Et flertal uden om regeringen er enige om at genåbne alt bortset fra nattelivet og store arrangementer. Det fremgår af en aftaletekst, Radikale Venstre, Alternativet og de borgelige partier har indgået.
Den melding er sød musik i Uffe Strandbys øre. Han er forstander på Gymnastikhøjskolen i Ollerup, der stadig holder lukket på grund af tiltagene mod ny coronavirus.
- Det håber vi virkelig meget. Som det er nu, taber vi penge, siger han til TV 2/Fyn.
Partierne bag flertallet har tilsammen 95 mandater. I aftaleteksten fremhæver man tre punkter, man ønsker at gennemføre.
For det første vil man genåbne alt bortset fra nattelivet og store arrangementer med mere end 500 gæster. For det andet ønsker man at hæve forsamlingsloftet fra 10 til 50 personer fra 25. maj, dernæst fra 50 til 200 personer fra 25. juni og fra 1. august fra 200 til 500 personer.
For det tredje ønsker man en hurtigere genåbning af grænserne. Da grænselukningen hører under udenrigspolitik er det dog regeringens område alene.
Hvem har behov?
Ifølge forstanderen på Gymnastikhøjskolen i Ollerup, så undres eleverne over, at de endnu ikke har fået lov at komme tilbage.
- Vores elever kan ikke forstå, at de ikke kan komme på skolen. Vi gør alt det, vi kan, for at få dem tilbage.
- Det er blevet sagt: "nu skal vi åbne for den og den gruppe, fordi de har behov for det". Hvordan ved man, at en gruppe har mere brug for det end andre grupper? Det er ingen hemmelighed, at vi håbede på, at vi kom i foregående fase. Vi troede, det blev os før blandt andet efterskolerne, siger han.
Efterskolerne fik 18. maj lov til at kalde deres elever tilbage i skole. Uffe Strandby mener, en genåbning af skolen vil være vigtig for både elever og skole.
- Det vil have en stor betydning. Både økonomisk og socialt. Det har meget stor betydning for eleverne, at de kan få lidt mere af deres forårsforløb til sidst, siger han.
1. og 2. G'ere vil tilbage
Et andet sted, hvor elever håber på at komme tilbage i skole er på gymnasierne. Elever på første anden årgang er fortsat hjemsendt, men det håber Sebastian Kirkgaard Nielsen, der kan blive lavet om på. Han er en af to formænd for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning på Fyn og går i 2.G på Svendborg Gymnasium.
- Jeg håber, at vi kan komme tilbage. Ikke for det faglige, men for den psykologiske effekt ville det være godt, for at vi kan beholde motivationen, siger han.
Samtidig håber han, at en eventuel yderligere åbning vil kunne give eleverne på tredje årgang mulighed for en god afslutning.
- Det ville være fedt, hvis der kunne blive en form for dimission for 3. g’erne. Det kunne blive så meget federe med alle afslutningsceremonierne, siger han.
Birk Kühl er den anden af de to formænd. Han går i 3. G på Svendborg Gymnasium. Han fortæller, at man ikke glæder sig for tidligt.
- Så længe det beror på faglighed og vi ikke starter ny smittekæde, så lyder det fornuftigt. Men vi har gået rundt i et limbo i forhold til vores fejring, så vi er skeptiske, indtil det bliver endeligt meldt ud, at vi må fejre vores studentereksamen, siger han.
Trods skepsis er han dog spændt på, om det kan betyde en nogenlunde normal afslutning for årets studenter.
- Uden at lyde alt for meget som curlingbarn, så vil jeg være lykkelig, hvis vi kan få en afslutning, der ligner noget man kender. Og måske endda sammen med andre gymnasier, så vi sammen kan fejre studentertiden.
Statsminister vil ikke presses
Til trods for flertallet er statsminister Mette Frederiksen (S) skeptisk over for at sætte tempoet på genåbningen op.
- Jeg vil gerne advare mod, at Christiansborg kommer til at give et billede af, at corona er bag os. Det vil i mine øjne være forkert at gå for hurtigt frem og sætte alt det over styr, som vi har opnået, siger Mette Frederiksen til Ritzau.
Adspurgt om Mette Frederiksen kan tillade sig at ignorere et flertal, der ønsker at åbne grænsen, svarer hun:
- Hvis Danmark har en statsminister, der lader sig presse til noget, der ikke er forsvarligt, så holder det simpelthen ikke. Og det bliver ikke med mig