Få har anmeldt indbrud i private hjem op til jul
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Fra 19. til og med 23. december er der anmeldt 170 indbrud i private boliger. Det er et fald.
I dagene op til jul ligger antallet af anmeldte indbrud i den lave ende, når man sammenligner tidligere år.
Det viser tal, som Rigspolitiet har oplyst til Ritzau.
Fra 19. til og med 23. december er der landet over i år blevet anmeldt 170 indbrud i private boliger såsom villaer og lejligheder.
Det er et fald sammenlignet med samme periode i 2020 og 2021, hvor der begge år var 206 anmeldte indbrud.
Det var et fald fra 2019, hvor der blev anmeldt næsten dobbelt så mange indbrud i den periode. Både julen 2020 og 2021 var ramt af coronanedlukning, som kan være en forklaring på, at indbruddene dalede.
Ser man kun på lillejuleaftensdag blev der anmeldt 27 indbrud i private hjem på landsplan. Det er nogenlunde på niveau med de to år forinden, hvor der var 32 og 33 indbrud den dag.
Tallene dækker over, hvilken dag indbruddene er anmeldt.
Politiet var tidligere på måneden ude med en opfordring om, at man skal få lavet aftaler med sine naboer om at holde øje med hjemmet, hvis man rejser væk i julen.
På den måde mindsker man risikoen for at blive offer for indbrudstyve. Og i hvert fald øger man chancen for, at eventuelle ubudne julegæster bliver pågrebet og sat bag lås slå.
Julen er normalt indbrudstyvenes højsæson. Flere forsikringsselskaber har op til jul advaret om, at der kan komme flere indbrud i år sammenlignet med de to foregående år, som var præget af corona.
De er også kommet med gode råd til at undgå at få besøg af indbrudstyven.
- Indbrudstyve vil helst ind i et hus, hvor det ser ud til, at beboerne er taget væk på ferie eller forlænget weekend.
- Under corona har flere holdt jul hjemme, hvilket har skabt liv og aktivitet i nabolagene, og det har gjort det sværere for tyvene at bryde ind, siger Per Haulund, der er skadedirektør i GF Forsikring, i en pressemeddelelse før jul.
Rasmus Ruby-Johansen, skadedirektør i Topdanmark, opfordrede i en pressemeddelelse i december til, at man kan lade noget lys være tændt.
- Selv om det er en rigtig god idé at spare på strømmen i disse tider, anbefaler vi, at man lader nogle LED-lamper stå tændt, så det ligner, at der er nogen hjemme.
- Her kan man med fordel sætte timere til, så man reducerer energiforbruget i de lyse timer, lød det.