Politi kommer med særlig opfordring til ét område efter usædvanligt mange indbrud
kopieret!
Julen er altid forbundet med indbrud. I år har der været exceptionelt mange på Fyn.
- Fyn ligger desværre højt i år, og det er vi selvfølgelig ærgerlige over. Det ser vi med stor alvor på, fortæller vicepolitiinspektør ved Fyns Politi Anders Therkelsen.
Det får også politiet til at komme med særlig opfordring til Faaborg-området.
I døgnet den 24. december er der i alt anmeldt 24 indbrud. Det tal forventes at stige i takt med, at fynboerne kommer hjem fra jul.
Indbruddene er spredt rundt på hele øen, men særligt Faaborg har været hårdt ramt. Her er indtil nu anmeldt ti indbrud, der alle er sket i området omkring Falkenbjerg og Svendborgvej.
- Vi er stadig ude på stedet og er ved at lave indledende undersøgelser, hvor vi prøver at sikre de spor, der måtte være. Når patruljerne er færdige med det, kigger vi allerede i eftermiddag videre på sagerne og prøver at få et samlet overblik, fortæller Anders Therkelsen.
Blandt andet skal vicepolitiinspektøren og hans kolleger arbejde videre med forhøringer, videoovervågning og sammenligne juleindbruddene med tidligere indbrud for at finde lignende sager, der stemmer overens med enten valg af tyvekoster, fremgangsmåde eller geografi.
Intet er for småt til 114
Anders Therkelsen understreger, at faaborgensere ikke skal frygte indbrud mere end andre. Han har dog en besked specielt til fynboer i det sydfynske.
- Jeg vil gerne opfordre til, at man særligt i Faaborg-området ringer 114, hvis man har nogle oplysninger eller har set noget mistænkeligt de seneste døgn. Intet er for småt, siger han.
Derudover anbefaler han, at man følger de traditionelle gode råd mod indbrud - også selvom juleindbruddene traditionelt set topper den 24. og 25. december.
- Lad det se beboeligt ud, man skal sørge for, at der ikke er gemmesteder for indbrudstyvene, og så skal man være gode naboer og holde øje med hinanden, siger Anders Therkelsen.
Fyns Politi registrerede i samme periode sidste år 18 indbrud.