Når man som barn eller ung oplever dét at miste en forælder, bryder hele verden sammen rundt om ham eller hende, der mister. Sorgen efter dødsfaldet kommer enten med det samme eller snigende og skal bearbejdes, men det er ikke en let opgave.
23-årige Maya Faitelson fra Odense mistede sin far dagen før nytår for lidt over tre år siden til et pludseligt hjertestop.
- Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle komme tilbage til et almindeligt liv og se verden i øjnene igen. Faktisk havde jeg en følelse af, at jeg var helt alene i verden, fortæller Maya Faitelson til TV 2/Fyn.
Sorgen var svær at håndtere for Maya Faitelsen, der til daglig studerer medicin på Syddansk Universitet i Odense, blandt andet fordi det var svært at tale om.
Faktisk havde jeg en følelse af, at jeg var helt alene i verden
- Selvom man har gode venner, så er det noget, man ikke kan forstå, hvis man ikke selv har prøvet det før, fortæller hun.
Ifølge organisationen Børn, Unge og Sorg, er der også en grænse for, hvor meget pårørende kan forstå, hvis de ikke har prøvet noget tilsvarende. Derfor anbefaler organisationen, at sørgende børn og unge deltager i gruppeterapi med jævnaldrende, der deler samme sorg.
Snak med andre om sorgen
Efter en lang periode, hvor Maya Faitelson både oplevede op- og nedture i sin sorg, tog hun initiativ til at tale med andre unge. Hun opsøgte Børn, Unge og Sorg, og først her lærte hun at bearbejde det pludselige tab af sin far.
- Der er så mange ting, som man ikke kan sige til sine venner og familie. Hvorfor er det for eksempel ikke den gamle mand, der er død i stedet for min far? Det er megauretfærdigt, siger hun.
Det betød meget for Maya Faitelson, at hun nu kunne tale med andre, der kunne nikke genkendende til den sorg, hun gennemgik.
- De forstår sorgen, og pludselig føler man sig ikke mærkelig og alene i de følelser, man har. Det er virkelig rart, erkender Maya Faitelson.
Unge kvinder hjælper andre sørgende
Efter en kort periode besluttede Maya Faitelson sig for at hjælpe andre unge i samme situation og blev frivillig hos Børn, Unge og Sorg. Her mødte hun den jævnaldrende Emilie Topp Meyer fra Odense, der havde mistet sin mor til brystkræft.
Sammen har de taget initiativ til at afholde caféaftener i Odense for andre unge, der har mistet en forælder.
De to unge kvinder har netop afholdt deres anden caféaften på Dronningegården i Odense, hvor de fortæller om deres egne historier og erfaringer og lytter til de fremmødtes historier.
Maya Faitelson og Emilie Topp Meyer arrangerer jævnligt nye caféaftener. Du kan holde dig opdateret om nye arrangementer på Børn, Unge og Sorgs facebookside.
- Vi kan skabe et trygt rum, hvor er det okay at sige: "Jeg er fandeme sur over, min mor er død. Fuck, hvor er det uretfærdigt. Hvorfor var det ikke ham derovre?", siger Emilie Topp Meyer, der til daglig arbejder som producent hos Kerteminde Revyen.
For Emilie Topp Meyer udtrykte sorgen sig anderledes end Maya Faitelsons.
- Jeg var en af de seje piger, der lavede mine lektier, gik i skole og var, som jeg plejede, mindes hun.
- Men pludselig hobede det hele sig op, og så væltede det bare ud, fortæller Emilie Topp Meyer.
Efter et sorggruppe-besøg fandt Emilie Topp Meyer hurtigt ud af, at hun ligesom Maya Faitelson kunne hjælpe andre unge med samme sorg.
Både Maya Faitelson og Emilie Topp Meyer håber meget, at de med deres caféaftener kan hjælpe andre unge ud af samme sorg.