- Jeg har ikke gjort mig de store tanker om det, jeg købte min Tesla før al den her virak, siger Allan Corfitsen, da TV 2 Fyn møder ham ved en ladestander uden for Odense.
Han fortæller, at den seneste tids udvikling, hvor Elon Musk har været i vælten som tro støtte for den amerikanske præsident, ikke har fået ham til at skifte holdning til bilen.
- Jeg går op i hvad den kan, hvor langt den kan køre og hvordan den er. Jeg er rigtig glad for den.
TV 2 Fyn møder også Nanna Overgaard, der holder og oplader sin Tesla ved Rosengårdscentret tirsdag eftermiddag.
- Det er ikke helt lige så cool som i starten. Der er lidt et budskab, som man nu kører rundt i, som jeg ikke helt vil associeres med. Men det er lidt ambivalent, siger hun, da hun bliver spurgt om hun har ændret holdning til sin bil på det seneste.
Hun skammer sig dog ikke over sin bil.
- Jeg skammer mig ikke, jeg bruger ikke Teslas værksteder og prøver lidt at komme uden om selskabet på den måde.
Færre søgninger
Ikke desto mindre kører debatten flere steder - bør man skamme sig over sin Tesla? Der bliver solgt klistermærker med blandt andet skriften “Elon Sucks”, som Tesla-ejere så kan sætte på deres bil. Et klistermærke som den kendte tegner Anders Morgenthaler har solgt fra sin hjemmeside.