Skal Fyn været centrum for Danmarks robotvirksomheder?
Ja, mener de fynske borgmestre og robotindustrien på Fyn.
Tirsdag var udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) på Fyn for at tale om dansk eksport og robotmulighederne, men selv om han er positiv over for den fynske robotklynge, er det for tidligt at lægge sig endelig fast, mener han.
- Odense står med et fantastisk udgangspunkt og er til stor inspiration, men lad os nu se, hvordan det ender, siger Anders Samuelsen til TV 2/Fyn.
Det nye erhvervsfremmesystem vil reducere og målrette de danske klynger til mellem otte og ti styk. Det betyder blandt andet, at der ikke må findes to klynger af samme slags her i landet.
Robotklyngen er en stor og synlig mærkbar succes, som har stor betydning for hele Fyn. Den viser, at vi kan stå sammen og klyngen er en af de seks førende i verden
I et høringssvar har samtlige ti fynske borgmestre skrevet under på, at de vil have en national robotklynge på Fyn.
"Parallelt hermed ønsker vi på Fyn at varetage en national klynge inden for robot/drone-området, der både forskningsmæssigt, uddannelsesmæssigt og erhvervstyngdemæssigt, har sit epi-center på Fyn. Vi ser gerne et endnu større og klarere fokus på de erhvervsmæssige effekter i klyngerne, end det der gives udtryk for i forslaget" hedder det i høringssvaret.
En af underskriverne er Assens' borgmester, Søren Steen Andersen (V).
- Robotklyngen er en stor og synlig mærkbar succes, som har stor betydning for hele Fyn. Den viser, at vi kan stå sammen og klyngen er en af de seks førende i verden, siger han til TV 2/Fyn.
Fakta om den nye erhvervsfremmebestyrelse
Det bliver erhvervsfremmebestyrelsen, som indstiller de nationale klynger. Den skal nedsættes inden årsskiftet.
Hvis Fyn bliver hjemsted for Danmarks nationale robotklynge, følger der statsmidler med til at drive den i stedet for i dag, hvor Udvikling Fyn driver klyngen for kommunale midler.
Hvis Odense ikke får den nationale robotklynge, og den måske i stedet for går til Aalborg, kan Fyn fortsat godt have en regional robotklynge. Den skal dog underlægges den nationale klynge og samarbejde og må ikke fortsætte som selvstændig klynge.
- Hvis man skal lave en robotklynge, så har jeg svært ved at se, at den kan ligge andre steder end på Fyn. Set fra min stol er der ikke rigtigt andre steder, hvor man både har et uddannelsesmiljø og involvering eller virksomheder på mange niveauer, hvor man har fået skabt det antal arbejdspladserfor robotics, som vi har her, siger Enrico Krog Iversen, der er investor og administrerende direktør i OnRobot.
Væksthusene nedlægges
En anden del af det nye erhvervsfremmesystem er, at væksthusene nedlægges. Dermed bliver det farvel til Væksthus Syddanmark. I stedet for væksthusene etableres der i alt syv erhvervshuse og fem filialer i Danmark.
For region Syddanmark betyder det, at der kommer til at ligge et erhvervshus på Fyn i Odense og et i Haderslev, som skal tage sig af den jyske side af regionen.
Fakta om bestyrelsen i erhvervshusene
Erhvervshusene overtager i store træk væksthusenes opgaver. Men de udvider målgruppen, så flere virksomheder kan få nytte af deres støtte og rådgivning.
De syv erhvervshuse refererer til Dansk Erhvervsfremmebestyrelse, der igen referer til styrelsen og ministeriet.
Folketinget behandler lovforslaget om det nye erhvervsfremmesystem til oktober. Hvis alle regeringens planer går igennem på Christiansborg, træder det nye erhvervsfremmesystem i Danmark i kraft 1. januar 2019.