75.000 fynske husstande får frit valg: Energi Fyn dropper Waoo-monopol
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Fra 2021 får fynboerne mere at vælge imellem, når de vil have fibernet. Energi Fyn åbner sit fibernet op.
Hvis du er fynbo og har ønsket lynhurtigt internet via Energi Fyns fiberkabler, så har valget indtil nu været meget simpelt:
Du kunne vælge mellem Waoo fibernet eller Waoo fibernet.
Men fra 2021 er det slut, når Energi Fyn åbner for, at andre indholdsleverandører end Waoo 2021 kan leje sig ind på Energi Fyns fibernet.
Det oplyser Energi Fyn i en pressemeddelelse.
- Kunderne efterspørger flere valgmuligheder på fibernettet. Det skal vi naturligvis lytte til, og da vi samtidig ønsker at få den absolut bedst mulige udnyttelse af det fibernet vi etablerer på Fyn, arbejder vi derfor hen mod en åbning af fibernettet i starten af 2021, siger Carsten Nedergaard Hansen, der er bredbåndsdirektør hos Energi Fyn i pressemeddelelsen.
Få overblikket: De modtager penge til bedre internet
Over 900 adresser fordelt på 7 ud af de 10 fynske kommuner modtager tilskud til bedre internet fra Bredbåndspuljen.
Energistyrelsens Bredbåndspulje har delt 102 millioner kroner ud i hele Danmark for at sikre hurtigere internet til de områder, hvor det ikke findes i dag.
På Fyn har i alt 924 adresser fordelt på syv kommuner fået penge fra Bredbåndspuljen. Tilsammen modtager de fynske husstande godt 26 milioner kroner.
Her er et oversigt over beløbene fordelt på de fynske kommuner og projekter:
Assens. Ialt: 394.655 kroner
Bredbåndsprojekt Mariendalsvej, Assens, 7 adresser, 269.406 kroner
Holegyden bredbånd, 4 adresser, 125.249 kroner
Assens og Faaborg-Midtfyn. Ialt: 730.081 kroner
Haastrup Bredbånd, 31 adresser, 730.081 kroner
Faaborg-Midtfyn. Ialt: 642.945 kroner
Bredbånd på Kasbækvej, 8 adresser, 261.381 kroner
Kattekilde og omegn, 12 adresser, 381.564 kroner
Faaborg-Midtfyn og Nyborg. Ialt: 1.583.805 kroner
Herrested-Ellested Bredbåndsforening projekt syd, 91 adresser, 1.583.805 kroner
Kerteminde. Ialt: 152.424 kroner
Bredbånd Toftevej Nonnebo, 4 adresser, 152.424 kroner
Langeland. Ialt: 12.446.831 kroner
Bammeskov, 7 adresser, 700.000 kroner
Botoft bredbånd, 49 adresser, 465.700 kroner
Det sydlige Langeland, 202 adresser, 5.084.288 kroner
Skovsgård Bredbånd, 43 adresser, 2.956.843 kroner
Snøde - Stoense Bredbånd, 50 adresser, 3.240.000 kroner
Nyborg. Ialt: 4.904.049 kroner
Bredbånd til den manglende af Ellingevej/Kildemøllevej, 5 adresser, 230.805 kroner
Bredbånd til Langemosevej - Egemosevej m. flere, 20 adresser, 1.015.945 kroner
Bredbåndsprojektet Stevnshøjvej, 3 adresser, 163.203 kroner
Herrested Ellested bredbåndsforening projekt nord, 77 adresser, 1.392.761 kroner
Kullerup Byvej m.fl., 24 adresser, 711.123 kroner
Svindinge Sydmark 197-19, 24 adresser, 440.671 kroner
Odense. Ialt: 949.541 kroner
Bredbåndsprojekt Kelsbjerg-Østermark-Damhave, 47 adresser, 779.077 kroner
Oldermandsgyden Nord, 2 adresser, 170.464 kroner
Svendborg. Ialt: 4.521.938 kroner
Bedre internet til Lehnskovvej, 12 adresser, 258.600 kroner
Bjergetapen, 8 adresser, 222.000 kroner
Bredbånd i Elsehoved, 46 adresser, 449.120 kroner
Bredbånd Oure, 2 adresser, 53.600 kroner
Bredbånd til Brænderup, Sydfyn,17 adresser, 365.518 kroner
Bredbånd til Klintholm og Revsøre, 46 adresser, 1.128.000 kroner
Heldager, 50 adresser, 890.800 kroner
Skovmarksvej, 5 adresser, 167.000 kroner
Slæbæk Skov m.m, 21 kroner, 742.000 kroner
Staboltvej, Stjoulvej, 7 adresser, 245.300 kroner
I alt 26.326.269 kroner til fynske projekter.
