kopieret!
Flere skoler i landet modtog tirsdag morgen trusselsmails.
På Fyn og de omkringliggende øer har tre uddannelsesinstitutioner modtaget truende mails. Det gælder blandt andet Tved Skole og Tåsinge Skole i Svendborg Kommune.
Skole- og Uddannelseschef i Svendborg Kommune fortæller, at de som det første kontaktede politiet for at få en vurdering af truslen.
- Vurderingen var, at det var en trussel, der ikke var rettet lokalt specifikt, og dermed var der heller ikke anledning til, at vi skulle foretage evakuering eller sætte andet i værk, siger Kathrine Vestergaard Hyttel.
Ifølge Skole- og Uddannelseschef Kathrine Vestergaard Hyttel kan man være helt tryg ved at sende sine børn i skole i morgen.
Flere fynske skoler har modtaget trusselsmail
Opdatering 14.00 med navn på to af skolerne.
Flere skoler i landet har tirsdag modtaget trusselsmails. Det skriver Ritzau.
Det gælder også på Fyn og de omkringliggende øer, hvor Fyns Politi på X nu oplyser, at tre uddannelsesinstitutioner har modtaget truende mails.
Både Tved Skole i Svendborg og Tåsinge Skole er blandt de berørte, oplyser kommunen til TV 2 Fyn.
- Vi følger situationen og samarbejder med øvrige politikredse, skriver Fyns Politi.
Derudover oplyser Fyns Politi, at der "umiddelbart" ikke er grund til bekymring.
- Vi beder om, at man anmelder, hvis man har modtaget mailen, skriver politikredsen.
Tidligere sagde kommunikationsrådgiver ved Fyns Politi Mads Boel, at der var tale om én institution.
- Vi har modtaget én anmeldelse fra en uddannelsesinstitution. Vi har en god dialog med uddannelsesinstitutionen, og vi er blevet enige om, at det vil skabe mere panik at sende en patrulje. Der er ingen grund til panik, og alle skal forholde sig, som de plejer, siger Mads Boel.
Henviser til anden politikreds
Ifølge B.T. er der tale om en bombetrussel, der ikke er rettet mod de enkelte skoler. Derfor anbefaler Rigspolitiet heller ikke de pågældende skoler til at evakuere.
Mads Boel har ikke yderligere og henviser til Østjylland Politi, der har overtaget den samlede efterforskning.
Hverken Rigspolitiet eller Østjylland Politi oplyser, hvor mange der har modtaget den enslydende mail.
Nordjyllands Politi skriver på X lidt efter klokken 10 tirsdag, at kredsen ikke har modtaget anmeldelser i sagen. Det samme gælder Bornholms Politi.