Ekspertens fem råd: Sådan kommer din hund gennem nytårsaften
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Nytårsaften er en fest for mennesket men ikke for menneskets bedste ven. Her er fem råd til, hvordan din hund kommer sikkert gennem nytårsaften.
Kæmpestore brag og lysglimt på himlen.
Flot ser det ud, men hundene i de danske hjem er ikke glade for det.
- De kender ikke til det. Modsat støjende trafik og biler der dytter, er det er ikke noget hunden bliver præsenteret for hver dag resten af året, siger Gitte Overgård, veterinærsygeplejerske ved AniCura Dyrlægehuset Odense.
Hun kommer derfor med fem råd til, hvordan du kan gøre nytårsaften mere behagelig for din firebenede ven.
Fem gode råd
Træn din hund op til nytår
Din hund er fra naturens hånd ikke forberedt på det bulder og brag den vil opleve nytårsaften. Den skal trænes op til det, fra den er helt lille.
- Når man får en ny hvalp, så skal den trænes op til nytår. Det er vigtigt, fortæller Gitte Overgård.
Hun foreslår, at man går på YouTube og finder lyde af nytårskrudt, som man afspiller for hvalpen ved lav lydstyrke. Når den har vænnet sig til det, kan man stille og roligt begynde at skrue op.
- Hvis den først er blevet bange for lyden af nytårskrudt, kan man risikere, at det kun bliver værre år for år.
Lav en hule til din hund
Har man haft en kat, har man sikkert oplevet, at den gemmer sig under en seng eller en sofa nytårsaften. Din hund skal have samme mulighed.
- Lav en hule til din hund. Det kan være et transportbur med et tæppe over, som kan fungere som et tryghedssted, siger Gitte Overgård.
Derudover kan det være en god ide at rulle ned for gardinerne i huset for at skærme for lysglimt, sætte noget roligt musik på, der hvor hunden skal være og give den et godt ben at tygge på.
Få din hund passet
- Vi anbefaler selvfølgelig, at man holder nytår sammen med sin hund, siger Gitte Overgård.
Hun foreslår dog, at man finder en anden løsning for hunden, hvis man skal til den helt vilde nytårfest med børn og bordbomber.
- Det kan være at man kender nogen, der skal holde en stille og rolig nytårsaften, som ikke har noget imod at passe hunden.
Køb et overvågningskamera
Det er ikke optimalt at lade din hund være alene hjemme nytåraften.
Er der ikke andre muligheder, foreslår Gitte Overgård, at man køber et billigt videokamera, så man kan kan holde øje med sin hund.
- Står den helt skræmt og ryster i et hjørne, så må man køre hjem fra nytårsfesten og være der for hunden.
Giv din hund beroligende medicin
- Beroligende medicin er typisk for de hunde, som er virkelige bange for nytårskrudt. Det er receptpligtigt og kræver, at dyrlægen har tilset hunden inden for det seneste år. Hvis hunden for eksempel er hjertepatient, skal den ikke have sløvende medicin.
Hun fortæller, at de hos AniCura på Rugårdsvej i Odense oplever en voldsom stor efterspørgsmål på beroligende medicin til kæledyr i forbindelse med nytårsaften.
Det kan også være en god ide at aktivere hunden op til nytåraften med en lang gåtur eller små lege.
- Så er den fysisk og mentalt træt og slapper mere af når det hele går løs, siger Gitte Overgård.
Vigtigst af alt er dog træningen fra de er helt små.
- Vi oplever, at folk kommer for sent i gang. Når vi spørger, om folk har trænet deres hund op til nytår, så har de nok ikke fået trænet så meget som de burde have gjort.
Det er dog ikke for sent at få en hund der er klar til at møde nytårsrabalderet. I hvert fald ikke til næste år.
- Har man en hund, der er bange nu, så gå i gang med at træne med den i det nye år, så man er klar til næste års nytårsaften, siger Gitte Overgård.
Dansk Folkeparti ønsker at gøre det forbudt at skyde fyrværkeri af før nytårsaften. Blandt andet af hensyn til husdyrene.