Læs mere på Energistyrelsens hjemmeside.
Se oversigt over alle modtagere her (PDF).
Med fibernet kan man få internet med en hastighed på op til 1.000 mbit/s i up- og download. Det betyder, at man kan downloade en to timer lang HD-film på 25 sekunder.
Derfor har Waoo haft eneret til at bruger Energi Fyns fibernet
I dag er det kun Waoo, der er ejet af Energi Fyn og en række andre energiselskaber, der kan levere indhold via Energi Fyns fibernet til privatmarkedet. Det skyldes, at Waoo blandt andet er ejet af Energi Fyn.
Kilde: Energi Fyn
Ifølge Energi Fyn har 75.000 fynske husstande i dag adgang til fibernet fra selskabet. Inden årets udgang vil antallet af husstande nå 80.000, spår selskabet.
- Vi har en interesse i, at der kommer så meget trafik og så mange tilbud til vores andelshavere som muligt. Vi forventer, at en åbning af fibernettet vil gøre det mere attraktivt for flere andelshavere. Jo flere indholdsudbydere der er, jo flere tror vi vil blive interesserede i de fordele, som vi kan tilbyde med fiber, forklarer Carsten Nedergaard Hansen.
Hul igennem: Nu får de første langelændere fibernet
Langeland har i en længere periode være plaget af langsomt eller manglende internet, men nu er der hul i gennem og de første langelændere har fået fibernet.
På Langeland har internettet ikke fløjet med lysets hast. Men nu begynder den første virksomhed at rulle fibernet ud til nogle borgere i Rudkøbing.
Boligselskabet bag de nybyggede senior-rækkehuse på Bellevue i Rudkøbing er først på Langeland med at få indlagt fiberbredbånd til privaten. Det er firmaet Skywire, der står bag det hurtige net.
I forbindelse med byggeret af 33 nye senior-boliger på Bellevue i Rudkøbing, har det været muligt at gøre processen billigere.
- Ofte er etableringen af fibernet imidlertid en bekostelig affære. Det første tilbud, vi fik fra en stor, landsdækkende bredbåndsleverandør, lød på en halv million kroner. Det var langt over, hvad byggesagen kunne bære. Vi er derfor meget glade for, at der kunne findes et alternativ, som gav muligheden for at få fiberbredbånd ind uden at belaste byggeriets økonomi, siger forretningsfører for Boligselskabet Langeland Jens Garfalk.
2020 målsætning
Den tidligere regering havde sat et mål om, at alle såkaldte 'sorte huller' skulle være lukket i 2020, sådan at alle i Danmark havde en ordentlig internetforbindelse. Men på eksempelvis Langeland, er der kun tre procent af beboerne, der kan få 1000 megabit per sekund.
INTERNET PÅ LANGELAND
- Kun 53 procent af de langelandske internetforbindelser kan levere de hastigheder, som regeringen har som national målsætning for 2020. Den lyder på 100 megabit per sekund i download og 30 megabit per sekund i upload.
- Til sammenligning har 95 procent af Region Syddanmarks indbyggere adgang til 2020-hastigheder.
- Kun tre procent af langelænderne kan få 1.000 megabit per sekund i downloadhastighed. I Region Syddanmark lyder den procentsats på 67 procent.
- 90 procent af danskerne kan få adgang til 2020-hastigheder.
