De danske regioner annullerer en del af en ordre på i alt 1,4 millioner kits til test for antistoffer for covid-19.
Det er testkits fra den kinesiske leverandør Livzon, som annulleres. Netop produkterne fra Livzon har været kritiseret for at være upålidelige.
Således viste en leverance i april en følsomhed på 82 procent, men leverance nummer to viste en følsomhed på 69 procent.
Det er Region Hovedstaden, som, på vegne af de fem regioner og Danske Regioner, har landet en aftale med Livzon.
I en pressemeddelelse skriver Region Hovedstaden blandt andet, at man har forhandlet med Livzon fordi variationen i en del af leverancen var for høj.
Fakta om antistoftesten fra Livzon
- Der er indgået en aftale, hvor en fjerdedel af de bestilte 1,4 millioner test annulleres. Desuden får vi en erstatningslevering på 90.000 kits, siger Svend Hartling, koncerndirektør i Region Hovedstaden.
Med aftalen annulleres således en leverance på 350.000 testkits og regionerne sparer 15 millioner kroner, fremgår det af pressemeddelelsen.
Erstatningsleveringen skal bruges til at færdiggøre igangværende studier, der strækker sig længere end november, hvor holdbarheden på de resterende op mod 400.000 testkits udløber. De har en acceptabel følsomhed, og er stadig anvendelige til epidemiologiske studier, noterer Region Hovedstaden.
Dansk test er mere sikker
I begyndelsen af juni blev en dansk-udviklet antistoftest klar. Den er udviklet af Rigshospitalet, Københavns Universitet og Novo Nordisk.
Den danske antistoftest anses for at være mere sikker - den har en nøjagtighed på 97 til 98 procent - end de test, der hidtil har været brugt. Og så har testen den fordel, at den er danskproduceret.
- Vi kender indholdet af alle detaljer i testen, og desuden kan vi med vores samarbejde med Novo Nordisk blive selvforsynende i Danmark, sagde Peter Garred, der er professor på Rigshospitalets Diagnostiske Center for en lille måned siden til Ritzau.