Brasilianske CS:GO-stjerner på træningslejr i Odense
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Det brasilianske CS:GO-hold Luminosity Gaming er taget på træningslejr i Odense inden finalerne i ESL Pro League, der spilles i Odense fra 5.-10. december.
I næste uge afvikles ESL Pro League CS:GO sæson seks finalerne i Arena Fyn i Odense. Her vil hele eliten deltage og konkurrere om store præmier.
I alt deltager 12 hold fra hele verden i sæsonfinalen, hvor der bliver spillet om en samlet præmiepulje på en million dollar - svarende til lige knap 6,26 millioner danske kroner.
Et af de deltagende hold er brasilianske Luminosity Gaming, der allerede i går, mandag, ankom til Syddansk Erhvervsskoles skolehjem i Odense.
Her er holdets seks spillere sammen med deres manager og sponsormanager på en ti dages bootcamp inden finalerne, der starter tirsdag den 5. december.
Den nuværende holdsammensætning er kun tre måneder gammel, så der er meget at arbejde med for de brasilianske spillere, der til hverdag alle bor i Californien i USA.
- Vi har brug for at få rettet op på en række grundlæggende fejl, som vi laver på holdet. Vi skal have 100 procent styr på detaljerne, og vi kan ikke lave så mange fejl, siger Gustavo Knittel, der er Luminositys sniper.
Finale i Odense: Hvem er Danmarks bedste skolehold i CS:GO
En stor konkurrence skal finde Danmarks bedste skolehold i Counter Strike. Finalen skal spilles ved stort arrangement i Arena Fyn.
I december er der ESL Pro League CS:GO sæson seks finaler i Arena Fyn i Odense. Her vil hele eliten deltage og konkurrere om store præmier.
I alt deltager 12 hold fra hele verden i sæsonfinalen, hvor der bliver spillet om hele 750.000 dollar - svarende til lige knap 4,8 millioner danske kroner.
Men inden finaledeltagerne indtager scenen i Arena Fyn, skal vinderen af en stor skoleturnering først findes.
Arrangøren af både skoleturneringen og finalestævnet er ESL, Electronic Sports League, der tidligere har været ude og sige, at Danmark har forstret nogle af verdens allerbedste CS:GO-spillere.
Derfor har de arrangeret skoleturneringen, der skal finde de største uopdagede danske Counter Strike-talenter.
Det skriver esportsmagasinet.dk.
Alt betalt i Odense
Online-skoleturneringen vil blive afviklet inden Pro League-finalerne løber af stablen i Arena Fyn. Derfor er en del af præmien, at de to finalister bliver inviteret til finalestævnet i Odense med alt betalt.
Her skal de spille om sejren på scenen umiddelbart før den rigtige finale i Pro League-turneringen.
Alle universiteter, gymnasier og skoler er ifølge esportsmagasinet.dk blevet inviteret til at deltage turneringen. Holdene skal bestå af spiller fra samme uddannelsesinstitution. Sidste frist for tilmelding er den 20. november.
Du kan læse mere om Pro League-finalen i Odense her.
Underdogs
Holdet skal møde verdens bedste Counter Strike-spillere i konkurrencen i Odense, så de har måttet justere deres forventninger inden finalerne.
- Vi er underdogs, så vi frygter ingen af de andre hold. Vi skal bare spille og så håbe på at komme videre til playoffs, siger Gustavo Knittel.
Inden de når så langt, har Gustavo Knittel og hans fem holdkammerater mange timers træning i vente.
- Normalt i Amerika træner vi ti timer om dagen. Men her er det 14-15 timer om dagen. Det er crazy, siger Gustavo Knittel, der selvfølgelig håber, at de mange timers træning giver resultater.
- Hårdt arbejde betaler sig, ikke?, griner den brasislianske sniper.
Om Luminosity Gamings fynske træningslejr giver de ønskede resultater, må du vente med at se, til ESL Pro League CS:GO sæson seks finalerunden starter i Odense på tirsdag.
Verdens dygtigste kan snart skydes i Odense
Mystisk pressemøde om en uge: Fynske esportsfolk krydser fingre for, at finalerne i Counter Strike ender i Odense
"Dejligt headhshot, det der." Det lyder lidt drabeligt, når trænerne spiller Counter Strike hos Marienlyst Esport, men de mange digitale drab foregår i al fordragelighed. Men pulsen er alligevel en smule i vejret ved tanken om, at esportens svar på Champions League muligvis snart er på vej til Odense.
I næste uge afslører den store, tyske esportorganisation ESL på et pressemøde, hvad der kommer til at ske, og hos Marienlyst Esport krydser de fingre for, at det bliver pro league-finalerne i Counter Strike, CS:GO.
- Det svarer lidt til, at man tager finalerne fra champions league og placerer dem i Odense. Så det er rigtig stort. Det er de bedste hold fra hele verden, der kommer og konkurrerer, siger Casper Vilhelmsen, der er leder af Marienlyst Esport.
Han mener ikke, at Odense skal undervurdere betydningen af det store stævne.
- Når ESL holder deres internationale event i Køln, trækker de 14.000 tilskuere i arenaen. Hvis det er samme størrelsesorden, vi taler om i Odense, så er det rigtig mange mennesker, der kommer fra hele verden. Der bliver tryk på cafeer og hoteller i byen, det er der ingen tvivl om, forklarer Casper Vilhelmsen.
Esportspillere på øverste niveau har computerspillet som et fuldtidsjob, ligesom professionelle fodboldspillere, men mange har fortsat fordomme om deres erhverv. David Greve, der underviser i Marienlyst Esport, håber, at pro league-finalerne kan være med til at give esporten et lidt bedre image.
- E-sport, det er en lidt en overvægt knægt, der sidder og spiller computer med en chipspose og en sodavand foran sig. Når man får sådan nogle store events, hvor man ser, hvordan en professionel agerer, får man et andet syn på det, og det tror jeg, esporten har godt af, siger David Greve.