Kilde: Energistyrelsen / tjekditnet.dk
Med etableringen af det første fibernet på Langeland rykker langelændere tættere på den daværende regerings 2020-målsætning. Omend der trods alt er et stykke vej endnu.
De første kunder blev tilsluttet i juni, og flere er på vej fra Skywire.
- Det er dyrt at grave kabler ned, men det er knap så dyrt at trække kabler i rør, som allerede er etableret. Ved at bruge de eksisterende fiberrør har vi været i stand til at gøre fiberforbindelser tilgængelige for seniorboligerne på Bellevue til en konkurrencedygtig pris, der er lavere end de store udbyderes. Det vil vi helt klart benytte os af fremover, så flere langelændere kan komme på vores fibernet, siger Jens Jönsson fra Skywire.
Borgere med dårligt internet har kunnet søge bredbåndspuljen. I december 2019 blev der sat 100 millioner kroner af til denne pulje, og med udsigten til billigere fibernetsløsninger, kan der måske være endnu mere fibernet på vej til Langeland.
Over 900 adresser på Fyn får penge til bedre internet med bredbåndspuljen. Langeland får lige omkring 12,5 millioner kroner. Til sammen modtager de fynske husstande lige godt 26 millioner kroner.
Fyn er godt dækket ind
Det er langt fra kun Energi Fyns fiberkabler, der kan levere lynhurtigt internet til de fynske hjem. Også Sydfyns Energiforsyning (SEF), nef Fonden i Kerteminde og SE på Ærø er med til at rulle fibernet ud på Fyn og øerne.
Ifølge Energistyrelsens hjemmeside tjekditnet, der samler statistik om internet i Danmark, har en stor anddel af de fynske hjem adgang til fibernet. I 2019 havde 69 procent af boligerne og virksomhederne i Assens adgang til fibernet.
Til sammenligning er det kun 35 procent af virksomhederne og boligerne i Odense, der kan få fibernet.
På Energistyrelsens hjemmeside Tjekditnet.dk kan du få et overblik over, hvilket internet du kan få.
Forsikringsselskab advarer forud for snevejr
kopieret!
Fredag morgen kan byde på snefyldte veje og temperaturer under frysepunktet. Det får forsikringsselskabet Topdanmark til at advare om risikoen for påkørsler bagfra og solouheld.
- Vi ved af erfaring, at disse uheld forekommer oftere, når der er snevejr og minusgrader. Med udsigt til snebyger natten til fredag opfordrer vi derfor bilister til at være særligt opmærksomme i morgentrafikken fredag, så de ikke kommer galt afsted, siger Rasmus Ruby-Johansen, skadedirektør i Topdanmark.
- Som bilist skal man huske på, at bremselængden øges i glatføre, ligesom man accelerer langsommere. Sænk derfor farten og hold ekstra god afstand. Og har man ikke vinterdæk på, bør man overveje at lade bilen stå.
Fynsk transportvirksomhed lander millionoverskud
kopieret!
Schou-Danielsen Logistik A/S fra Odense er på seks år gået fra et overskud på 81.000 kroner til i det seneste regnskabsår at tjene 7,9 millioner kroner. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
For ti år siden fusionerede transport- og logistikvirksomhederne Peter Danielsen Transport og stykgodsafdelingen i Poul Schou, og blev til SDL.
Virksomheden peger på, at transportbranchen kræver omstillingsparathed for at skabe overskud.
- Det er ikke nok for os at være dygtigst til at levere varer, vi skal også kunne tilpasse os, så vi altid er på forkant med udviklingen, udtaler Direktør Martin Danielsen, der allerede nu har en forventning om vækst i samme størrelsesorden i næste regnskabsår.
Raser efter nytårsknald: - Hent jeres affald
kopieret!
De fleste tilbragte nok den 1. januar på sofaen.
Men ikke Maria Heidi Dahl.
I regn og blæst bevægede hun sig uden for - for at samle andres nytårsaffald sammen.
