Færre er på kontanthjælp
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Der er fortsat færre mennesker i Danmark, der modtager en kontanthjælpsydelse. Det viser tal fra Danmarks Statistik, som er blevet offentliggjort torsdag morgen.
I løbet af årets første tre måneder faldt antallet af kontanthjælpsmodtagere med 2200. Det svarer til et fald på 2,2 procent i forhold til udgangen af 2022.
I slutningen af marts var der dermed 95.900 personer, der modtog en kontanthjælpsydelse ifølge Danmarks Statistik.
Ser man det i lyset af den høje inflation og de stigende renter, er det overraskende, at antallet af kontanthjælpsmodtagere fortsætter nedad.
Det mener Erik Bjørsted, cheføkonom i fagforbundet Dansk Metal.
- Når man tænker på de chok, økonomien har været udsat for, er det vildt overraskende, at antallet af kontanthjælpsmodtagere fortsætter med at falde, skriver han i en kommentar til tallene.