Mad bliver til biogas: Fynsk firma laver energi ud af Folkemødets madrester

Madrester fra hoteller og restauranter på Folkemødet bliver omdannet til biogas på Fyn. Det sørger fynske NGF NatureEnergy for.

Skraldemand Dan Nielsen har nok at se til under Folkemødet på Bornholm.

For mens gæster, politikere og debattører bruger tid på debatter, oplæg og diskussioner, kører han rundt på øen og samler madaffald. I stedet for at køre det på forbrændingen, ender det på Fyn.

- Hotellerne er bedre til at sortere madaffald end almindelige gæster. De er ikke så vant til det. Det er derfor, jeg henter madaffaldet dér, forklarer Dan Nielsen.

På Fyn bliver madaffaldet fra Folkemødet omdannet til biogas af selskabet NGF Nature Energy.

De har indgået en aftale om at samle madaffald fra 10 restauranter.

Men først skal det omdannes til en grød, der kan bruges på biogasanlægget i Ringe. Det forklarer Ole Hvelplund, direktør i NGF Nature Energy.

- Det bliver kørt til vores anlæg, og så står det egentlig og rådner og bliver til biogas. Det tager vi ud på naturgas-nettet, og det kan man så bruge til opvarmning eller transport. Den afgassede masse, vi får ud af det, bliver brugt til gødning på markerne, fortæller han.

På én tur samler skraldemand Dan Nielsen 321 kilo madrester. Omsat til biogas svarer det til energi nok til 1000 kilometer i bil.

NatureEnergy har en aftale med 10 restauranter om at lave deres madaffald til biogas under og efter Folkemødet.
Fotograf: Jakob Risbro

Oversigt

    Oversigt