- Som jeg skrev inde på Facebook, så synes jeg jo, det er genialt tænkt, at man kan køre et sted hen og fyre alt sin krudt af og lade affaldet stå, til at nogle andre måske rydder det op, siger hun.
Batterier, der før stod efterladt på vejen, er nu rykket ind til siden. Og så har hun i et Facebook-opslag opfordret de ansvarlige for affyringen til at komme tilbage og få det fjernet.
Jule-oprydning kan samle store beløb ind
kopieret!
Igen i år har fodbolddrengene fra boldklubben Marienlysts U-13 hold samlet juletræer ind.
Og det er blevet til hele 9.500 kroner på fem dage.
Pengene går til stævner, tøj og fodboldture - og det er altså sidstnævnte, der vækker størst motivation.
- Det er vigtigt at kunne komme på udlandsture, så vi kan se, hvordan det er dér og få inspiration, siger Jivara Suleiman.
For hvert juletræ, de henter og afleverer på genbrugspladsen, tjener holdet 50 kroner. Og trods små udfordringer undervejs - en saks, der driller, og grene, der er frosne, er arbejdet det hele værd, mener Sebastian Miticpuljiet.
- Jeg synes, det er rigtig hyggeligt, og det betyder meget at kunne komme på udlandsture, siger han.
Efter dødsulykke: Ulovligt fyrværkeri er ikke til at forudsige, siger fyrværker
kopieret!
Røgen havde knap nok lagt sig efter nytårsaften, da debatten om fyrværkeri skal gøres ulovligt, genantændte på de sociale medier.
Kommentarsporene delte sig i to, mens tømmermændene dampede af.
Anledningen til diskussionen var den nyhed, mange danskere var stået op til. 2025 var nemlig kun seks minutter gammelt, da fyrværkeri eksploderede i hovedet på en 24-årig mand. Han døde kort efter ankomsten til OUH.
Ulykken skete på Nyborgvej i Odense og noterede sig som endnu én i en ellers generelt faldende tendens. Hen over årene er færre efterhånden kommet galt af sted med fyrværkeri.
I 2019 kom 228 til skade, i år kom 210 til skade, viser opgørelser fra Ulykkesanalysegruppen på OUH.
- Det er et lavt tal, men det skal være endnu bedre. Det skal helst være nul, siger fyrværker Claus Oldenbjerg - eller Krudttossen, som hans fyrværkeriforretning hedder.
Erik Blodøkse
Her et par dage inde i januar snurrer diskokuglen stadig i hans butik på landevejen mellem Bellinge og Verninge sydvest for Odense. Mellem sjove hatte, bordbomber og serpentiner står attrapper af små, store og kæmpestore raketter, bomberør og batterier.
Claus Oldenbjerg er ved at lukke ned for denne gang, men han har indvilliget i at gå en runde for at vise, hvad for noget fyrværkeri der kan være farligt.
- Men der er ikke noget lovligt og godkendt fyrværkeri, der er farligt, hvis man håndterer det rigtigt, siger han.
- Jeg går selv på jagt, og hvis jeg render rundt med mit jagtgevær hen over skulderen med bønder i, pissefuld og skyder lidt til højre og venstre, vil der nok også ske ulykker.
Derfor mener Claus Oldenbjerg, at man skal læse den medfølgende beskrivelse af fyrværkeriet, man skal stå i god afstand, man skal have en ædru person til at tænde det, og så skal man altid have sikkerhedsbriller på udenfor.
- Også selvom du bare skal ud at tisse i hækken. Der kan komme en raket farende, og så har du mistet synet, som han siger.
24-årig død i fyrværkeriulykke i Odense
En ung mand fra Odense er død efter en fyrværkeriulykke på Nyborgvej i Odense. Det bekræfter Fyns Politi over for TV 2 Fyn.
- Vi formoder, at han har antændt noget hjemmelavet fyrværkeri. Fyrværkeriet er så eksploderet lige op i hovedet på ham. Han fik meget alvorlige skader i hovedet. Det var virkelig voldsomt, siger overlæge Morten Schultz Larsen fra Odense Universitetshospital, til TV 2.
