Charlotte Pedersen

Journalist, Fyens Stiftstidende

31. mar. 2023 kl. 13:54
Fyn
Thomas Larsen-Bjerre / Skærmbillede

Efter hård kritik: Fjernvarmedirektør sygemeldt på ubestemt tid

LYT
Del
Link
kopieret!

Fjernvarme Fyns bestyrelsesformand Mads Søndergaard Thomsen bekræfter, at den administrerende direktør for Fjernvarme Fyn Jan Strømvig er sygemeldt. Den daglige ledelse af selskabet overtages af den øvrige chefgruppe.

Fjernvarme Fyns adm. direktør Jan Strømvig er blevet sygemeldt, og ledelsen af selskabet er i øjeblikket overladt til bestyrelsesformanden og den øvrige chefgruppe.

Meddelelsen om at Jan Strømvig er sygemeldt, har man siden i onsdag fået retur som autosvar, når man skriver til hans email. Og nu bekræfter bestyrelsesformanden for Fjernvarme Fyn, Mads Søndergaard Thomsen, at fjernvarmedirektøren er sygemeldt indtil videre på ubestemt tid.

"Jeg har talt med Fjernvarme Fyns administrerende direktør Jan Strømvig og modtaget hans sygemelding. Både jeg selv og chefgruppen håber, at han snart får det bedre og kan vende tilbage til sit job", oplyser han i en mail, som torsdag aften blev udsendt til pressen.

Mads Søndergaard Thomsen tilføjer:

"Indtil Jan Strømvig er retur, vil det være mig som bestyrelsens formand, der tegner selskabet. Den daglige drift vil blive varetaget af chefgruppen. Koncernen har ikke yderligere kommenterer."

Derfor bringer vi historien

TV 2 Fyn har valgt at skrive om administrerende direktør Jan Strømvigs sygemelding, da sygemeldingen betyder, at det offentligt ejede forsyningsselskab Fjernvarme Fyn står uden øverste driftsledelse netop som selskabet befinder sig i en turbulent tid med direkte kritik fra hovedejeren Odense Kommune.

Det forhold vurderer TV2 Fyn er af væsentlig interesse for borgerne, forbrugerne og offentligheden. 

Hård kritik efter afsløringer

Årsagen til sygemeldingen oplyser fjernvarmeselskabets formand ikke.

Jan Strømvig har gennem de seneste uger været udsat for hård kritik, efter at Fyens Stiftstidende og TV 2 Fyn har afdækket, hvordan Fjernvarme Fyn, som er 97 procent af ejet af Odense Kommune, har været ramt af flere sager om social dumping i forbindelse med opførelsen af en ny biokedel, der skal bidrage til den grønne omstilling og udfasning af kul. Der er tale om et kæmpe byggeprojekt til i alt cirka 800 millioner kroner.

Blandt andet er det kommet frem, at Fjernvarme Fyn af ukendte årsager valgte at bruge egne sociale klausuler fremfor klausulerne fra Odense Kommune, som selskabet var forpligtet til at udbyde opgaven med.

Konsekvensen er, at det ikke har været muligt at straffe de ansvarlige selskaber med krav om bodsbetaling, som man ville have kunnet, hvis de rigtige sociale klausuler fra Odense Kommune var blevet anvendt.

Skal levere redegørelse i maj

Indtil videre er der ikke kommet nogen konkrete svar på, hvorfor de rigtige klausuler ikke blev anvendt.

Jan Strømvig måtte onsdag i sidste uge forklare de mange brud på arbejdsklausulerne til Økonomiudvalget i Odense Kommune. Udvalget valgte at acceptere et forslag fra Fjernvarme Fyn om, at selskabet kulegraver sagen og kommer med en grundig redegørelse på et økonomiudvalgsmøde til maj.

FAKTA: Fjernvarme Fyn-sagen kort

Fjernvarme Fyn bygger et biokedelprojekt til ca. 800 millioner kroner.

Det finske selskab Andritz har hovedenterprisen på 65 mio euro, cirka 480 millionre kroner.

I maj 2022 protesterer stilladsarbejdere fra hele Danmark foran Fjernvarme Fyn i Havnegade i Odense, fordi de mener, polske kolleger bliver underbetalt.

Jan Strømvig, direktør for Fjernvarme Fyn, siger da, at en kontrol af virksomhederne er sat i gang rutinemæssigt.

Kontrollen viser, at de danske stilladsarbejdere havde ret. I syv af ni kontrollerede virksomheder, blev der fundet uregelmæssigheder. I to virksomheder var alt i orden, mens to andre kontroller ikke er afklaret i marts 2023.

Ifølge direktør Jan Strømvig er der i 2022 tilbagebetalt 1,2 millioner af de 1,5 millioner kroner, som de udenlandske medarbejdere manglede.

Fyens Stiftstidende og TV 2 Fyn har afdækket, at Fjernvarme Fyn brugte sine egne arbejdsklausuler i stedet for Odense Kommunes arbejdsklausuler.

Forskellen på de to arbejdsklausuler er blandt andet, at Odense Kommunes klausuler rummer mulighed for at sanktionere virksomheder, der overtræder den. Det gør Fjernvarme Fyns klausul ikke.

30. mar. 2023 kl. 15:50
Thomas Larsen-Bjerre / Skærmbillede

Tys-tys om social dumping: Byrådsmedlem fik nej til indsigt i rapporter om lønfusk på fjernvarmeværk

Selvom Odense Kommune blev advaret om, at der foregik social dumping hos Fjernvarme Fyn, blev mistanken hverken forelagt stadsdirektøren eller Økonomiudvalget. Byrådsmedlem bliver nægtet indsigt i detaljer - stadsdirektør forsikrer, at alt er foregået efter bogen.

