Britta fik 30 kilo mad: - Vi er presset af coronaen

Red Barnet deler kasser med mad ud til sårbare familier, som har det svært under coronakrisen. En af dem er familien Bay Petersen i Gelsted.

quote Vi er presset af, at man skal passe på hele tiden

Britta Bay Petersen, Gelsted

Det er ikke småting, der er i den madkasse, som Red Barnet i samarbejde med Aldi i disse dage kører ud med til 650 familier landet over.

Der er blandt andet lasagne og kylling i flødesovs, chips, kakaomælk og kaffe. Nok til at familien Bay Petersen i Gelsted kan sætte tempoet ned i nogle dage og bruge mere tid på hinanden.

- Det er helt overvældende, hvor meget vi får. Jeg havde ikke engang regnet med halvdelen.

- Der er jo både noget lækkert, og der er mad og noget at drikke. Det synes jeg er flot, siger Britta Bay Petersen.

Hun gætter på, at hun, datteren på snart 17 år og sønnen på knap 14 år kan klare sig en lille uges tid.

- Det betyder ret meget fordi det er vanskeligt at komme ud at handle, fortæller Britta Bay Petersen.

Psyken gør det svært

Datteren lider af svær panik-angst og sønnen har Tourettes syndrom.

- Jeg har selv en lille smule angst, så bare det med at skulle ud at handle her med corona, at man skal holde afstand og mange andre ting, man skal tænke på, det kan godt være lidt krævende, siger Britta Bay Petersen, som er i fleksjob hos Rema 1000.

Red Barnet melder om flere sårbare familier, hvor det er gået hårdt ud over madbudgettet, at alle i familien har været derhjemme de seneste mange uger.

Det har i nogen familier betydet, at børnene ikke har fået frokost eller mellemmåltider, og i nogle familier er der ligefrem mangel på mad, mens andre har været tvunget til at leve af billigere og mere usund mad.

Sådan har det heldigvis ikke været hos familien Bay Petersen. Her har udfordringen været, at coronavirussen covid-19 har udfordret dagligdagen psykisk.

- Vi er presset af at man skal passe på hele tiden, og der kommer sygdomstanker på grund af ingenting.

- Det er meget at skulle forholde sig til, især når jeg har en datter der har angst. Hun tænker rigtig meget på bakterier og sygdom i det hele taget. Og nu gør hun det rigtig meget, fortæller Britta Bay Petersen.

Fakta

 

Nu kan tiden gå til børnene

Med den 30 kilo tunge madkasse er der således udsigt til nogle dage med ro og tryghed.

- Der er nogen der tænker på en, det synes jeg er rigtig flot. At det så er sådan en kæmpe kasse, det synes jeg er endnu mere imponerende, Og så er der også det i det, at jeg så ikke skal ud at handle de næste dage, siger hun.

Tiden vil hun da også hellere bruge på andre ting, når nu den bliver frigivet.

- Med sådan en kasse går tiden så til børnene, i stedet for at jeg skal ud at handle, siger en taknemmelig Britta Bay Petersen.

Oversigt

    Oversigt