Torben Jakobsen, der er vagtchef ved Fyns Politi, fortæller til Ritzau, at den unge mand blev 24 år.
Politiet har tidligere oplyst, at episoden skete kort efter midnat – nærmere bestemt klokken 00.06.
En anden person kom også til skade
Manden afgik ved døden, kort efter han ankom til OUH, skriver TV 2.
De pårørende er underrettet.
De foreløbige undersøgelser tyder ifølge vagtchef Torben Jakobsen på, at manden har antændt noget fyrværkeri, som er eksploderet tæt på hans ansigt.
- Hvad der er blevet affyret - om det er lovligt eller ulovligt - kan vi ikke udtale os om på nuværende tidspunkt, siger Torben Jakobsen til Ritzau.
Han fortæller, at der var flere mennesker i området, og at en anden person kom lettere til skade ved ulykken.
Politiet vil nu undersøge ulykken nærmere.
- Det er jo en tragisk ulykke, men derfor forsøger vi stadig at få afklaret de nærmere omstændigheder i løbet af formiddagen, siger vagtchefen.
Nede i hjørnet af forretningen hænger raketterne. Claus Oldenbjerg viser pinden på den ene af dem. Den er tyk, og holder han fat i enden, buer pinden ikke.
- Sådan her skal det være. Den er stabil, siger han og viser nogle andre raketter med en tyndere pind.
- Den her er lige til den tynde side, hvis du spørger mig.
Claus Oldenbjerg går videre over til batterierne. En stor, sort kasse til lige knap 1000 kroner står på en hylde. Det er en ”Erik Blodøkse” og den har 74 skud i sig. Han tager fat i den, trykker på den og viser, at den her ikke vælter så nemt.
- Men når man går ned i pris, går man ned i kvalitet. Stod det til mig, skulle vi ikke sælge billige batterier. Så skulle folk købe få enheder af kvalitetsfyrværkeri. Men folk vil ikke betale for kvaliteten, siger Claus Oldenbjerg.
Nemt at skaffe ulovligt fyrværkeri
Hvad der præcist skete på Nyborgvej i Odense klokken 00.06 nytårsnat – og hvorfor det skete -, er Fyns Politi stadig i gang med at undersøge.
Overlæge på OUH Morten Schultz Larsen sagde onsdag morgen til TV 2, at man formodede, at den 24-årige mand havde antændt noget hjemmelavet fyrværkeri. Men politiet er stadig sparsomme med oplysninger og kan endnu ikke fortælle, om det var lovligt eller ulovligt, der eksploderede.
Beboere rystede efter voldsom fyrværkeriulykke
Beboerne i området omkring Nyborgvej, hvor en 24-årig mand nytårsnat mistede livet i en fyrværkeriulykke, er rystede.
- Det er skræmmende tæt på. Jeg er selv 23 år. Det er en forfærdelig skæbne, at en 24-årig mand er død. Det er fuldstændig forfærdeligt, siger Louise Ejlsborg, der bor i den opgang, hvor den pågældende nytårsfest blev afholdt.
Louise Ejlsborg var ikke hjemme, da ulykken foran hendes opgang skete, men hun har brugt nytårsdag på at tørre blod væk i opgangen.
Ulykken skete, da noget fyrværkeri eksploderede i hovedet på den 24-årige.
TV 2 Fyn har talt med flere beboere, der var til stede på Nyborgvej ved midnatstid. I timevis var der ambulance og politi til stede.
Claus Oldenbjerg er dog klar over, hvor nemt det er at skaffe sig ulovligt fyrværkeri. Han har ikke selv prøvet, men han hører, hvordan det sælges på sociale medier, og hvordan man bare skal ringe til de rigtige, og så kan det blive leveret kort tid efter.
Hvis man kunne lukke mere effektivt ned for det, ville det have en effekt på de alvorlige ulykker der trods alt stadig sker. Han foreslår også, at forældre skal holde bedre øje med deres børn i december, og at fyrværkere som ham i højere grad kommer ud på skolerne og underviser i håndteringen af fyrværkeri.
