Natten til torsdag har Sandra Persson fra Nyborg ikke sovet godt. Flere gange er hun vågnet og hevet efter vejret. Hendes højre skulder er brækket, og hun har flere skrammer i ansigtet - men hun lever.
Ifølge en krisepsykolog, som hun har talt med efterfølgende, så er hendes efterreaktioner normale, men chokket fra togulykken, hvor otte mennesker mistede livet, sidder stadig i hende.
- Jeg skal nok komme mig over mine skader, men jeg tænker meget på dem, der er omkommet ved ulykken og deres pårørende, siger hun til TV 2/Fyn.
En almindelig morgen
Sandra Persson pendler hver morgen fra Nyborg til Syddansk Universitet i Slagelse, hvor hun arbejder som administrativ medarbejder.
Det gjorde hun også onsdag morgen, hvor hun som sædvanlig steg ombord på toget, som kører fra Nyborg mod København klokken 7.26. Biltrafikken hen over Storebæltsbroen var lukket i begge retninger på grund af kraftig blæst, men togene kørte fortsat.
- Da toget ankom, åbnede dørene ikke med det samme. Det kørte længere frem, inden dørene åbnede. Hvis dørene var åbnet med det samme, havde jeg sat mig i den forreste vogn, fortæller hun.
Frygtede det var et terrorangreb
Heldigvis for Sandra Persson og hendes veninde, som også var med i toget, så åbnede dørene ikke med det samme. I stedet satte de to veninder sig ned længere tilbage i toget. Det reddede efter alt at dømme deres liv.
Kort efter toget var kørt fra Nyborg, bremsede det pludselig meget hårdt op, og alle vinduerne blev smadret. Sandra Persson nåede ikke at reagere, inden noget ramte hende hårdt på den højre skulder. Veninden havde slået hovedet og havde skader fra glasskår omkring øjnene.
- Der lå en kvinde på gulvet, som blødte voldsomt. De, der gav hende førstehjælp, kaldte på en hjertestarter. Det var ubehageligt at sidde i toget. Det virkede ustabilt. Kortvarigt frygtede jeg, at det var et terrorangreb, siger Sandra Persson.
Fik drop med smertestillende
Det blev hurtigt isnende koldt i togvognen, hvor den kolde januar-blæst fra Storebælt piskede ind ad de smadrede vinduer. Sandra Persson fik en jakke fra en konduktør, der gik frem og tilbage og forsøgte at berolige passagererne.
- Det tog lang tid for redningsfolkene at komme ind i toget, fordi vognene skulle sikres først. Det var svært at kigge på, at redningsfolkene var lige uden for, uden at de kunne komme ind til os, siger hun.
Da redderne endelig kunne komme ind til de nødstedte passagerer, fik de straks lagt et drop med smertestillende og blev bragt ud i sikkerhed på lavbroen.
- Da jeg gik forbi togets forende, tænkte jeg bare: “Wow, har vi siddet derinde i den vogn?”, siger Sandra Persson om de voldsomme skader på toget.
Efterfølgende blev Sandra Persson kørt til røntgen og scanning på OUH, hvor hun også talte med en krisepsykolog. Skulderen var brækket, men hun er bare taknemmelig for at være i live.
Der var 131 passagerer og tre medarbejdere ombord på ICL 210, da ulykken skete. Sandra Persson var én af de 16 sårede personer i ulykken, som blev bragt til OUH efterfølgende. Torsdag var 14 af dem, inklusive Sandra Persson, udskrevet. De to tilbageværende er uden for livsfare.