Hvis støvsugeren ikke kan skilles ad, så ryger den for langt de flestes vedkommende ud, når den går i stykker.
Der skal ikke mere til end et defekt ledningsoprul, en hullet støvsugerslange eller plastic-kabinet. Det er i hvert fald professor Henrik Wenzels erfaring.
Hjælp forskerne
Men det gør en ny støvsuger nu op med. Den kan skilles ad ganske let, og det betyder, at man hurtigt kan udskifte den komponent, der er i stykker.
- Det er smart, fordi mange af de el-apparater, vi smider ud, der er det måske kun én komponent ud af 17, der er i stykker. Hvis man hurtigt og billigt kan udskifte den, så behøver man ikke smide hele støvsugeren ud, siger Henrik Wenzel.
Han viser en støvsuger fra Nilfisk frem, som netop er bygget på princippet om det, man kalder modulært design. Se mere om det i videoen i toppen af artiklen.
Elskrot: 75 procent virker stadig
Henrik Wenzel er professor i cirkulær økonomi på Syddansk Universitet. Han har nærstuderet 20 tons elskrot og talt op, at 75 procent af de støvsugere, folk havde smidt ud, stadig virker, når man sætter dem i stikkontakten.
En af årsagerne er ifølge professoren, at det er alt for bøvlet at reparere støvsugerne. De er svære at skille ad, og reservedelene kan være svære at opdrive.
Derfor mener han, at man bør lovgive på området.
Elskrot er en kæmpe diskussion i EU i øjeblikket. Vi vil gerne lovgive, så produkterne designes, så de lever længere.
- Hvis vi skal forlænge levetiden på vores el-apparater, og det gælder både støvsugere og blendere og hvad vi ellers omgiver os med af elektronik, så bliver vores politikere nødt til stille krav til producenterne, siger Henrik Wenzel.
I dag designes el-apparater således, at de er lynhurtige at producere. Men det betyder samtidig, at de kan være svære at skille ad. Ofte er de limet sammen flere steder.
- Nogle gange kan man godt få den tanke, at producenterne med vilje har gjort apparaterne svære at skille ad. For eksempel ved at bruge flere forskellige slags skruer, eller endda gemme skruerne under andre dele, siger Henrik Wenzel.
Fokus på elskrot i EU
EU-parlamentet har netop lavet en betænkning til EU-kommissionen, der skal gøre op med brug og smid væk-kulturen.
Det fortæller Christel Schaltemose, der sidder i parlamentet for Socialdemokratiet.
- Elskrot er en kæmpe diskussion i EU i øjeblikket. Og vi har fra parlamentet bedt kommissionen om strammere retningslinjer for producenterne. Vi vil gerne lovgive, så produkterne designes, så de lever længere. Det betyder blandt andet, at vi skal se på, hvordan vores el-apparater designes, siger Christel Schaldemose.
Reservedele skal også gøres billigere, står der i betænkningen. Betænkningen er imidlertid ikke blevet til konkrete love endnu.
- EU-systemet tager lang tid, men hvis vi vil påvirke producenterne, så de producerer mere bæredygtigt, så bliver vi nødt til at gøre det på EU-niveau, siger Christel Schaldemose.