- Står du først med noget ulovligt fyrværkeri, aner du ikke, hvad der sker, når du sætter ild til det, siger Claus Oldenbjerg.
Fynske sygehuse har behandlet flere alvorlige fyrværkeriskader
kopieret!
Odense Universitetshospital har i Odense og Svendborg behandlet omkring 20 fyrværkeriskader dette nytår, hvoraf syv til otte har været alvorlige, oplyser overlæge og professor Jens Lauritsen på Ortopædkirurgisk, OUH.
I hele Region Syddanmark er 57 personer blevet behandlet for fyrværkeriskader. Det er det højeste antal i hele landet, og en stigning i forhold til sidste år, hvor 51 blev behandlet.
Også på landsplan er der sket en lille stigning.
- Den mest alvorlige ulykke vi har haft, er den tragiske ulykke hvor en 24-årig mand mistede livet, siger Jens Lauritsen.
I regionen var der flest ulykker med batterier, raketter og indendørsfyrværkeri. Primært mænd er kommet til skade.
Politiet opgiver eftersøgning af 70-årige Poul
kopieret!
Siden 27. december har politiet ledt efter 70-årige Poul Frank Andersen, efter han den 26. december forlod sin bopæl i Årslev.
Eftersøgningen indstilles nu, efter politihunde, helikopter og droner har ledt i et større område omkring den 70-åriges bopæl.
Fyns Politi har løbende fået henvendelser fra befolkningen, som alle er blevet fulgt op. Men disse har heller ikke givet noget resultat, oplyser politikredsen.
- Der har været tale om en grundig eftersøgning, men vi må indse, at vores muligheder er ved at være udtømte. Hundene har ikke fået fært og dronerne har ikke kunnet se noget. Vi er nu på syvende døgn, siden Poul Frank Andersen forlod sin bopæl, og uden nye konkrete tips eller spor har vi udtømt vores muligheder, siger politikommissær Lars Sønderskov Kristensen fra Fyns Politi.
Hvis man har oplysninger om Poul Frank Andersens opholdssted – eller hvis man har set ham - bedes man ringe til Fyns Politi på telefon 114.
Poul Frank Andersen beskrives som en mand på 70 år med hvidt hår og gråt fuldskæg, iført sort eller grå kedeldragt.
Knivdrama i supermarked - kan du genkende denne mand?
kopieret!
- Det er et røveri, hænderne op. Giv mig pengene, råbte en ung mand under et væbnet røveri i Rema 1000 på Jernbanevej i Nørre Aaby.
Røveriet fandt sted den 29. december 2024 klokken 20.23, hvor den maskerede gerningsmand henvendte sig ved kassen.
Fyns Politi har tidligere udsendt et signalement, og nu deler politikredsen også billeder af manden, som står bag røveriet. Kender du manden, eller kender du til oplysninger der kan bringe politiet nærmere en opklaring, kan du ringe 114.
Gerningsmanden beskrives som en mand på 18-25 år, 180-185 centimeter høj og med spinket kropsbygning. Mandens hudfarve er lys og han talte dansk. Manden var iført en sort jakke med et hvidt mærke på venstre skulder og et mindre hvidt logo på venstre bryst.
Desuden var han iklædt en mørk hættetrøje under jakken, mellemblå jeans og mørke kondisko.
Han var maskeret med tørklæde eller halsedisse til op over næsen og havde hætten trukket over hovedet, samt iført mørke handsker. Gerningsmanden var bevæbnet med kniv og undløbet med de stjålne kontanter i en blå Rema 1000-pose.
Fyns Politi oplyser i øvrigt, at der er sikret DNA-spor på gerningsstedet, som politiet venter analysesvar på.
Leder efter flere spor
På overvågning fra gerningsstedet ses manden løbe alene i vestlig retning ad Svinget efter røveriet.
Vidner har kontaktet politiet og forklaret, at de har set en mand svarende til gerningsmanden løbe ad Østergade i vestlig retning og på Kongsgaardsvej i sydlig retning mod rundkørslen ved Idrætsvej, skriver politiet i en pressemeddelelse.
