Fyn har oplevet det vådeste år i minimum 14 år - sandsynligvis nogensinde
kopieret!
2024 skriver sig ind i historiebøgerne som et ekstraordinært vådt år.
Ganske vist blev det ikke til nogen ny nedbørsrekord på landsplan, men det gjorde det formentlig regionalt.
Således har 13 kommuner oplevet det vådeste år, siden kommunale opgørelser blev lavet første gang i 2011.
Med stor sandsynlighed har disse kommuner faktisk oplevet det vådeste år nogensinde, vurderer TV 2s meteorolog Andreas Nyholm.
For vejret er blevet markant vådere de seneste årtier. Og på landsplan var 2023 det klart vådeste år i Danmark – mens i år har været det næstvådeste, siden målinger begyndte i 1874.
Inden året er omme, kan yderligere fem kommuner slå rekord i målt nedbør siden 2011.
Langt over en meters nedbør
De rekordvåde kommuner befinder sig alle i det sydlige Danmark, hvor året altså har været ekstremt vådt.
Flere kommuner har i denne del af landet fået langt over en meters nedbør.
Mest ekstremt har det været i Vejen og Esbjerg Kommune. Her er der blevet registreret over 1200 millimeter nedbør, og det er første gang, at vi ser så store nedbørsmængder noget sted i Danmark.
I det hele taget er året nærmest druknet væk i Syd- og Sønderjylland, da der er kommet lidt mere end 1,1 meters nedbør på tværs af hele regionen.
Omvendt ligger nogle af de tørreste kommuner øst for Storebælt. Her har mange fået mellem 700 og 750 millimeter i løbet af året, hvilket er under landsgennemsnittet.
Næstvådeste år nogensinde
At de enkelte kommuner har fået så meget nedbør skyldes, at året som helhed har været ekstremt vådt.
Længe så det endda ud til, at 2024 kunne blive rekordvåd, men med mindre nedbør end normalt i oktober og november blev året afsporet i forhold til at nå denne rekord.
Alligevel er det blevet til hele 912 millimeter nedbør på landsplan, hvilket gør 2024 til det næstvådeste år i dansk vejrhistorie – kun overgået af 2023.
Til sammenligning falder der i gennemsnit 759 millimeter nedbør i Danmark om året. Dermed er der tale om to år, som har været meget vådere end normalt.
De våde år er noget, vi skal vænne os til i et fremtidigt varmere klima.
For når klimaet bliver varmere, kan atmosfæren indeholde mere vanddamp, og dermed kan den afgive mere nedbør.
Ifølge klimaatlasset ved Danmarks Meteorologiske Institut bliver det danske klima op til 23 procent vådere i slutningen af århundredet, hvis der sammenlignes med perioden 1981 til 2010.