Æbleflæsk er Fyns bud på nationalret
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Finalisterne i dysten om Danmarks Nationalret er nu fundet. Fynboernes favorit er æbleflæsk.
19.000 danskere har deltaget i den regionale afstemning på Fødevareministeriets hjemmeside og udpeget de otte regioners favorit til at blive Danmarks Nationalret.
Fynboerne kunne vælge mellem kogt torsk med sennepssauce, skipperlabskovs og æbleflæsk.
Flest stemmer gik til æbleflæsk, som nu indgår i en national afstemning.
De øvrige regioners finalister er:
Bornholm - Stegte sild
Nordjylland - Krebinetter/karbonader med grønærter
Midt- og Vestjylland - Brændende kærlighed
Østjylland - Smørrebrød
Sønderjylland - Stegt flæsk med persillesovs
Vestsjælland - Stegt svinekotelet
København - Hakkebøf med bløde løg og spejlæg
Den landsdækkende afstemning kører frem til 16. november og Danmarks Nationalret bliver kåret 20. november.
Opskriften
Æbleflæsk er en gammel dansk ret, som vi har spist siden 1600-tallet. Retten tilberedes af æbler, røget, stribet flæsk, løg og sukker.
Steg flæsket sprødt og lækkert på en pande ved lav varme. Når det er stegt læg flæsket på fedtsugende papir.
Steg æblerne og rødløg på panden i fedtet fra flæsket i ca. 3-5 minutter ved middel varme - der skal være bid i æblerne. Smag til med sukker, hvis nødvendigt.
Æbleflæsk nydes bedste serveret lunt på rugbrød.