Her får du Fyns bedste brunsviger
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Tusindvis af fynboer har stemt på den bager, der laver den bedste brunsviger. Vinderen er fra Faaborg.
I sidste uge blev brunsvigerens dag fejret på Fyn, og i den forbindelse bad vi fynboerne om at nominere de bagere, der laver den bedste fynske brunsviger.
Brunsvigeren fejres på Fyn - men den er slet ikke fynsk
Den fynske specialitet kommer formentlig fra Tyskland. Alligevel fejres brunsvigeren som øens egen.
Det er brunsvigerens dag, og det betyder, at den fynske specialitet fejres med manér flere steder på Fyn, heriblandt på DR Fyn, der står bag initiativet.
Den karakteristiske kage af gærdej overhældt med en brun masse af farin og smør regnes - i hvert fald af fynboer - for at være en særlig fynsk specialitet, men det er den næppe - ikke oprindeligt i hvert fald.
Ifølge Den Danske Ordbog er ordet ‘brunsviger’ en fordanskning af det tyske bynavn Braunschweig.
Ordbogen nævner også to forskellige udtaler: De fleste fynboer vil pege på “brånsvir” som den korrekte udtale, men ordbogen nævner også den mere ufynske udtale “bruun-sviger” som en mulig, korrekt udtale. Til stor ærgrelse for de fleste fynboer.
Brunsviger var også navnet på øl og pølse
Tilbage til kagen. Den tyske by ligger i delstaten Niedersachen i det centrale Tyskland, cirka 165 kilometer syd for Hamburg. Der bor en kvart million mennesker i byen. Braunschweiger eller brunsvigere har desuden været navnet på både øl og pølse fra den tyske by samt byens borgere.
Den tyske by har lagt navn til en kage, der i 1800-tallet i Tyskland var kendt som en Braunschweiger Dickkuchen. Det fremgår af bogen “Bag brødet”, der er skrevet af madhistoriker og daværende museumsdirektør på Københavns Bymuseum, Bi Skaarup.
- I Tyskland kendes en Braunschweiger Dickkuchen fra 1800-årene, som ligner den danske brunsviger så meget, at det uden tvivl må være den samme, lyder det fra Bi Skaarup.
- Den traditionelle tilskrivning af kagen til en oprindelse fra Fyn er altså ikke korrekt, konkluderer hun.
Der blev solgt brunsviger under det navn på Fyn i 1829, viser annoncer fundet i Fyens Stiftstidende, men der var tale om en helt anden kage, der ikke minder om nutidens brunsviger.
Når det er sagt, er der ingen tvivl om, at brunsvigeren den dag i dag forbindes med Fyn, og der sælges langt flere brunsvigere hos fynske bagere end resten af landet.
Flere end 5.500 brugere har stemt på deres favoritbrunsviger, og vinderen af afstemningen på tv2fyn.dk er Vesterports Bageri i Faaborg.
- Det er jeg meget stolt over. Det synes jeg da er sejt og en god anerkendelse, siger bagermester Brian Brøndum fra Vesterports Bageri til TV 2/Fyn.
Han er ikke meget for at løfte sløret for, hvordan han laver vinderbrunsvigeren. Især opskriften på remoncen holder han tæt ind til kroppen.
Men tre af ingredienserne vil han godt røbe.
- Brun farin, smør og kærlighed, griner bagermesteren, mens kunderne ønsker ham tillykke.
- Vi havde jo også stemt på jer, fortæller en kunde.
Sådan blev Fyns bedste brunsviger kåret
På TV 2/Fyns Facebook-side spurgte vi i sidste uge, hvilket bageri der kan lave den bedste udgave af den karakteristiske kage af gærdej overhældt med en brun masse af farin og smør.
Det resulterede i hundredvis af kommentarer, og flere end 40 bagere blev nomineret. De 10 mest populære bagere blev efterfølgende samlet i en afstemning på tv2fyn.dk. I løbet af den seneste uges tid har der været mulighed for at stemme.
21 procent af stemmerne gik til Vesterports Bageri i Faaborg. Andenpladsen gik overraskende til Uno-X-tanken i Stige, der fik 16 procent, mens Stubs Bageri i Langeskov blev stemt ind på tredjepladsen med 12 procent af stemmerne.
- Vesterports Bageri i Faaborg laver den bedste brunsviger. Den smager fantastisk og er “tilpas” - ikke for snasket og ikke for tør. Smag den, og I er ikke i tvivl om, at det er den bedste, skriver Lene Schøn Rønnov, der blandt andre var med til at nominere bageren i Faaborg på Facebook.
Se på kortet herunder, hvor du kan købe de bedste fynske brunsvigere: