Fortsat færre dræbte i trafikken på Fyn
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Tendensen med fald i antallet af dræbte i den fynske trafik fortsætter for andet år i træk.
I de første 11½ måned i 2011 er 13 blevet dræbt i trafikken på Fyn. På samme tid sidste år var 15 dræbt i trafikken, men i 2009 var tallet 24 dræbte på Fyn.
I januar og februar var der ingen trafikulykker på Fyn med dødelig udgang. En årsag var den lange snevinter, der får bilisterne til at køre mere forsigtigt.
72-årig mand fra Assens trafikdræbt
En 72-årig mand fra Assens kørte tirsdag 1. marts frontalt ind i en lastbil ved Ejby.
Ifølge politiet kørte den ældre mand af uvisse årsager over i den modkørende vognbane, hvor lastbilen ikke kunne undgå at ramme ham.
- Lastbilen røg i grøften, mens den voldsomt skadede personbil blev på kørebanen. Den ældre mand blev dræbt på stede.
Ulykken skete ved 11,30-tiden på Store Landevej, der løber parallelt med den fynske motorvej. Vejen blev kortvarigt spærret, mens oprydningen stod på.
18-årig død efter trafikulykke
En 18-årig mand døde af de kvæstelser han pådrog sig under en trafikulykke i Strib ved Middelfart natten til lørdag 19. marts.
Tre 18-årige kammerater fra Middelfartområdet var natten til lørdag på vej ad Vestergade i Strib, da føreren mistede herredømmet over bilen og torpederede en kampesten.
Den afdøde sad på forsædet og blev slynget ud af frontruden. Hårdt kvæstet blev han kørt til OUH, hvor han døde, søndag.
De to andre mænd slap med skrammer.
Føreren af bilen var spirituspåvirket og kørte formentlig med høj fart, da ulykken skete.
20-årig dræbt i traktorulykke
En 20-årig mand blev onsdag 11. maj dræbt, da hans traktor væltede på Tokkerodvej i Morud nordvest for Odense.
Den unge mand kom kørende i traktoren, der havde frontlæsser og en tom påhængsvogn efter sig.
Ifølge politiets foreløbige undersøgelser tyder det på, at vogntoget af ukendte årsager kom i slinger, så påhængsvognen skubbede til traktoren, der væltede om på venstre side.
Ved ulykken blev venstre siderude i traktoren smadret, og den 20-årige faldt ud på kørebanen. Her mistede han livet, da traktoren trak ham med ind under sig.
Passager dræbt på Ørbækvej
En 24-årig mand blev fredag morgen 20. maj dræbt, da en bil, som han var passager i, med meget høj fart tørnede mod et træ på Ørbækvej i det sydøstlige Odense.
Ulykken skete med så voldsom kraft, at bilen blev splittet i flere dele. Den 26-årige fører af bilen slap imidlertid stort set uskadt.
Føreren blev efterfølgende sigtet for uagtsomt manddrab.
Kort over trafikdrab på Fyn i 2011
Vis Dræbte i den Fynske trafik i 2011 på et større kort
Vis Dræbte i den Fynske trafik i 2011 på et større kort
Dræbt mod jernbjælker
En 20-årig mand fra Faaborg blev dræbt, da han søndag 26. juni i en bil kørte ind i nogle jernbjælker ved er slæbested på Stige Ø. Bilen udbrændte totalt.
Dræbt på scooter
En 63-årig mand på scooter kørte lørdag 9. juli over i modsat vejbane og blev dræbt mod modkørende bil i et højresving.
Manden kørte på en scooter ad Hindsholmvej ved Mesinge, hvor han af ukendte årsager kørte over i den modsatte vejbane.
19-årig kvinde dræbt
Søndag 24. juli blev en 19-årig kvinde dræbt på stedet, da hendes bil fløj ud på en mark efter et frontalt sammenstød med en firehjulstrækker. Ulykken skete ved Assensvej ved Bogense.
83-årig dræbt i Odense
Fredag 29. juli blev en 83-årig mand ramt af en 23-årig bilist. Den 83-årige kom kørende på Hunderupvej og blev ramt af den modkørende bil, der kom fra Skovgyden.
Den ældre mand døde senere af sine kvæstelser, imens den 23-årige slap med skrammer.
21-årig kvinde dræbt på motorvej
21-årig kvinde mistede livet onsdag 3. august, da hun kørte bag op i en lastbil og blev slæbt med, inden hendes bil brød i brand.
Motorcyklist dræbt i soloulykke
En 52-årig mand på motorcykel blev natten 1. oktober dræbt på stedet ved en soloulykke i et T-kryds i Broby.
Død efter styrt med bil
En soloulykke søndag 30. oktober kostede føreren af bilen livet.