Politiet er interesseret i at høre fra borgere der enten har set eller hørt noget i relation til røveriet.
Politiet vil høre fra dig hvis:
Du har set noget ved butikken eller på den beskrevne strækning den 29. december omkring gerningstidspunktet klokken 20.20-20.40.
Du bor langs den nævnte strækning og har videoovervågning i din indkørsel eller i din bil som måske har optagelser fra gerningstidspunktet
Du kan genkende – eller mener at kunne genkende - gerningspersonen ud fra overvågningsbillederne og signalement
Du har hørt nogle tale om nogen eller noget, som kunne have relation til røveriet
Nu bliver det dyrere at tanke din bil
kopieret!
Når ejerne af Fyns 223.631 benzin- og dieselbiler i de private husholdninger næste gang skal have fyldt tanken, bliver det til en væsentlig højere pris end før årsskiftet.
For ved årsskiftet er afgifterne på både benzin og diesel steget, hvilket har medvirket til, at en liter diesel onsdag formiddag er steget til sit højeste niveau i 10 måneder.
Ifølge energiselskabet OK er listeprisen for diesel dermed oppe på 14,62 kroner per liter.
Listepriserne ligger generelt 1,2 kroner over den pris, som står på pumpen ved de ubemandede tankstationer, hvilket i praksis betyder, at diesel onsdag kan købes fra 13,42 kroner per liter.
Det er den højeste pris siden midten af februar måned sidste år, og cirka en krone mere end gennemsnitsprisen for diesel i 2024.
For benzin er afgiftsstigningen mindre.
Her er prisen onsdag steget til lige over 14 kroner ude på tankstationerne, hvilket bringer prisen lige op over gennemsnitsprisen for benzin i 2024.
Benzin- og dieselbiler hitter
Ifølge FDM er det blandt andet en skatteaftale fra 2009, som igen i 2025 gør det dyrere at tanke bilen.
Alt imens benzin- og dieselpriserne stiger, forbliver det såkaldte befordringsfradrag uændret. Det har Skatterådet besluttet.
Befordringsfradraget er en skatterabat til pendlere, der har mere end 24 kilometer til og fra arbejde.
DSB har tidligere oplyst, at priserne for pendlere, der rejser mere end tre zoner, ikke vil opleve prisstigninger, når taksterne ændres den 19. januar 2025.
I over 100 år har familien båret den, men nu er unikt arvestykke forsvundet
Mere end 100 år af Malene Nichola Grods' familiehistorie er forsvundet.
Der er tale om en dåbskjole, der gennem tiden er båret af seks generationer.
- Vi flyttede for et år siden, og jeg er bange for, dåbskjolen har gemt sig blandt noget andet tøj, som er røget til genbrug, forklarer Malene Nichola Grods til TV 2 Fyn.
Nu håber hun på, at nogen kan hjælpe hende på vej til at få den tilbage i familiens besiddelse, så fremtidige generationer kan bære den.
Landsdækkende eftersøgning
Malene Nichola Grods skrev en efterlysning på Facebook den 29. december 2024, og siden da er hendes opslag blevet delt mere end 1.200 gange.
- Det betyder meget, at så mange har hjulpet til i eftersøgningen, men desværre har ingen set kjolen, forklarer hun.
Samtidig har Røde Kors-butikker på tværs af Danmark ledt i deres butikker, men indtil videre uden held.
Dåb og bryllup til februar
Der krydses fingre for, at dåbskjolen vender hjem snart. For om få uger skal Malene Nichola Grods’ yngste søn døbes.
Den 1. februar for at være nøjagtig.
Og ikke nok med det, så skal hun også selv giftes den samme dag.
- Det ville jo være den perfekte bryllupsgave, hvis kjolen dukkede op til den dag, der betyder så meget for min familie, afslutter hun.
Har du set kjolen, er du velkommen til at kontakte Malene Nichola Grods via telefonnummeret: 42 30 47 06
Dit digitale aftryk
Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.
Du kan altid ændre dine præferencer senere
Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.
Se flere detaljer om vores cookies her