Det næststørste iltsvind nogensinde er en realitet i de indre danske farvande. Særligt omkring Fyn står det rigtigt skidt til.
Det viser et notat fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, som rapporterer om iltsvindets udbredelse og styrke på baggrund af målinger fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø og data fra myndighederne i Tyskland og Sverige.
- Iltsvindet har nu ramt voldsomt store områder med et samlet areal større end Sjælland og Fyn tilsammen. Det er en forøgelse på næsten 50 procent sammenlignet med samme tid sidste år, siger seniorforsker Jens Würgler Hansen fra DCE, Institut for Ecoscience ved Aarhus Universitet.
Det samlede areal med iltsvind er nu på 11.000 kvadratkilometer.