Teknikere har også fastslået, at bilen kom kørende fra Odense mod Nyborg og har ramt en kantsten på rundkørslen på stedet, der har fungeret som rampe, hvorved bilen er fløjet ud over kanten af vejen og landet på Østre Ringvej.
Den dræbte er en 37-årig mand fra det sydøstlige Odense.
62-årig kvindelig cyklist påkørt og dræbt
Torsdag 8. december overså en 44-årig bilist en 62-årig cyklist på sydfynsk landevej.
Cyklisten blev ramt og døde nogle timer senere.
Ulykken skete ved 15-tiden på Assensvej ved Kirkeby nord for Svendborg, oplyser Fyns Politi.
Den 62-årige blev påkørt bagfra af en bil, som kørte 60-70 kilometer i timen.
59-årig dræbt på Langeland
En 59-årig mand blev mandag aften 19. december dræbt på stedet, da hans varebil kørte ind i en lastbil på Tranekærvej ved Tranekær på Langeland.
Bilisten overhalede en 54-årig mand i en traktor, som kørte uden lygter. Hans varebil strejfede traktorens venstre baghjul, så den 59-årige bilist mistede herredømmet over sin varebil.
Derved fortsatte varebilen over i den modsatte vejbane, hvor varebilen stødte sammen med med en modkørende lastbil ført af en 38-årig mand.
Trafikdrab på Fyn
1998: 34
1999: 37
2000: 42
2001: 27
2002: 39
2003: 27
2004: 27
2005: 26
2006: 29
2007: 36
2008: 32
2009: 28
2010: 24
Kilde: Statistikbanken.dk
Bilist bragede ind i bageri - der er ødelæggelser for "et større beløb"
kopieret!
Lørdag middag fik kunder og forbipasserende ved Baks Bakery og Deli i Middelfart sig noget af et syn, da en større BMW bragede ind i butikkens facade.
Det fortæller ejer, direktør og bagermester Carsten Bak, der har delt billeder af ødelæggelserne. Han var ikke selv til stede ved ulykken.
- En af mine ansatte ringede til mig og sagde, at en bil var kørt ind i bageriet. Så kommer der mange billeder hen over nethinden, siger Carsten Bak til TV 2 Fyn.
Stor materielle skader
Inden han satte kurs mod sin butik, fik han fat i politiet, der til Carsten Baks overraskelse var hurtigere fremme, end han selv var.
Da han kom frem, kunne han se, at en bilist havde ramt et bord-bænkesæt foran butikken. Det var blevet presset ind i vinduespartiet og havde efterfølgende skubbet en tonstung ovn et par meter ind i produktionsområdet.
- Det var ikke fordi, det var så voldsomt, og så alligevel. Da vi kiggede nærmere, kunne vi se, der var sket en del skader. Det ser ret voldsomt ud, fortæller Carsten Bak.
Fyns Politi bekræfter over for TV 2 Fyn, at de har været på stedet for at se nærmere på ulykken. Vagtchef Sten Nyland fortæller, at ulykken er sket som følge af en kørerfejl.
Ingen personskader
Ifølge Carsten Bak bunder kørerfejlen i, at bilisten havde taget fejl af speeder og bremser.
Heldigvis var der ikke nogen personer til stede i produktionsområdet, da ulykken skete, og politiet bekræfter ligeledes, at der ikke er sket nogen personskader. Der er heldigvis kun sket materielle skader - dog for et “større beløb”, oplyser vagtchefen.
At ingen personer er kommet til skade, glæder Carsten Bak, der af samme årsag også finder plads til lidt galgenhumor:
- Det sjove ved det hele er, at der på facaden står “Bak”, og så kører han fremad.
Til trods for de omfattende skader er Carsten Bak klar til at åbne sin butik allerede søndag morgen.
Gitte har skrevet ny bibel til kvinder i overgangsalderen - revet væk inden udgivelse
kopieret!
En fynsk debutforfatter har selv udgivet en bestemt bog og slået alle de store forlag.
Gitte Boesen rådgiver kvinder i overgangsalderen, og hun har skrevet en bog, der allerede er gået nummer et på bestsellerlisten. Det er sket udelukkende på forsalget, da bogen først udkommer på tirsdag.
Lørdag holdt hun et lille releaseparty for bogen i Aaruphallen.
Selv er forfatteren ikke i tvivl om, hvorfor hendes bog er så efterspurgt fra udgivelsen.
Søndag kan byde på flere snebyger
kopieret!
Søndag bliver en overskyet dag, hvor det i første omgang mestendels vil holde tørt.
Men sidst på eftermiddagen kan der komme sne eller slud fra sydvest, som lokalt kan gå over i isslag.
Temperaturen når ned mellem frysepunktet og to graders varme med en svag til jævn vind fra syd. Den vil senere dreje over til omkring sydøst og bliver let til frisk.
