På færgen hjem fra den årlige skitur i Sverige modtog alle eleverne på Ringe Kost- og Realskole en kedelig besked: Når de tog hjem på weekend, skulle de ikke komme tilbage til kostkolen efterfølgende.
Blandt eleverne sad 17-årige Michelle Thinggaard Skoglund, der går i 10. klasse på skolen.
- Alle gik i panik. Alle talte om, hvad der nu skulle ske, husker hun.
I dag er hun tilbage på kostskolen blandt vennerne. For allerede efter påske fik kostkolen grønt lys fra Socialministeriet til at åbne op igen. For Michelle Skoglund var det afgørende at komme tilbage til sit hjem i Ringe.
Udvikling og trvisel i fare
Spørgsmål fra en fynbo
En seer undrede sig dengang over, at kostskolen måtte åbne igen.
- Hvordan kan det være, at Ringe Kost- og Realskole må åbne igen, når det er elever fra 6. klasse op til 10. klasse, spurgte Søren Povlsgaard op til åbningen.
Kostskolen i Ringe er den største fra anbragte børn og unge i Danmark. For forstander Mariann Kordif var det derfor vigtigt, at de kunne få deres elever tilbage igen.
- Ved alle børn har der været anbringelsesgrundlag, fordi deres udvikling og trvisel har været i fare, inden de kom her. Nu har vi socialministerets ord på, at de socialfaglige hensyn vejer tungere end de sundhedsfaglige, siger Mariann Kordif.
Afgørende hjælp
Ikke én dag mere var det gået i hjemmet i Aarhus, hvor Michelle Skoglunds familie bor. Det er hun sikker på, og derfor er hun rigtig glad for, at hendes hverdag igen foregår på den midtfynske kostskole.
- Jeg har det ikke så godt derhjemme i længere tid ad gangen. Der fungerer jeg ikke, forklarer hun.
Det var ikke gået, hvis eleverne stadig ikke var kommet tilbage. Deres udsathed var blevet meget mere tydelig.
Michelle Skoglund kom til Ringe Kost- og Realskole i august 2017. Hun kæmpede med både ordblindhed og en adhd-diagnose, og blev, på sin tidligere skole, sat i klasse med 1. og 2. klasseselever, selvom hun gik i 7. klasse. Hun kunne ikke følge med og følte sig talt ned til.
- Så jeg stoppede med at gå i skole og blev hjemme i stedet. Der startede konflikterne med min mor og søster, siger Michelle Skoglund
Da hun startede på kostskolen som 8. klasseselev var hendes niveau svarende til en elev i 5. klasse. Allerede efter et år havde hun hentet det forsømte ind og afsluttede sin 9. klasse med et 12-tal i dansk.
- Alt løste sig bare for mig, siger hun.
Indtil hun skulle bruge en måned i hjemmet uden faste rutiner fra kostskolen.
Alt er anderledes
Glæden hos Michelle Skoglund er ikke til at tage fejl af, da hun fortæller om at være tilbage igen. 14. april kunne skolens 80 elever igen finde sig til rette på deres værelser og snakke med deres mange kammerater igen efter en måned i deres hjem rundt omkring i landet.
- Det er gået rigtig fint. Børnene er vendt tilbage til en hverdag, som de kender, selvom meget er forandret, siger forstanderen.
Spisestuen er indrettet med større afstand og uden buffet, overalt er der sat håndsprit op, de må kun være to på værelserne, og der skal være afstand mellem dem. Tiltag, som de forsøger at håndhæve på kostskolen, men som er svær i praksis.
- Vi vil ikke have sådan en "covid-skole", hvor det er det eneste, vi taler om. Det er et sted, hvor de unge skal kunne udvikle sig og have som fristed. Det er meget vigtigt, når vi har med anbragte børn at gøre, siger Mariann Kordif.
Michelle Skoglund mærker tydeligt en forskel.
- Det er dejligt at være tilbage, fordi vennerne er her, og vi kan få en form for hjælp. Men det er ikke det samme. Lærerne må ikke sidde ved siden af os og hjælpe eller vise os konkret, hvad vi skal gøre, forklarer hun.
Nødvendigt at åbne
Rundt på de danske folkeskole er det stadig kun eleverne op til 5. klasse, der er vendt tilbage til skolens lokaler. Men mens andre har familiere, der sørger for dem og, hvor de nok skal klare sig, forholder det sig anderledes på kostskolen. Eleverne her skal hente det, de har behov for, andre steder end hjemmefra.
Det forklarer Mariann Kordif:
- Det var ikke gået, hvis eleverne stadig ikke var kommet tilbage. Deres udsathed var blevet meget mere tydelig, siger hun.
Der er dog flere elever på skolen, der har valgt ikke at komme tilbage endnu.
Marian Kordif uddyber:
Det er dejligt at være tilbage, fordi vennerne er her, og vi kan få en form for hjælp. Men det er ikke det samme. Lærerne må ikke sidde ved siden af os og hjælpe eller vise os konkret, hvad vi skal gøre.
- Når eleverne kommer her er det en kæmpe omvæltning, fordi mange af dem har haft en meget ustabil og mangelfuld skolegang og ofte haft problemer i hjemmet også. De søger fællesskaber med andre unge, der er ligesom dem. Når der så ikke er voksne til at administrere det, som der er her på skolen, så falder de tilbage i nogle mønstre fra før, de kom her.
Det kan Michelle Skoglund nemt genkende fra sig selv.
- I løbet af den ene måned jeg var hjemme, havde jeg dage, hvor alt gik dårligt. Mentalt var jeg helt nede i den periode. Jeg tror, at jeg havde fået mega meget fravær og ikke fået lavet mine lektier, indrømmer hun.
Selvom det hele er lidt anderledes på skolen, og der er mange regler, der skal overholdes, er hun glad for, at hun nu kan færdiggøre 10. klasse fysisk på skolen.
- Jeg er meget mere hjemme her. Det er blevet min familie, siger hun.