det, der er problemet her, er, at politikerne rent faktisk gerne vil give dagtilbuddene metodefrihed, men er kommet til i et bilag et diktere en meget specifik metode. Det opfordrer vi til, at der bliver rettet op på, siger Tanja Krabbe, der er sekretariatschef i DLO.
Ifølge partierne bag bekendtgørelsen har målet med den været at øge kvaliteten i landets dagtilbud og styrke forældrenes frie valg.