Dartklub har VM-feber: - Håber flere unge begynder at spille
kopieret!
I Assens Dart Club var der lørdag særlig god stemning ovenpå den spektakulære VM-finale fredag aften, hvor den kun 17-årige englænder Luke Littler på suveræn vis sikrede sig VM-titlen som den yngste nogensinde.
Med triumfen i Alexandra Palace i London blev der endnu en gang sat to tykke streger under, at den unge knægt er et ekstraordinært fænomen.
Og at en ung gut kommer ind og dominerer verdenseliten, det håber dartentusiasten Lars Nielsen kan få flere unge til at søge mod en dartklub.
Få masser af dartstemning fra Assens i videoen ovenover.
Hvor er Poul? Mere end 50 frivillige deltog i eftersøgning
kopieret!
Lørdag fortsatte eftersøgningen af Poul Frank Andersen, der har været savnet siden han forlod hjemmet i Årslev 2. juledag.
Politiet stoppede deres eftersøgning torsdag, men den frivillige organisation Missing People havde samlet 51 personer, som var med til at lede efter den 70-årige mand.
Foreningen hjælper til, fordi de, der kender ham nærmest, havde kontaktet foreningen, der desuden havde fået grundig overlevering af Fyns Politi.
Talspersonen turde ikke gætte på chancerne for at finde den ældre mand i live. Vigtigst er dog at få ham fundet, lyder det.
Poul Frank Andersen var iført en sort eller grå kedeldragt. Han har hvidt hår og gråt fuldskæg.
Fyns Politi kan kontaktes på telefon 114.
DMI varsler "spændende vintervejr" de kommende dage
kopieret!
Selvom søndagen umiddelbart kommer til at starte stille og roligt, så er der “spændende søndagsvejr” i sigte, skriver meteorolog Henning Gisselø i en kommentar på DMI’s hjemmeside.
For som dagen skrider frem vil vinden tiltage, og samtidig er der sne eller tøsne på vej over Danmark fra sydvest. Det giver risiko for snefygning flere steder.
Ud på natten vil nedbøren gå over i regn, og med temperaturer under og omkring frysepunktet, så kan man opleve isslag med superglatte veje, cykelstier, fortove, når man skal ud ad døren mandag morgen.
I alt forventer DMI, at der kommer mellem 10 og 20 millimeter nedbør, og derfor opfordrer de til, at man færdes udenfor med ekstra forsigtighed.
Vej spærres i ni måneder - skal bygge ny bro
kopieret!
Arbejdet med at anlægge den nye jernbane mellem Odense Vest og Kauslunde er godt i gang, og fra mandag og frem til september i år kommer det til at påvirke trafikanter på Søndersøvej ved Vissenbjerg.
Der skal nemlig bygges en ny bro, som skal føre jernbanen under Søndersøvej ved Fynske Motorvej. Derfor omlægges trafikken til en midlertidig vej lige nord for motorvejen ved frakørsel 54 Vissenbjerg, oplyser Assens Kommune på sin Facebookside.
Trafikanter på strækningen skal være opmærksomme på, at hastigheden på omlægningsstrækningen er sænket til 40 km/t.
Flere togafgange rammes - passagerer risikerer at vente 50 minutter
kopieret!
Skal du med regionaltog mellem Odense og Fredericia i de sene aften- eller nattetimer, så skal du være ekstra opmærksom den kommende uge.
Fra søndag 5. til torsdag 9. januar og natten efter kører enkelte tog på strækningen efter en ændret køreplan på grund af sporarbejde, skriver DSB på sin hjemmeside.
Det betyder, at man skal hold et ekstra godt øje med Rejseplanen, da de berørte tog kører mellem otte og 50 minutter senere end normalt fra flere stationer undervejs.
SFO-børn satte Danmarks-rekord - nu vil de i rekordbog
kopieret!
273,5 meter.
Så lang en musetrappe havde børnene på Soltoften SFO i Marstal på Ærø lavet i løbet af december, inden de gik på juleferie. Og det er intet mindre end en Danmarksrekord, skriver Ærø Kommune på sin Facebook-side.
Og Ærø Kommune skriver, at de forventer, at rekorden finder vej til Børnenes Rekordbog.
Børnene har selv lavet musetrappen, men med god opbakning fra det voksne personale, lyder det fra pædagog Christian Kurt Nielsen.
- Vi voksne holdt os på sidelinjen – dog ikke uden at friste med brændte mandler og æbleskiver undervejs.
Clay-direktør sørger over tabet af Peter Brandes: - En af de helt store, der har forladt os
kopieret!
Den fynske multikunstner Peter Brandes er lørdag morgen afgået ved døden i en alder af 80 år.
