Optagelserne snart færdige: Dramaserie filmet i Svendborg
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Svendborg har lagt kulisse til en ny dansk dramaserie på TV 2 Charlie, der får premiere i 2017. Skuespiller afslører lidt om sin rolle i tv-serien Mercur.
De seneste par måneder har optagelserne til en ny dansk dramaserie fundet sted i og omkring Svendborg, og holdet bag tv-serien Mercur er ved få de sidste skud i kassen. Tv-serien handler om radiostationen Radio Mercur, der brød radiomonopolet og sendte reklameradio fra et skib mellem 1958 og 1962.
TV 2/FYN har besøgt settet i Svendborg, og skuespiller Neel Rønholt, der blandt andet er kendt fra filmen Min søsters børn, afslører lidt om sin rolle i serien.
- Jeg spiller Anne-Marie Jensen, som er en ung, arbejdsom kvinde fra arbejderklassen. Hun er 28 år, når vi møder hende, og hun starter med at arbejde som rengøringskone hos Preben Borg, som er en af karaktererne i historien, siger Neel Rønholt.
Så har jeg ikke sagt for meget
Der er et stærkt felt af skuespillere i tv-serien, og Neel Rønholts rolle som Anne-Marie Jensen er en væsentlig karakter i den nye dramaserie.
- Hun er en meget intelligent kvinde, som arbejder sig op igennem systemet og bliver en del af Radio Mercur. Hun kommer ind i deres marketingsafdeling. Så har jeg ikke sagt for meget, afslører Neel Rønholt.
I Svendborg har optagelserne fundet sted på Svendborg Teater, Kogtved Søfartsskole og i bymidten. Coasteren ”Caroline S.”, der ligger i Svendborg Havn, har fungeret som det oprindelige skib Cheetah Mercur, hvorfra piratradioen sendte.
Action! Dramaserie om radiopiraterne optages i Svendborg
Ny stor dansk dramaserie med Peter Gantzler, Rasmus Botoft og Stephania Potalivo på rollelisten skal optages i og omkring Svendborg.
Det er historien om Radio Mercur, der nu bliver til en dramaserie på TV 2 Charlie.
- 'Mercur' er i mine øjne den ultimative danske fortælling om frihed, musik og ungdomskultur. Tænk der var en gang, for ikke så længe siden, hvor nogle få smagsdommere bestemte, hvad vi allesammen måtte høre i radioen. Frit inspireret af virkeligheden oplever vi i serien de vilde dage, hvor nogle få radiopirater beslutter sig at bryde monopolet og bringe pop og rock til folket. De dage ændrede Danmark, siger Adam Price.
Han har sammen med Jesper Malmose udviklet idéen til serien, og de to fungerer som henholdsvis kreativ executive producer og episodeforfatter på serien.
På location på Fyn
'Mercur' optages i Svendborg, blandt andet på Kogtved Søfartsskole, hvor der er bygget studiefaciliteter op. Coasteren "Caroline S." i Svendborg Havn gør det ud for det oprindelige skib "Cheetah Mercur".
Optagelserne på Fyn finder sted frem til november 2016.
FilmFyn har investeret i serien og direktør Bo Damgaard glæder sig over seriens brug af fynske locations:
- Nok foregår historien om Radio Mercur i og omkring Øresund. Men én af de store fynske forcer er locations og særligt locations, der passer til forskellige perioder i historien. Holdet bag produktionen er meget glade for både Kogtved Søfartsskole, der næsten lugter af 50'erne, men også skibet “Caroline S”, der vel er det eneste i Danmark der ligner det hedengangne piratskib fra Øresund. Her på Fyn glæder vi os meget til at være en del af endnu en stor dansk tv drama serie.
Filmholdet vil desuden lave optagelser på Svendborg Teater og i og omkring Svendborg bymidte.
På rollelisten er blandt andre Charlotte Fich, Peter Gantzler, Jesper Lohmann, Henrik Birch, Susanne Storm, Steen Stig Lommer, Andreas Jessen, Stephania Potalivo, Neel Rønholt, Jon Lange, Ken Vedsegaard og Rasmus Botoft.
Den nye dramaserie, der er på i alt 10 afsnit på knapt 45 minutter, forventes at have premiere på TV 2 CHARLIE i foråret 2017.
Piratradio brød DR’s monopol
Radio Mercur blev betegnet som en piratradio, fordi den brød det statslige monopol, som var forbeholdt Statsradiofonien, der i dag går under navnet DR. Det kunne lade sig gøre, fordi radiostationen sendte fra et skib i internationalt farvand.
Folketinget vedtog i 1962 en lov, der forbød piratradioen, og året efter begyndte DR at sende et nyt program P3, der mindede om Radio Mercur.
I dramaserien medvirker også Charlotte Fich, Peter Ganzler, Rasmus Botoft, Stephania Potalivo og Jesper Lohmann. Der produceres 10 afsnit af 40-42 minutters varighed. Dramaserien sendes på TV 2 Charlie i foråret 2017, og det er kanalens første store danske dramasatsning.