Forskudsopgørelsen er kommet: Ekspert giver fem gode råd til at undgå skattesmæk næste år
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Særligt én ændring i boligskatten bliver relevant for mere end to millioner danskere.
Forskudsopgørelsen er ude.
Det betyder, at du kan begynde at planlægge, hvordan dine lønsedler skal se ud i 2024.
I den anledning har TV 2 Fyn allieret sig med Tom Hansen, som er skatterådgiver hos BDO i Odense.
Herunder finder du fem punkter, som Tom Hansen opfordrer alle til at være opmærksomme på.
Det skal du være opmærksom på i din forskudsopgørelse
Renter
Hvis dine renter har ændret sig, skal du være opmærksom på det. Renter er fradragsberettigede, og derfor påvirker dine udgifter til renter størrelsen på din udbetaling hver måned.
- Hvis man har nogle rentefradrag, som ikke er med i forskudsopgørelsen, kan man registrere de renter, så man får et højere månedligt skattefrit fradrag. Og derigennem får du også en lidt højere udbetaling hver måned, forklarer Tom Hansen.
Ændringer i din løn
- Man får nogle beregnede fradrag på sin forskudsopgørelse. Det er en procentandel af den forventede løn, man har. Den procentandel kan gøre, at hvis man nu står med en for høj lønindkomst, så får man også automatisk et for stort fradrag. Derfor vil man have fået en løbende besparelse, som man ikke vil have, når året så er gået, lyder det fra Tom Hansen.
Det er altså her, mange risikerer det famøse skattesmæk. Hvis du har skrevet for lidt løn ind på din forskudsopgørelse, betaler du også mindre i skat. Derfor vil du blive opkrævet mere i skat i april året efter, hvis du har tjent mere end forventet.
Befordringsfradrag (kørselsfradrag)
Hvis du har 12 kilometer eller mere på arbejde, behøver du ikke at betale lige så meget i skat. I den forbindelse understreger Tom Hansen, at man også skal huske at ændre det, hvis ens transportvaner ændrer sig.
- Ved at man får et befordringsfradrag, opnår man en skattebesparelse. Dermed får man alt andet lige lidt mere udbetalt i lønningsposen hver måned, end hvis man ikke har et befordringsfradrag, siger skatterådgiveren.
Boligskat
I år skal alle boligejere være opmærksomme på, at betalingen af grundskyld laves om.
- Den har tidligere været opkrævet direkte fra kommunen. Typisk med to halvårlige rater, som man så har fået, og dem har man så betalt via sin budgetkonto. Nu skal man betale dem over sit skattekort. Det vil sige, at det bliver regnet ind i forskudsopgørelsen, forklarer Tom Hansen.
Du kan altså se i forskudsopgørelsen, hvor meget du skal betale i grundskyld hver måned.
Enkeltstående indtægter
Nogle gange er man ude for, at der kommer et engangsbeløb ind på kontoen. Måske har du fået et honorar for et ekstra stykke arbejde. Måske har du solgt en ejendom. Måske har du fået penge for et aktiesalg. Den skat, du betaler af det pågældende beløb, vil blive regnet med i det komme års forskudsopgørelse. Det skal du være opmærksom på ifølge Tom Hansen.
- Hvis man har haft sådan en situation, bør man selvfølgelig lige gå ind og tjekke sin forskudsopgørelse, at man ikke har sådan nogle indtægter, som man ikke forventer at have på ny i 2024.