Filmfondsdirektør: Vi går ind i en usikker periode

Genåbningen af biograferne er kompliceret for både filmskabere og biograferne selv, mener direktør i FilmFyn.

Biograferne må snart åbne igen, men hvilke film, der skal vises, er usikkert.

For at forhindre spredning af det ny coronavirus må biograferne kun have gæster på hvert andet sæde, og der må maksimalt være 500 mennesker i en enkelt biografsal. 

Det giver grublerier hos både biografer og filmproducenter. 

- Vi går ind i en usikker periode, siger Klaus Hansen, der er direktør i filmfonden FilmFyn, som støtter filmprojekter, der foregår på Fyn.

De danske biografer lukkede ned 12. marts, men som en del af fase tre i genåbningen af Danmark, kan de fra 8. juni igen slå dørene op, givet, at de følger sundhedsmyndighedernes retningslinjer.

Genåbningseksperiment

Men kombinationen af retningslinjer og små tre måneder uden film i biografen gør, at der ikke nødvendigvis er rift mellem filmskaberne om at få premiere først.

- Der kan være nogen, der synes, det vil være rigtig godt at være den allerførste danske film, der får premiere, men der er også nogen, der siger "det skal absolut ikke være min film, der skal eksperimenteres med i den her genåbning", siger Klaus Hansen. 

- Hvis du har plads til 500 og der kun kan komme 250 ind, så er det ikke bare synd for biografoplevelsen. Det er også synd for dem, der skal tjene pengene på billetsalget, siger han. 

To produktioner på Fyn udskudt

En kommende film af Christian Tafdrup, der blandt andet står bag filmen "En frygtelig kvinde", nåede lige nøjagtig at blive færdige med optagelserne på Fyn, inden coronakrisen gjorde, at Danmark lukkede ned.

Alligevel blev filmen sat på pause, fordi de resterende optagelser, der skulle foregå i Holland, ikke længere var mulige. 

Den Oscarvindende instruktør Bille August skulle i april have lavet optagelser på Fyn til sin kommende film "Pagten". Det er i stedet udskudt til juni. 

Både film, der var ved at blive optaget, da krisen brød ud, og film der er klar til at udkomme er blevet påvirket. 

Og der er mange penge på spil for både biografer, filmproducenter. I følge Klaus Hansen er det netop derfor, at filmproducenterne ikke nødvendigvis melder sig til at komme først i køen.

- Jeg synes, vi snakker rigtig meget om vigtigheden af at få åbnet biograferne. Der er det vigtigt, synes jeg, at påpege, at biograferne er det første sted, at filmene tjener penge.

Se interviewet med Klaus Hansen, Direktør for FilmFyn, fra gårsdagens udsendelse kl. 19:30.

 

Oversigt

    Oversigt