Og det er en af de helt store kunstnere, vi har mistet. Sådan lyder det fra Pia Wirnfeldt, der er direktør for CLAY Keramikmuseum Danmark i Middelfart.
- Det er en af de mest begavede kunstnere, vi har mistet. Peter var et menneskeligt og kunstnerisk intellekt ud over det sædvanlige, fortæller hun til TV 2 Fyn.
Står bag kæmpe-vase
Peter Brandes er blandt andet kendt for sine udsmykninger af flere danske kirker. Herunder Roskilde Domkirke og senest Aarhus Domkirke. I sin levetid har han også lavet kunstværker til udstilling i Danmark, i udlandet og til dronning Margrethe.
Ude foran CLAY Keramikmuseum i Middelfart står der en vase, der rager knap fem meter op i luften. Vasen er i folkemunde kendt som Sevilla-vasen, da Peter Brandes skabte den til verdensudstillingen i 1992 i Sevilla.
Men på kunstneren selv omtalte vasen som Isak-vasen, fortæller Pia Wirnfeldt:
- Reelt hedder den Isak-vasen, fordi motivet på vasen er Isak, der står på Morija-bjerget, hvor hans far Abraham havde taget ham hen for at ofre ham til gud.
Pia Wirnfeldt kalder vasen et “monumentalt værk og en milepæl i dansk keramikhistorie”. Et betydningsfuldt værk, som fortæller og markerer, hvilken betydningsfuld kunstner, Peter Brandes var.
Markant kunstner
En kunstner, der var optaget af at formidle de helt store religiøse og mytologiske fortællinger, som han udtrykte i alt fra maleri, keramik, glasmosaik, tegninger og meget andet.
- Vasen er et vartegn for museet. Folk, der har besøgt Clay, husker den vase, som står meget majestætisk ved siden af den gamle hovedbygning. Den er næsten 5 meter høj, og man skal bevæge sig rundt om den for at få historien foldet ud, fortæller Pia Wirnfeldt.
Men Peter Brandes var meget mere end den kendte vase, som i øvrigt også er afbilledet på et af de kendte, brunlige skilte, der står langs de danske motorveje for at vise bilisterne, at Clay Musuem er i nærheden.
Udsmykningen af kirker har altid draget multikunstneren, som også har udsmykket Nordlyskatedralen i Norge. Og det er også vigtigt for Pia Wirnfeldt at anerkende den betydning, som Peter Brandes har haft med udsmykning af kirker både i Danmark og internationalt:
- Han er måske en af de mest markante kunstnere i det seneste halve århundrede i forhold til udsmykning af kirker. Det er en af vores helt store og epokegørende kunstnere, der desværre har forladt os, slutter hun.
Havn tæt på at blive oversvømmet
kopieret!
I den sydlige del af Lillebælt er der blevet skubbet så meget vand ind, at vandstanden lørdag formiddag står omkring en meter over dagligt vande ved flere havne.
Det gør sig blandt andet gældende ved Faaborg Havn, hvor vandstanden er 99 centimeter over normalen.
Af den årsag ligger vandet nu og skvulper ved havnekanten.
Vandstanden er imidlertid nedadgående resten af dagen, så det forventes ikke at give problemer.
Undrede du dig også over denne lysende plet på himlen? Her er forklaringen
kopieret!
TV 2 Vejret har modtaget flere billeder fra undrende danskere fredag aften og natten til lørdag. Hele omdrejningspunktet er en lysende plet lige ved siden af Månen.
- Hvad er det, der er over månen? Det har jeg aldrig set før, spørger TV 2 Vejrets læser Kent Bering Coort.
Ved første øjekast kunne det ligne en meget klar stjerne, men faktisk er der tale om noget helt andet. Det er nemlig planeten Venus, der sammen med Månen lyst flot op på den danske vinterhimmel.
I anden halvdel af januar vil mange af planeterne være synlige på samme tid. Eksempelvis i perioden 16. til 20. januar, hvor Saturn og Venus står lige ved siden af hinanden.
Flere husstande ramt af strømafbrydelse
kopieret!
Opdateret klokken 14:27: Flere husstande har fået strøm igen.
Vores Elnet er ramt af driftsforstyrrelse, der påvirker strømforsyningen til flere husstande på det østlige Fyn.
Det fremgår af virksomheden hjemmeside, hvor de oplyser, at der er tale om en “uvarslet afbrydelse”.
Det oplyses ikke, hvor mange husstande, der er påvirket af strømafbrydelsen, men Vores Elnet har markeret et større geografisk område med en rød cirkel, som værende påvirket af strømafbrydelsen.
Strømafbrydelsen er registreret omkring klokken 08.30 og forventes afsluttet 10.32.
TV 2 Fyn arbejder på at få en kommentar fra Vores Elnet.