Det er skatteborgerne i Odense, der ejer Fjernvarme Fyn, men de samme skatteborgere må ikke få detaljer om den sociale dumping, der har foregået på Danmarks tredjestørste fjernvarmeværk – f.eks. hvor mange penge, løndumpingen løber op i.

I flere måneder har byrådsmedlem Claus Skjoldborg fra Socialdemokratiet forsøgt at komme til bunds i sagen om underbetalte medarbejdere på Fjernvarme Fyn, der er ejet af Odense Kommune (97%) og Nordfyns Kommune (3 %).

- Jeg er valgt af borgerne, at jeg synes det er vigtigt, at tingene foregår rigtigt, og det har jeg uden held søgt svar på, siger Claus Skjoldborg.

I sidste uge kunne Fyens Stiftstidende og TV 2 Fyn fortælle, at mindst syv underentreprenører på Fjernvarme Fyn har underbetalt deres medarbejdere. Det er i lodret strid med Odense Byråds arbejdsklausuler, som skal sikre, at alle, der arbejder for kommunen eller kommunens selskaber, får løn, der som minimum svarer til overenskomsten.

“Vi skal simpelthen ikke acceptere arbejdskriminalitet og social dumping i Odense og slet ikke på vores egne virksomheder”

— Claus Skjoldborg, byrådsmedlem, Odense, soc.dem

Overtrædelserne er sket hos underentreprenører til den finske virksomhed Andritz, som opfører en biokedel og har hovedentreprisen i det 800 millioner kroner dyre projekt, der skal gøre det muligt for fjernvarmeselskabet at udfase brugen af kul.

- Vi skal simpelthen ikke acceptere arbejdskriminalitet og social dumping i Odense og slet ikke på vores egne virksomheder. Det skriger til himlen, så vi skal vide, hvad der foregår, og gøre noget ved det, lyder det fra byrådsmedlemmet.

Nej til indsigt

I sidste uge kom det også frem, at Fjernvarme Fyn har anvendt deres egen arbejdsklausul i kontrakten med Andritz i stedet for Odense Kommunes arbejdsklausul.

Meningen med klausulerne er at undgå løndumping og at komme efter dem, der alligevel excellerer i det, men Fjernvarme Fyn har udformet sine egne klausuler, der ikke giver mulighed for på samme måde at komme efter firmaer, som underbetaler sine folk.

“Argumentationen er, at det ikke er dokumenter som Odense Kommune ejer, derfor kan vi ikke lovligt udlevere dem”

— Stefan Birkebjerg Andersen, stadsdirektør, Odense Kommune

Claus Skjoldborg, der som faglig konsulent hos 3F Bygningsarbejderne på Fyn, også beskæftiger sig med social dumping i sit job, spurgte allerede i efteråret 2022 til sagen hos embedsmændene i Odense Kommune.

Det fik han ikke noget ud af. Trods en længere dialog med kommunens øverste embedsmand, stadsdirektør Stefan Birkebjerg Andersen, har Claus Skjoldborg fortsat ikke fået indblik i kontrolenhedens rapporter og dermed omfanget af social dumping på det kommunalt ejede fjernvarmeværk.

- Det er nemt at forstå, at et enkeltstående byrådsmedlem er ærgerlig over ikke at kunne få indsigt i det materiale. Argumentationen er, at det ikke er dokumenter som Odense Kommune ejer, derfor kan vi ikke lovligt udlevere dem, siger Stefan Birkebjerg Andersen til TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende.

De to medier har ligeledes søgt aktindsigt i dokumenterne, men har fået nej. Ankestyrelsen har efterfølgende givet Odense Kommune ret i, at kommunen godt kan afvise at give aktindsigt.

Noget virker ikke

Stefan Birkebjerg Andersen mener, at de folkevalgte har indsigt og kontrol gennem kommunens Økonomiudvalg, da de kommunalt ejede selskaber hver især én gang om året har foretræde for Økonomiudvalget. Her skal selskaberne blandt andet fortælle om status for overholdelsen af de sociale klausuler i deres virksomheder.

Men tilsyneladende har Økonomiudvalget i Odense Kommune heller ikke set Kontrolenhedens rapporter over omfanget af social dumping på Fjernvarme Fyn, selvom det allerede i maj sidste år blev rejst mistanke om, at et polsk stilladsfirma underbetalte sine ansatte og dermed ikke overholdte de arbejdsklausuler, som Odense Byråd har vedtaget. Heller ikke stadsdirektøren har set rapporterne, oplyser han.

Claus Skjoldborg mener, at afsløringerne af flere tilfælde med social dumping viser, at kontrollen og den politiske indsigt i hvad der foregår, reelt er hullet som en si.

- Når direktøren nu erkender, at der været flere tilfælde af social dumping, og at fjernvarmen har brugt forkerte klausuler, og Odense Kommune ikke før nu har vidst noget, så viser det for mig, at der er noget i konstruktionen, der ikke virker. Det synes jeg ikke er i orden, siger Claus Skjoldborg.

Ifølge stadsdirektør Stefan Birkebjerg Andersen er det dog helt efter bogen, at der ikke er kontrol af, om de kommunalt ejede selskaber overholder arbejdsklausulerne, eller om virksomheden anvender de rigtige arbejdsklausuler.

- Grundlæggende er det Fjernvarme Fyns ansvar at sikre overholdelse af klausuler og de vilkår, Odense Byråd har givet. Derfor er den korrekte måde at gøre det på, at selskabet gør det, siger han.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.

Du kan altid ændre dine præferencer senere

Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.

Se flere detaljer om vores cookies her